Dagbog

Jeg vil finde ud af hvad, jeg kan finde ud af at skrive på en blog, når jeg ikke ved hvem, der vil læse det. Da jeg begyndte at skrive digte, troede jeg, at ingen kunne forstå hvad jeg skrev, og det var en stor befrielse. Jeg kunne skrive hvad som helst på betydningsniveau, afprøve umulige eller tomme udsagn, og bare bekymre mig om form og sætningerne, billederne. Alt var frit og uendeligt. Endda mere frit end i dagbogen (som dog forholdt sig løsere til formen). Den tillid til andres manglende formåen i at aflæse betydning har jeg desværre ikke længere. Jeg føler mig gennemskuet og set. Bedømt. Og det er måske ok. Vi kan bare være venner.

Ah, men måske lyver jeg allerede. Måske handler det om at åen, der løber mellem offentligt og privat forlængst er gået over sine bredder og det ikke er til at adskille hvad der er hvad, så jeg i højere grad må tale som mig selv. Det er jo lidt kedeligt, når nu jeg har tusind stemmer og kun en af dem er præsentabel. 

På et tidspunkt fik jeg en anden til at skrive min dagbog. Jeg vil ikke skrive hvem det er, måske er vedkommende ikke interesseret i at blive nævnt, men jeg havde det så luksus i den periode. De havde en begyndende akademisk karriere og vi aftalte at jeg bare skulle sende et par stikord hver dag og så ville de skrive min dagbog. De havde fået guldmedalje for sin universitetsafhandling, og jeg havde store forhåbninger til at jeg ville fremstå meget klogere end hidtil i min dagbog. Jeg følte, jeg havde opnået noget i mit liv. Jeg lå i huset på Fanø i den hvide hjørnesofa og skrev stikord til min dagbogsskriver,  jeg brugte bare fem-ti minutter om dagen og drømte om hvordan stikordene ville forvandle sig til spændende reflektion om liv og poesi. Men da jeg fik dagbogen tilbage viste det sig, at de især havde brugt min dagbog til at udleve seksuelle fantasier om mine naboer. Og til at banalisere mine tanker.

I MORGES OG NU (ægte dagbog)

Jeg vågnede i et helt mørkt rum, det er det eneste værelse jeg kan huske at have sovet i, hvor jeg kan holde al lys ude. Stod op, tog en hovedpinepille og gik i seng igen. Nu sidder jeg i sofaen under en dyne med Barbiesengetøj og læser Kongens Fald.