Middelklasse2 mainstream

Jeg har set at Bukdahl har skrevet om Middelklasse2 på sin blog! Det er en OPSIGTSVÆKKENDE begivenhed. Jeg tænker på slutningen af 00erne, jeg tænker på begyndelsen og midten af 10erne, hvor det var det mest SPÆNDENDE, der kunne overgå en digtsamling eller en blog, når Blogdahl havde skrevet om den. En ting var jo anmeldelserne i WA (hvor den mest DEFINERENDE tid var 96-06 (ca.), men senere på bloggen kunne man følge med i at han modtog en bog til anmeldelse, den første undren, måske noget bedømmende, et opvakt (alt for SPIDDENDE, spyende) ordvalg der allerede rummede hele anmeldelsen i sig. Og det vigtigste var næsten dagene efter en VIGTIG anmeldelse, hvor han blev ved med at skrive om en bog, eller modificere anmeldelsen. Det var ok ofte FOREKOMMENDE at jeg eller andre skrivende ville ringe til hinanden og sige noget om hvad der stod på Blogdahl. Den fjerne, men EKSTREMT nærværsskrivende Bukdahl. Det er mærkeligt at kigge på bloggen nu, hvor der formodenligt kun er meget få læsere tilbage. Jeg ved ikke hvor mange. Måske stadigt mange. Måske er det kun mig (og en håndfuld) der læser den. Og kun ham (og en håndfuld, jaja, helt bestemt færre) der læser min. Så skriver han om min blog, så skriver jeg om hans, og så kan vi sidde i hver sin ende af landet og læse hinandens henvisninger i en spøgelsesoffentlighed. Men altså, det er jo en helt vildt INSISTEREN PÅ SIN PRAKSIS han har haft kørende. Fra 2010-15 skrev han ca. mellem 750 og 1000 opslag per år. Altså 2-3 opslag om dagen. Og det fortsætter, men med stejlt faldende kurve de næste år. Men i modsætning til næsten alle andre blogs, så lever den stadig. 

Jeg har skrevet om Martin Larsens blog Udpost (se 2. sektion), som jo også har haft en utrolig smuk og vildtvoksende litterær blogpraksis. Hvad med Susanne Christensen Tiger Claws,  er hun stadig igang? Tue Andersen Nexø? Lene Asp? Og alle de andre? Martin Glaz Serup er vist, men er flyttet fra blogspot og så gælder det måske ikke helt (undskyld, Martin, jeg prøver at være blogfundamentalist her. Jeg værdsætter Bukdahls blogfundamentalisme).

Jeg fik at vide af en af eleverne på Testrup (Peter Markmann), at han havde været inde på 28/6 og der lå alle mulige pdf'er med bøger og at det var fantastisk. Jeg sagde, at de, at 28/6 var bloggens avantgarde i slutnullerne. Ja, sagde han, og nu er det os, sagde han med henvisning til sig selv og de andre, der blogger for tiden på Testrup. Ja, måske. Og hvis I vil linke til jeres blogs kan I gøre det i kommentarerne. Eller lade være. Som hermed nyudsprunget mainstreamblogger skal jeg måske holde mig fra at sige hvad avantgarden skal gøre.

