Afsked

Inden jeg glemmer det, glemmer jeg det. Jeg fik et angstanfald i Italien. Vågnede i et hus hvor alle gæster var taget afsted, og var bange. Jeg kunne ikke være nogen steder. Kørte i tog fra bjerglandsbyen og til Pescara (østkyst) for at komme til Bologna, og videre op gennem europa, men alle forbindelser var optaget. Måtte finde en anden vej. Tog flixbus til Rom tværs over landet for at komme ud den vej. Fandt en forbindelse ud af byen, men jeg kunne ikke komme ud af byen. Koncentrerede mig om ikke at gå i panik. Toget standsede fordi en brand blokerede sporet. Blev omdirigeret til togbus, men den sad fast i trafikken bag Colosseum. Til venstre fik jeg øje på den høje, smalle pyramide som er på den protestantiske kirkegård, der hvor Keats, Shelley og Byron ligger begravet. Ude i horisonten kunne jeg se nogle bygninger der stod i brand i dæmringsmørket. Lidt senere fyldtes buskabinen af røg gennem dens aircon. Til alle sider var der blink og udrykninger. Jeg var færdig, men manglede halvandet døgn før jeg var hjemme. 

Mit første knækprosadigt. Episk

Så går jeg ned til byen
hvor ingenting sker
eller hvad
der går den ene og den anden

og ligner livet

Men før det

og før det

kom nynne forbi

med juicy outfit

og skar frugt

til morgenmad

og så skulle jeg afsted

til amager

for at hjælpe björk

med at flytte

tættere på sin

rodløshed

og så snakkede vi 

om at bloggen

pludseligt føltes så ufri

og gik ned 

på atlas bar

for at besøge kirsten

(men før det

sad vi sultne på havnen

og konstaterede

at fiktionen blev ved

med at ekspandere

(björk sagde at jeg var 

manic pixie dream girl

og jeg vidste ikke

hvem jeg var))

og kirsten lignede en

der havde badet 1000 gange

så verdensren den dag

og vi satte os på gaden

i indre by

hvor milo og joe kom gående

og milo sagde

at en tolder

havde set alt

alt? Ja

når man overvåger grænser

finder man det grænseløse

Jeg ved ikke

Romantik

Tilbage i dk. Skulle hente en nøgle i Kihoskh. Fordi lånt en lejlighed. Fik øje på Nanna Friis og Sara Sachs som sad på en bænk udenfor. Hvad, I her? Utroligt. Skal du med til Bornholm, spurgte Nanna? Næ, er lige kommet fra interrail. Hvor har du været? Jeg ledte efter de tyske og engelske romantikere. Fandt du dem? På en måde, men i går var der en koncert i bjergene, og mens jeg sad på jorden på et plateau sammen med 200 andre, der var gået op ad bjerget for at høre koncert med Clarissa Connelly, så tænkte jeg. Altså så tænkte jeg. Nej, det ligemeget, det er for pinligt at fortælle til jer. Ej, stop, hvad mener du? Jamen, det var bare vildt at høre hende. Hun stod med den ene arm løftet mod solen, midt i et romantisk landskab. Altså mellem 2-3000 meter høje tinder. Bjerge til alle sider, og i baggrunden, det var ligesom det, der var baggrunden, mens hun selv var vendt mod publikum, og egentlig spillede ret nærværende, og så tænkte jeg, fordi Lasse og jeg havde set Casper David Friedrich i Leipzig, at det havde noget at gøre med at romantikken og det sublime var vendt tilbage, men i en anden positur. En positur der vender ryggen til bjergene og ansigtet mod fællesskabet. Men med de samme store brydninger. Haha. Det var jo en slags tanke. Og Nanna og Sara var overbærende og søde. Men når jeg tænker over det igen, var det en helt anden oplevelse, der var vigtig, nemlig at det var svimlende smertefuldt at sidde der på bjerget, fordi det virkelighedstab, der er min grundfølelse hele tiden, IKKE ramte en mur, eller kunne pakkes ind i en by, men strakte sig ud i det alt for store, nærmest uophørlige landskab. Og når jeg svimlede mest havde jeg kun Clarissas stemme at holde mig til, og flere gange under koncerten blev tomheden og tabet uudholdeligt, og så måtte jeg koncentrere mig om at holde fast i stemmen. Bare holde fast i stemmen. 

Subjekt ligger udspændt

Jeg, jeg mener, subjektet ligger udspændt og hører på bølgerne. Det ligger udspændt på solstol som et omrids. Der er ingen grund til at bevæge sig når omridset er elastisk og alligevel bevæger sig. Der er slet ingen grund til agens for subjekt i solstol. Men alligevel ting sker. Subjekt går i vandet og vandet der omslutter som læber spytter i land igen. Så subjekt bliver omrids i solstol igen. En tomhed udvider sig. Vil du have solcreme, spørger Fie eller Clarissa. Ja, blir nok nødt til. Tager lidt creme på hånd, og hånd glider rundt på våd krop. Clarissa, Fie og Mikkel går i vand. Subjekt tager billeder af ansigt med salt i ansigt. Kigger på børn på oppustelig enhjørning. Clarissa og Fie løber op af vand, dryppende, og giver highfive til subjekt. Subjekt tager billede af Clarissa der tager billede af Fie der løber op af vand, dryppende. Subjekt lukker sit ansigt og glemmer tid og sted. Udvidelsen fortsætter. Vurderer ikke sin situation. Så skriver en eller anden, skriver til subjekt på socialt medie. Sry sry jeg ik har skrevet. Liv kom. Død kom. Det fckd. Subjekt går gennem sollys igen og ud i vand. Men skal ikke ud til stor sten. Mikkel svømmer forbi stor sten. Der er alt for dybt. Alt for stort vand. Som lille Las ser subjekt ikke rigtig bund, finder ikke bund. Fie sagde igår, det sjovt hvorfor vi skriver prosa når vi skriver blog, sagde hun. Subjekt skriver ikke prosa, subjekt skriver liv, sagde subjekt. Ej lækkert, jeg vil osse skrive liv, sagde Fie. De går i vand igen, Clarissa, Fie og Mikkel. Ligner aflange aliens.

Lydprøven

Der er noget ondt i mig. Jeg kan mærke det, mens jeg venter på Clarissa (hovedperson), Fie (2. manager) og Mikkel (musiker) i parken bagved Villa dei Medici. Det er der jeg sidder og venter. Spiller på den fløjte jeg købte forleden. Hvad er det onde? Skal finde ud af det. Men ikke nu. Nu går jeg ned til vejen igen. Tænker at de snart må være her. Fie (2. manager) har skrevet at de er blevet hentet i lufthavnen af en driver, og snart vil ankomme. Da jeg går mod indgangen til villaen stiger de ud af en sortlakeret vogn. En time forsinket fordi instrumenterne (odd luggage) var blevet væk undervejs. Men fundet igen. Clarissa (hovedperson) sendte en sms fra lufthavnen. Jeg har ikke sovet. Altså ikke en time i nat. Jeg svarede. Det skal nok gå. Du kan måske hvile efter lydprøven. Men nu stiger de ud af en vogn. Der er en person ved indgangen som tager imod. Giver hånd. Nogen tager bagagen og fører den ind i huset. Personen fører os ind i Villa dei Medicis have. Det er der Clarissa (hovedperson) og Mikkel (musiker) skal spille, i haven. Der er ikke meget tid til lydprøve. Der er en scene og der er lavet siddepladser til publikum. Det er en udsolgt koncert. Clarissa (hovedperson) er generet af solen. Der er 40 grader. Hun spørger om de kan arrangere noget skygge på scenen så hun ikke besvimer under lydprøven. Hun siger det ikke går. Prøver med en bredskygget stråhat. Arrangørerne glider lidt af på det. Reagerer ikke. Fie (2. manager) skriver til Ottilde i London (1. manager), som skriver til de italienske agenter (på vej), at de skal skrive til arrangørerne (står ved siden af os) at de skal komme med en parasol til Clarissa (hovedperson). Jeg sidder på jorden og lytter, mens Fie (2. manager) har travlt. Cikaderne larmer i takt. Lydanlægget er ikke imponerende. Der er for meget high cut, siger Clarissa til lydpersonen (2. lydperson) der assisterer lydpersonen (1. Lydperson) ved at oversætte fra engelsk til italiensk. Please, siger hun. Hvad er det onde? En manglende opmærksomhed, måske. Efter lydprøven går vi en tur. Clarissa (hovedperson) er ikke tilfreds, men slapper af nu. Vi går nogle gader væk. Drikker kaffe, griner. Prøver tøj i en high end vintagebutik. Hermes (personer fra high end modebrand) kommer i aften til koncerten for at tale med Clarissa (hovedperson) og Mikkel (musiker). Da vi kommer tilbage sidst på eftermiddagen møder vi de italienske agenter. Vi sætter os i en sal i Villa dei Medici, hvor fløjdørene står åbne ud til altanen. Der er marmorskulpturer som står på meterhøje indsatser i væggene. Og smukke relieffer. Vi sidder med udsigt over alle Roms tage og kupler. Nogen spørger hvem jeg er. Nogen spørger hvad jeg laver. Jeg siger jeg er krønikeskriver. De accepterer det modvilligt. 

