Uddrivelse

Jeg føler mig alene, men er det ikke. Det er en grundlæggende følelse. Der jeg er mest ren, renset. Sikkert ikke sandt, jeg mener sundt. Et usundt sind i en stillesiddende krop, der sidder og tripper med sit ene ben, mens halsen, stemmebåndet, læberne forklarer sig til nogle AirPods, der er tilkoblet telefonen som har ringet en vens navn op. Er det dig og mig, der taler? Ikke rigtigt. Er ikke stillesiddende. Jeg har det som sagt meget godt. Eller det har jeg. Omkring mig danser skyggerne. Jeg husker, når jeg tog fra byen og ud i skoven. Ud i det store hus i den store skov, hvor mine forældre sad og sov foran brændeovnen. Jeg lod dem sidde sådan og gik op på mit værelse på loftet, hvor jeg havde et skrivebord, en madras på gulvet, en lille håndvask og et spejl. Jeg skrev mine venners navne ned i en notesbog, alle dem jeg havde været sammen med i Kbh, og jeg skrev f:ck før hver enkeltes navn. F:ck dig og f:ck dig og f:ck dig, så jeg kunne være alene. Jeg uddrev dem, uddrev deres bedømmelser, så jeg kunne være alene på værelset, når jeg skrev. Sad i det skrå lys, og blev synlig for mig selv.