Dagbog

Har undervist i den her uge. Hvordan går det? Jo, tak, det går. Jeg forsøgte at tegne en model for LIVET. Eller SKRIFTEN. Jeg forsøgte at trække en plan i automaten. Jeg skred gennem skolegården i mit smarteste tøj med al viden under armen. Det er hvad jeg kan tilbyde, tænkte jeg, en hat fyldt med kaniner. Et es i ærmet. Det er det jeg baserer min undervisning på. Tricks. Ikke at vide hvad jeg skal stille op, og så gøre hvad jeg kan for at redde skindet. Eleverne sagde ingenting. Jeg sagde, I siger ingenting. De sagde, en sagde tak. Jeg har ryggen mod muren. Ja, nu er det sagt. Jeg må sørge for at mine kaniner ikke bliver flået. At metaforerne ikke strækker sig for langt. Når jeg kommer hjem hopper de rundt i lejligheden og gør mig glad. Og når jeg åbner køleskabet fryser de. Så jeg lukker det igen. Åbner, lukker. Der er ingenting i køleskabet, kun kulde. Det minder mig om min barndom i ødemarken. Tænke tænke. Jeg sidder foran det og kigger ind i et hvidt landskab. Lukker det. Hvad har jeg ellers lavet? Jeg har haft besøg af Glenn, han sagde, han gjorde, han læste. Han sagde noget spændende, hvad var det nu? Jeg har drukket te med Björk, jeg elsker bitter te, sagde hun. Jeg elsker også bitter te, sagde jeg, og lavede bitter te. Jeg har grint, grinet af alle gentagelserne. Jeg har været til psykolog. Hun sagde også. Og gået tur. Haft det trist i går og i dag. Har grædt. Og Gudrun har været her. Hun savnede guld. Forsøger at få adgang til de største forekomster i verden. Hun er fortryllet af guldet, og for hver gang jeg ser hende har det tæret på hende. Det er solens tårer. Det er den lige vej. Solen er som en sol.

 

Invitation til reception

Juhu, jeg holder reception den 3. april for I ly, og der er så mange jeg gerne vil sende til som jeg ikke har mail på, så derfor laver jeg en invitation her. Dvs. du bliver nødt til at tilmelde dig det her link for at få adgang: Tilmelding

Det nye band Streng familie spiller uhørte numre, og det glæder jeg mig 1000 til. Lover det bliver smukt. Der vil være masser af snacks og drikke og hygge.

Altså torsdag den 3. april klokken 16-18, Klareboderne 3, Kbh

Kom og hæng ud med mig, tag en ven med og få nye venner. 

Evig kærlighed Lars

Bristefærdig

Jeg satte mig i den lille lejlighed på Testrup Højskole med hænderne for ansigtet og sukkede. Jeg er færdig, sagde jeg til ingen. Selv hvis jeg skulle falde i søvn, og i søvnen drømme om hele menneskehedens historie på Planet B (ligger dyr og mennesker og planter i ske). Hvordan de fik et sprog. Hvordan det havde med ilden at gøre, at de kunne overskride dagslyset, have LYS til at forestille sig HANDLINGEN, billeder på grottens inderside, forestille sig ting, der ikke var der, lave lyde der henviste til ting, der ikke var der. De samme lyde om de samme ting, gøre verden til SPROGET. Det er ilden, der gjorde det. Prometheus er blevet så prominent. De samlede nedfaldsfrugt. De stak fjer i hinandens rygge i de tomme hårsække og havde det så godt. Sådan levede de. Lykkeligt. Så stegte nogen noget på ilden. Et dyr. Så kom LØGNEN. Altså selv hvis jeg drømte sådan noget ville jeg være færdig. Men jeg er drømmeløs og søvnløs. 

Jeg er begyndt at læse Cecilie Linds nye bog, Bristefærdig. Det hjælper. Den er VIRKELIG god at læse. Jeg elsker hendes sætninger. Hun skriver f.eks: 

"Jeg elskede at opløse universet. 

Men det var så ensomt bagefter.

Jeg lugtede som et dyr og kvalmen slæbte mig ud på badeværelset.

Her hang de blodrøde håndklæder og var bløde som kinder."

Det er især sådan noget som her hang blodrøde håndklæder og var bløde som kinder, som bogen (og Cecilies forfatterskab) er fyldt med (ud over HANDLINGEN). Det er som om hvert eneste bogstav afhænger af alle de andre. Hang/hånd, røde/bløde, klæder/kinder. Jeg er ikke nået så langt ind i den endnu, men jeg har taget hænderne fra ansigtet og sidder med bogen foran mig i et helt andet humør. Vi mødtes forleden i København, gjorde vi ikke? Jo, jeg tror det. I et glasbur i en fremtidsby, mens biler gled afsted under os, der var lys i alle retninger, og hun pegede på en boligblok i nærheden og sagde, der bor jeg. Måske drak vi te og udvekslede bøger. En due på forsiden af min bog, og roser på hendes. En due for en rose. 

SENSATION: Den første anmeldelse af I ly

Den udkommer i morgen, Cecilies bog. Der er et af mine digte i bogen. Hovedpersonen tager I ly ned fra en hylde og læser digtet op for et væsen i sit hår. Smukt, siger væsnet (eller barnet) og hovedpersonen gentager det. Eftersom min bog ikke er kommet endnu, og kun fiktive karakterer har den stående på hylden, så er det også den første anmeldelse den har fået. Anmeldt af et væsen i håret på hovedpersonen i en roman. Det gør mig glad så glad at tænke på. 

Show me your crib

Tilbage i Sønderho, Fanø, bliver jeg spurgt af en læser af bloggen om jeg vil vise mit hus frem. OM jeg vil. Har lyst til at vise min krybbe frem. Tænker på MTV i 00erne. MTV Cribs. Jeg står ved hoveddøren og siger: Velkommen til min krybbe! Du er kun et blik. Kom med ind i entreen, siger jeg. Der er fliser med fossiler i. Det er smukt og dyrt. Smukke fliser. Det er her skoene står. Smukke sko. Du følger efter mig, jeg kigger mig over skulderen for at være sikker på at dit blik følger efter mig, mens jeg går ind i køkkenet. Køkkenet er kæmpe. En flere meter lang stålplade, en masseovn. Tykke planker på gulvet. Hylder med små tekander. Spændende keramik. Jeg tænder for espressomaskinen. Jeg viser dit blik alt hvad jeg har. Jeg vil give dig alt. Dit blik giver mig mening og retning. Har savnet det. Tager dig med ind på mit kontor. Kontoret er ikke stort, men smukt. Udsøgt. Du siger noget. Du er et blik og nogle læber. Dine læber svæver frit i kontoret, bevæger sig og taler som i Not I, men lydløst. Jeg viser mine reoler frem, fyldte med digtsamlinger fra gulv til loft. Viser mit skrivebord, kalligrafien, kunsten på væggene. Læberne former et O.

Blikket følger med ind i stuen. Og læberne, der er ved at komme sig kommer med. Vi ser mere kunst. Her er alt det bedste: Lene Adler, Lea Porsager, Tal R, Amandus Rock. Udsøgt. Smukt. Hvem mere? Mange flere. De kommende. Jeg kan ikke vise flere frem pga. forsikringen. Forsikringsselskabet. De ringer midt i det hele til min bevidsthed og siger at der er en klausul. At jeg må stoppe. Jeg har ikke læst den. Der er begrænsninger på hvad jeg kan vise frem for offentligheden. Men blikket er her og vil se min krybbe, siger jeg. Blikket må nøjes. Munden må knibes. Jeg presser på, ulykkelig. Hvad med min garderobe? spørger jeg. Nej. Mine bedste items? spørger jeg. Mit dryp? Da de siger nej til det hele opsiger jeg forsikringen, og tager dig med ovenpå til værelserne. Der er smukt ovenpå. Solen gennem skråvinduerne fremkalder os som et billede. Dig: Blik, læber. Mig: En udstrakthed. I læserummet bliver vi kærester. I gæsteværelset taler vi hele natten. I badeværelset skiftes vi til at fryse. I soveværelset vender vi ryggene mod hinanden og udskiller drømmene. Kærligheden er stor. Huset er stort