Hvid due

Jeg er i Rom, fordi jeg ringede sammen med Clarissa, og sagde, at jeg ikke vidste hvor jeg skulle hen efter Leipzig, og så sagde hun, at jeg skulle tage med hende på tour. Fie skal også med, sagde hun. Og jeg har allerede overnatning til dig. Det er jo det vi har talt om, sagde hun. Og det ER jo det vi har talt om. At jeg bare skulle tage med, hænge ud. Være spændende. I morgen aften skal hun spille koncert på Villa Medici. Det er begyndelsen. Vi skal mødes der til frokost. Jeg kom selv for et par dage siden med tog fra Firenze, og indlogerede mig på et hotelværelse. Har gået rundt i 1000 grader i dag. Købte tre overdele, en Versace t-shirt, en ærmeløs Fendi og en poloagtig Valentino, og lagde dem på sengen for at tage et billede da jeg kom tilbage til værelset. Tog et billede og sendte til Mathilde. Skiftede bukser og tog Fendien på. Gik ned til restauranten, hvor jeg også spiste igår. Skifter snart tid. Tider. Bestilte vand, et glas vin og vongole. Good choice, sagde tjeneren. Desværre ikke den samme tjener som i går, men mere imødekommende og venlig, sikkert fordi jeg er gået til opgaven med større sikkerhed. Irriterende sætning alligevel. Det med opgaven. Måske bare usand sætning, fordi det ikke handler om en opgave, men om at jeg bevægede mig ind i restauranten og på forhånd vidste hvad jeg ville have, hvad jeg skulle bestille, og var tryg ved stemningen og personalet. Jeg slapper af. Ser godt ud i blusen. Altså jeg mener ser virkelig godt ud i den bluse. Har lavet armbøjninger for at tone armene og skuldrene lidt. Ved virkelig ikke hvilken tid jeg skriver i. Tillader mig at sidde på restauranten og skrive på min telefon selvom jeg føler det er dårlig stil over for stedet. Jeg lægger telefonen på bordet og håber tjeneren ser, at jeg skriver i et dokument i stedet for sms eller insta. At jeg er mere nærværende end det. Jeg fik en besked fra min bror tidligere i dag, at jeg havde fået en lille arv fra min mor. Senere fik jeg en besked fra det offentlige, som gjorde mig ked af det. Gik en lang tur og græd ved trevifontænen. Alting mindede om noget. Om det. Gik hen til Balanciaga i det hus, hvor Shelley-parret boede en overgang. Jeg var den eneste besøgende til de ca. 10 ansatte. Fik lyst til at gå over på den anden side af gaden for at se Keats-Shelley museet ved den spanske trappe. De var vist aldrig i Rom på samme tid, Keats og Shelley. Talte med kustoderne som fortalte at de aldrig var der samtidigt. Og at museet har den største bogsamling af de engelske romantikere. Og Mary Shelleys skrivebord (som lige nu var taget væk) hvor hun skrev Frankenstein og gemte Percys hjerte i skuffen indtil sin død. Kvinden i museets lille billetkontor/boghandel sagde at hjertet var begravet i England. Really, sagde jeg, og sagde, at jeg troede det var begravet på den protestantiske kirkegård uden for byen ved siden af hans grav. Hun sagde, at det var en ny oplysning for hende, og jeg blev pludseligt i tvivl om hvorvidt hun havde ret fordi hun vidste så meget om digterne. Og havde lige fortalt mig hvor de boede på forskellige tidspunkter og hvordan Mary blev tvunget tilbage til England af Percys far. Så vi lod det være og jeg købte en bog, Love is my religion af Keats. Takkede flere gange. Roste museet. Gik op af bjerget uden om den spanske trappe og fandt et cafeteria at sidde på. Jeg spurgte om strøm til min telefon, og fordi jeg ikke havde strøm tog jeg bogen op og læste de to introduktioner. Tjeneren spurgte om han måtte se den bog jeg læste. At han selv læser en bog om ugen og er den eneste i metroen der læser. Alle andre sidder med deres mobil, sagde han. Hans kone er engelsklærer og de taler begge syv sprog. Han læser meget poesi, sagde han. Jeg sagde, at jeg skriver poesi. Han blev glad. Sørgede for mig. Kom med kaffe og en croissant, mens jeg læste uden at forstyrre, uden jeg havde bestilt. Da jeg gik, sagde han, at jeg var en sjælden hvid due. Haha, sagde han virkelig det? Var det det han sagde? Jeg vil gå forbi i morgen igen. Det er ikke så langt fra Villa Medici. 

(I går aftes sagde tarotlæseren (som jeg konsulterede på gaden) at vi er energi, men mobiltelefonerne forstyrrer den energi vi udsender, pga. den energi de udsender. Altså de forstyrrer reinkarnationerne, MENINGEN, og den karmiske udvikling)