Bristefærdig

Jeg satte mig i den lille lejlighed på Testrup Højskole med hænderne for ansigtet og sukkede. Jeg er færdig, sagde jeg til ingen. Selv hvis jeg skulle falde i søvn, og i søvnen drømme om hele menneskehedens historie på Planet B (ligger dyr og mennesker og planter i ske). Hvordan de fik et sprog. Hvordan det havde med ilden at gøre, at de kunne overskride dagslyset, have LYS til at forestille sig HANDLINGEN, billeder på grottens inderside, forestille sig ting, der ikke var der, lave lyde der henviste til ting, der ikke var der. De samme lyde om de samme ting, gøre verden til SPROGET. Det er ilden, der gjorde det. Prometheus er blevet så prominent. De samlede nedfaldsfrugt. De stak fjer i hinandens rygge i de tomme hårsække og havde det så godt. Sådan levede de. Lykkeligt. Så stegte nogen noget på ilden. Et dyr. Så kom LØGNEN. Altså selv hvis jeg drømte sådan noget ville jeg være færdig. Men jeg er drømmeløs og søvnløs. 

Jeg er begyndt at læse Cecilie Linds nye bog, Bristefærdig. Det hjælper. Den er VIRKELIG god at læse. Jeg elsker hendes sætninger. Hun skriver f.eks: 

"Jeg elskede at opløse universet. 

Men det var så ensomt bagefter.

Jeg lugtede som et dyr og kvalmen slæbte mig ud på badeværelset.

Her hang de blodrøde håndklæder og var bløde som kinder."

Det er især sådan noget som her hang blodrøde håndklæder og var bløde som kinder, som bogen (og Cecilies forfatterskab) er fyldt med (ud over HANDLINGEN). Det er som om hvert eneste bogstav afhænger af alle de andre. Hang/hånd, røde/bløde, klæder/kinder. Jeg er ikke nået så langt ind i den endnu, men jeg har taget hænderne fra ansigtet og sidder med bogen foran mig i et helt andet humør. Vi mødtes forleden i København, gjorde vi ikke? Jo, jeg tror det. I et glasbur i en fremtidsby, mens biler gled afsted under os, der var lys i alle retninger, og hun pegede på en boligblok i nærheden og sagde, der bor jeg. Måske drak vi te og udvekslede bøger. En due på forsiden af min bog, og roser på hendes. En due for en rose. 

SENSATION: Den første anmeldelse af I ly

Den udkommer i morgen, Cecilies bog. Der er et af mine digte i bogen. Hovedpersonen tager I ly ned fra en hylde og læser digtet op for et væsen i sit hår. Smukt, siger væsnet (eller barnet) og hovedpersonen gentager det. Eftersom min bog ikke er kommet endnu, og kun fiktive karakterer har den stående på hylden, så er det også den første anmeldelse den har fået. Anmeldt af et væsen i håret på hovedpersonen i en roman. Det gør mig glad så glad at tænke på.