Tranen

Jeg så min bog I ly i går. Gik ind mod byen fra nv fordi jeg ville gå en tur ind i (vil ikke nævne stedet af hensyn til, at jeg gerne fortsat vil gå en tur ind i (vil ikke nævne) og ikke møde andre, ikke møde folk jeg kender, have god plads, kigge lidt på tøj, konversere med en ekspedient. Do you work in fashion, spurgte ekspedienten en dag. Ja, svarede jeg, jeg er redaktør for et modemagasin, SOSmegazine. Et magasin for mode og poesi. Wauw, sagde han, han var kommet hertil fra London for at lave modeljobs, og lige nu arbejdede han i her. Han var sød, jeg havde lyst til at blive, han smigrede mig, roste min stil, jeg smigrede ham, roste hans stil. Vi blev venner, senere, jeg holdt ham for panden, da han fik feberen, jeg fik feberen, vi tog piller og druknede i swimmingpoolen sammen, samtidigt. Det var en lykkelig tid, men en ulykkelig afslutning. Eller ikke så ulykkelig igen. Folk stimlede sammen omkring vandet og gispede og følte kærligheden til hinanden for første gang. Forstod offeret, mens lyset i poolen changerede. 

Men på vej ned mod byen skrev jeg en besked til Kristine (redaktør) om bogen var kommet. Hun svarede ikke. Det gør hun ellers altid. Hun er den bedste. På gaden mødte jeg Pasternak (boss). Han stod som en trane i døren til Gyldendal (hvad er det nu Y skriver? Tror det er første digt i 2'eren, der hvor han lige er blevet stoppet af politiet på købmagergade, fordi han har skudsikker vest på og de ringer til Gyldendal for at få bekræftet at han er en digter på vej til møde. Blander jeg det sammen med virkeligheden nu? Må kigge i hans bog ved lejlighed). Har du set din bog, spurgte Pasternak (boss). Næ, jeg vidste ikke den var kommet, har lige skrevet til Kristine (redaktør). Jamen, jeg har lige stået med den i hånden, sagde han, den er blevet flot. Kom med, sagde han. Vi gik op på kontorgangen,  kiggede ind på Kristines (redaktørens) kontor. Hun var der ikke, men der stod kasser ophobet på kontoret. Vi gik hen til ham, der står for produktionen (Giovani). Han havde selv nogle bøger og viste os, hvor resten var. De var så glade på forlaget, sagde de. De sagde grafikeren (Magda) havde været god. Der var en detalje jeg var utilfreds med. Noget med flapperne. Pasternak (Boss) sagde, det er ligemeget, det tager vi bare i 2., 3., 4. og 5. oplag. Han var sikker på salget. Det er ok, sagde jeg. Jeg tror jeg bliver glad for den. Jeg kan godt lide digtene. Jeg kan godt lide digteren (Las). 

Jeg prøver altid at undgå logoet. Selvom jeg meget godt kan lide tranen. Engang fik jeg lov til ikke at bruge logoet, fordi jeg ellers ville trække bogen tilbage. Dengang var det vigtigt for mig, fordi jeg skrev vækstkritisk. Kapitalismekritisk. Nu skriver jeg pop, og så er det ok med logo, men jeg prøvede alligevel. De ville ikke gå med til det. Så jeg hævnede mig ved at lave logoet lidt om. Nu holder tranen et hjerte i sin klo. Hævnen er sød.

 

Hvad jeg nu har gjort og gør

Hvad jeg nu har gjort og gør. Må række de små hænder ind i hukommelsen og hive klumper ud af dejen. Du er jo helt bagt du. Nej, jeg er ikke. Ok, men så lad mig være. 

Jeg har været her nogle dage, vænner mig til at sove længe. Lægger mig til at sove 3 gange om morgenen, vågner, begynder forfra. Det er et eventyr. Der er en projektør der tænder om aftenen på en høj industribygning overfor og peger ind i lejligheden. Gør soveværelset til en scene. Her drømmer jeg, jeg drømte, jeg kunne drømme. 

Jeg har mødt ulovligt mange mennesker. Første dag tænkte jeg at nævne alle deres navne, fordi jeg syntes det var spændende at have mødt så mange jeg kendte på en dag, men jeg kunne alligevel ikke huske dem alle, og de næste dage var de et hav. Jeg hopper rundt i det og bliver kun våd til navlen, tager hjem og tørrer mig. Må også læse lidt. Læser lidt. Men puha, vent lige, jeg prøver alligevel at nævne alle havets navne:

N (spise, cykle til kunstudstilling, gå gennem byen). L (konversere i udstilling). R (Hej, jo, vi har hilst før). H (ved baren, glædeligt gensyn, varmt kram). N (god til at placere sig i til en reception, så vi placerer os sammen med). V (har fået meget plads til sin udstilling). C (stort kram, første møde, nu venner). C (sidde på taburetter og snakke). M (roser min dobbeltskjorte, farverne, slipset på den inderste skjorte). V (spise morgenmad, gå tur, drikke kaffe) A (spise morgenmad, gå tur, drikke kaffe) S (hente i lejlighed, gå tur, drikke kaffe) A (hente i lejlighed, gå tur drikke kaffe) N (sidder på bænk, mens barn leger) U (dukker pludseligt op på den sorte plads har en bamse i en pose) L (står længst inde til Posh Isolation) E (er usikker på om jeg kan kende hende, siger dejligt at se dig) H (er sød, måske taget lsd, mystiske øjne) C (inviterer til fest) A (tager fejl af hendes navn fordi A lyder meget som A). N (inviterer på vafler med flødeskum) C (spiser vafler, kan lide Eiffeltårnet). K (er på sit værelse, siger hils S) G (måske er G først aktuel dagen efter)

Nej, det går ikke. Er ikke engang færdig med første døgn. Jeg kan overhovedet ikke huske det hele, så mange ansigter. Hvem stiller mig den opgave? Ja, ja, du siger, det er dig selv Las, men jeg siger, næ, FORMEN stiller mig den opgave.

Men HAVET har taget mig. Og SCENEN venter. Godnat.

Søde

Nanna er taget til Amerika for at lave kunstting. Hænge ud i et poolhouse. Ved ikke. Nevada, LA? Jeg har lånt Nannas lejlighed, det er så godt at være her. Vi var til åbning på Overgaden sammen, hun gav mig nøglerne. Der lå rent betræk og håndklæde i fodenden. Jeg tændte saltstenslampen, læste. Slukkede saltstenslampen. Jeg vågnede med hovedpine, sollyset gjorde ondt. Ville gerne sove mere, men tog et koldt bad og gik ud på gaden. Skrev til de sødeste om de ville drikke kaffe. De ville allesammen gerne drikke kaffe, det var sødt. Vi gik en tur. Mødte flere. Det var lykkeligt at være sammen med de sødeste. 

Dagbog

Jeg vil finde ud af hvad, jeg kan finde ud af at skrive på en blog, når jeg ikke ved hvem, der vil læse det. Da jeg begyndte at skrive digte, troede jeg, at ingen kunne forstå hvad jeg skrev, og det var en stor befrielse. Jeg kunne skrive hvad som helst på betydningsniveau, afprøve umulige eller tomme udsagn, og bare bekymre mig om form og sætningerne, billederne. Alt var frit og uendeligt. Endda mere frit end i dagbogen (som dog forholdt sig løsere til formen). Den tillid til andres manglende formåen i at aflæse betydning har jeg desværre ikke længere. Jeg føler mig gennemskuet og set. Bedømt. Og det er måske ok. Vi kan bare være venner.

Ah, men måske lyver jeg allerede. Måske handler det om at åen, der løber mellem offentligt og privat forlængst er gået over sine bredder og det ikke er til at adskille hvad der er hvad, så jeg i højere grad må tale som mig selv. Det er jo lidt kedeligt, når nu jeg har tusind stemmer og kun en af dem er præsentabel. 

