Jeg sidder på en smuk cafe i indre by. I Bernikowgården. Jeg søger altid mod indre by, når jeg går ture om natten. Kan føle mig fri der. Men lige nu er det formiddag. Lige nu sidder jeg og venter på Björk. Hun har sendt en deling på maps, så jeg kan se hvor langt hun er nået på sin cykel. Hun kommer lige om lidt. Jeg hører fire sprog omkring mig. Er i en mættet tilstand hvor tårerne nemt slipper øjnene. Kan ikke mere. Kan godt. Pakkede i Clarissas lejlighed i aftes. Skrev et brev. Gik over pladserne i mørket med min bagage. Mimersgade, Guldbergsgade. Poppelgade, Poppelgade. Kiggede op mod vinduerne hvor boede engang. Hvor flyttede sammen. Hvor fik barn. Der var trukket for. Lyset utilgængeligt. Gik videre forbi Skt Hans kirke. Hedder den det? Uret jeg elsker, fordi jeg engang stod på torvet foran og så hvordan det fordoblede månen. Ned til søerne. Sov på en sofa i nat hos en ven. Hun havde allerede redt den op. Hvem var det der mødte mig tidligere på dagen som spurgte om jeg boede på gaden, var det Jan Stricker? Hvorfor kan jeg ikke huske det? Det var i går. Kan ikke huske det, jeg sad på en bænk og skrev. Björk kommer ind af døren lige nu på cafeen og siger hej skat. Hun lever postmoderne. Alle taler om det, men hun er ægte postmoderne. Har en grøn imiteret skindjakke på, et skørt, en smuk t-shirt. Slangekrøller. Vi griner fordi verden er en fiktion.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar