Dagbog

Har undervist i den her uge. Hvordan går det? Jo, tak, det går. Jeg forsøgte at tegne en model for LIVET. Eller SKRIFTEN. Jeg forsøgte at trække en plan i automaten. Jeg skred gennem skolegården i mit smarteste tøj med al viden under armen. Det er hvad jeg kan tilbyde, tænkte jeg, en hat fyldt med kaniner. Et es i ærmet. Det er det jeg baserer min undervisning på. Tricks. Ikke at vide hvad jeg skal stille op, og så gøre hvad jeg kan for at redde skindet. Eleverne sagde ingenting. Jeg sagde, I siger ingenting. De sagde, en sagde tak. Jeg har ryggen mod muren. Ja, nu er det sagt. Jeg må sørge for at mine kaniner ikke bliver flået. At metaforerne ikke strækker sig for langt. Når jeg kommer hjem hopper de rundt i lejligheden og gør mig glad. Og når jeg åbner køleskabet fryser de. Så jeg lukker det igen. Åbner, lukker. Der er ingenting i køleskabet, kun kulde. Det minder mig om min barndom i ødemarken. Tænke tænke. Jeg sidder foran det og kigger ind i et hvidt landskab. Lukker det. Hvad har jeg ellers lavet? Jeg har haft besøg af Glenn, han sagde, han gjorde, han læste. Han sagde noget spændende, hvad var det nu? Jeg har drukket te med Björk, jeg elsker bitter te, sagde hun. Jeg elsker også bitter te, sagde jeg, og lavede bitter te. Jeg har grint, grinet af alle gentagelserne. Jeg har været til psykolog. Hun sagde også. Og gået tur. Haft det trist i går og i dag. Har grædt. Og Gudrun har været her. Hun savnede guld. Forsøger at få adgang til de største forekomster i verden. Hun er fortryllet af guldet, og for hver gang jeg ser hende har det tæret på hende. Det er solens tårer. Det er den lige vej. Solen er som en sol.