På et tidspunkt fik jeg en anden til at skrive min dagbog. Jeg vil ikke skrive hvem det er, måske er vedkommende ikke interesseret i at blive nævnt, men jeg havde det så luksus i den periode. De havde en begyndende akademisk karriere og vi aftalte at jeg bare skulle sende et par stikord hver dag og så ville de skrive min dagbog. De havde fået guldmedalje for sin universitetsafhandling, og jeg havde store forhåbninger til at jeg ville fremstå meget klogere end hidtil i min dagbog. Jeg følte, jeg havde opnået noget i mit liv. Jeg lå i huset på Fanø i den hvide hjørnesofa og skrev stikord til min dagbogsskriver,  jeg brugte bare fem-ti minutter om dagen og drømte om hvordan stikordene ville forvandle sig til spændende reflektion om liv og poesi. Men da jeg fik dagbogen tilbage viste det sig, at de især havde brugt min dagbog til at udleve seksuelle fantasier om mine naboer. Og til at banalisere mine tanker.

I MORGES OG NU (ægte dagbog)

Jeg vågnede i et helt mørkt rum, det er det eneste værelse jeg kan huske at have sovet i, hvor jeg kan holde al lys ude. Stod op, tog en hovedpinepille og gik i seng igen. Nu sidder jeg i sofaen under en dyne med Barbiesengetøj og læser Kongens Fald.

Soli City forts.

Jeg luftede tanken om, at jeg selv ville ringe til Harald og sige at han ser sød ud på billederne. Så det prøver jeg. Han tager telefonen og venter ikke på, at jeg skal sige noget, men begynder selv.

H: Hej Lars, jeg ringer lige om 5 minutter. 

L: Okay

Vi lægger på, jeg går ud i køkkenet og tager en pose med bland-selv-slik som jeg lige har hentet i Brugsen, fordi der er fredagstilbud. Spiser en fudge. 2 minutter senere ringer Harald tilbage

H: Hej, hvordan står det til?

L: Jo, helt fint

H: Jeg er faktisk på arbejde, så det er ikke så godt lige nu, men jeg ryger en smøg. Hvor er du henne?

L: På Testrup

H: I hvilken årstid?

L: I mit livs vinter

H: Fuck hvor trist, det må du ikke sige

L: Okay, men jeg ville også bare sige at du er sød

H: Hehe. Jeg tænkte på at komme til Testrup

L: Hvornår?

H: I næste uge. Måske på onsdag allerede

L: Ja, gør det, det vil være perfekt

H: Lad os skrives ved så

L: Ja, jeg har lavet en blog, jeg tror det er fremtiden

H: Det tror jeg du har ret i

L: Og skrevet om din plade, så måske er der nogen af eleverne der hører den nu

H: Cool, jeg gad godt spille koncert der engang

L: Ja, vi kan lave en uofficiel koncert i næste uge, hvis du kommer?

H: Ja, lad os skrives ved

L: Ok. Hej hej

H: Heeej

(I kommentarfeltet til sidste Soli City post har jeg lagt et link til et interview i tidsskriftet passiveaggressive)

Uddrivelse

Jeg føler mig alene, men er det ikke. Det er en grundlæggende følelse. Der jeg er mest ren, renset. Sikkert ikke sandt, jeg mener sundt. Et usundt sind i en stillesiddende krop, der sidder og tripper med sit ene ben, mens halsen, stemmebåndet, læberne forklarer sig til nogle AirPods, der er tilkoblet telefonen som har ringet en vens navn op. Er det dig og mig, der taler? Ikke rigtigt. Er ikke stillesiddende. Jeg har det som sagt meget godt. Eller det har jeg. Omkring mig danser skyggerne. Jeg husker, når jeg tog fra byen og ud i skoven. Ud i det store hus i den store skov, hvor mine forældre sad og sov foran brændeovnen. Jeg lod dem sidde sådan og gik op på mit værelse på loftet, hvor jeg havde et skrivebord, en madras på gulvet, en lille håndvask og et spejl. Jeg skrev mine venners navne ned i en notesbog, alle dem jeg havde været sammen med i Kbh, og jeg skrev f:ck før hver enkeltes navn. F:ck dig og f:ck dig og f:ck dig, så jeg kunne være alene. Jeg uddrev dem, uddrev deres bedømmelser, så jeg kunne være alene på værelset, når jeg skrev. Sad i det skrå lys, og blev synlig for mig selv.

