Skalaen er falsk

Morgensolen er skarp ind gennem vinduet, den fremkalder planternes skygger på det runde hvide bord som jeg sidder ved i Clarissas lejlighed. Skyggerne ser kødædende ud. Jeg drikker kaffe og læser brevvekslingen mellem Johanne Lykke Naderehvandi og Ursula Andkjær Olsen som de har publiceret som efterskrift til Ursulas oversættelse af Edith Södergran. Den lå på natbordet. Da jeg begyndte læsningen troede jeg det var mig selv der havde skrevet et brev til Ursula, fordi jeg skimtede og fordi der var en så genkendelig stemning af teenageminde. Og fordi Johanne tidligt nævner den indledende bemærkning til Septemberlyren: Det anstår ikke mig at gøre mig mindre end jeg er. Hvilket er en af de sætninger, der har haft en afgørende betydning for mit liv. Men ja, ja, jeg fandt hurtigt ud af det. At det var en brevveksling mellem J og U. Og det de skriver er så fint, og de digte, de tager frem fremstår akkurat så verdensomstyrtende som de er. Vierge moderne f.eks. 

Jeg elsker at de taler om Södergrans poetiske tænkning. Jeg elsker at Johanne skriver: "For mig hænger det grandiose (eller det vidunderligt grænseløse?) hos Södergran sammen med netop det - at digterjeget kan vokse sig lige så stort som universet, blive en gud, blive en måne, næsten. Og den grænseløshed hænger for mig sammen med en indsigt, i digtene, om at hierarkierne er falske, at skalaen er falsk. Og det er derfor at digterjeget kan vokse sig monumentalt, fylde hele himlen ud, uden at det sker på bekostning af nogen andre. Hun er ikke bare menneske: Hun er også en planet! Hun er også et atom! Og hele verden findes indeni hende." 

Åh, det er mærkeligt at læse, fordi det er næsten ordret den tanke jeg fik i ca 2002, og som lagde grunden til at jeg skrev I morgen findes systemerne igen. Og som mange andre end Johanne og jeg sikkert også har haft. Altså er det ikke for at tage patent på tanken eller sige at jeg var der først, det er mere, at jeg føler, det er mere at jeg kigger ind i Johannes læsning og sind på en måde som gør mig lykkelig. Indsigten i at hierarkierne er falske, at skalaen er falsk handler også om at afstandene mellem mennesker er falsk og at poesien, og den poetiske tænkning, er en måde at forbinde sig på på en sandere måde.