Soli City

 Jeg er så glad for det her album PARADOXE af Soli City som kom på Posh Isolation i 2024. 

https://solicity-poshisolation.bandcamp.com/album/paradoxe

Det er Harald Bjørns debut. Jeg går og hører det mens jeg laver kaffe, rydder op på skrivebordet. Vi gerne skrive lidt. Måske har jeg noget at skrive. For tiden kan jeg bedst lide at kommunikere, tale i telefon længe med venner, skrive beskeder. Måske skulle jeg ringe til Harald og sige at han er sød. Han ser i hvert fald sød ud på billederne. 

Det usete galleri

Her er sneak peak fra det usete galleri. Jeg flyttede ind i den lille lejlighed for 2 år siden og da jeg flyttede ind var sømmene ikke taget ud af væggen. Når jeg hænger et nyt værk op skal det være på et allerede eksisterende søm. Der er få undtagelser fra princippet, men det er også ok. Det første værk lå på mit badeværelsesgulv en aften jeg kom hjem. Ved ikke hvor det kom fra. Det lignede en ørering, men så vidt jeg ved havde der ikke været nogen i lejligheden. Døren var låst. Jeg har spurgt folk om de kendte til den, men tilsyneladende har den bare manifesteret sig.

 

Kun noget der bevæger sig ikke bevægelsen selv

Kun det at
noget der
er gråt
som gråd
på gårdspladsen
er perlegrus
jordens tårer
græder træet 

også blod

løftede jeg vinden
var det et uheld
at jeg løftede
solen og så vinden
en dag hvor
alting græd
over bruddet

Er det det jeg vil?

Jeg vil skrive min dagbog til dig. Det er nat, og mit liv har ændret sig drastisk i de seneste måneder, i de seneste år. Og i nat sad vi på sengen og talte. Det var uudholdeligt trist. Jeg genkendte en følsomhed som åbner verdner. Som altid har været transformerende. Jeg udgiver snart en bog hvor jeg prøver at få sproget til at være transformerende. Har genkaldt mig forelskelse, situationer, venskaber, digte og sange som har haft den virkning på mig. At det kunne rive alle værdier ned for at skabe noget ud af noget andet. Uvirkeligt at det skulle ende sådan. En måne der ligner en croissant. Det er en gave til den der kan modtage gaven. Kan du det? Jeg spørger, fordi jeg er blevet så gammel, at selv ulykken føles som en gave. Smører blusel i ansigtet og vasker det af igen inden jeg går i seng. Klokken er mange. Jeg ved virkelig ikke hvilken vanskelighed jeg befinder mig i, men jeg sidder ved et skrivebord og savner mange. Vil lægge et billede op. Vil læse Georg Trakl. 

Eventyrdam

Der er sket så meget, der sker. Vi bestemte os for at vi kunne nå hinanden bedre gennem at skrive på bloggene. At opfinde et nyt sprog ved at bevæge os gennem de forladte trailerparker i udkanten af nettet. I ørkenen. Den tørre jord knaser under fødderne og senere møder jeg mine elever i et lokale under solen. Hej, siger de i kor. Hvad vil I? spørger jeg. Vi vil forstå det hele, svarer de i kor. Held og lykke, svarer jeg. Der er mange måder at bruge den her form på. Hvis jeg opretter tidspunktet nu kan jeg tale gennem tiderne. Det fascinerer mig, at tiden aldrig eksisterede. At der er en bevidsthed uden for kroppene som vi kan dyppe os i. Jeg bærer jer. Jeg bærer jer til en eventyrdam. Oppe på bredden står en fisker med gylden medestang. Et sted er der guder bag de tætteste skove. Men vi er et andet sted. Ved begyndelsen af en ny tid og med en underlig tomhed.