Hvis du kun skal lytte til to plader i år, så sørg for at Paradox II er den ene af dem. Og den anden? Det må du selv om. Uanset hvordan jeg har bevæget mig de sidste dage, så har jeg hørt Paradoxe II, den nye EP fra Soli City. Jeg har hørt den i bussen, mens jeg har gået, i letbanen, med gomore på vej til Aalborg. I badekarret (er det egentlig at bevæge sig? hmm). Og altså bare hjemme i lejligheden. Den begynder med Rehearsal, noget der tilsyneladende er en legende, engelsksproget dialog i et musikstudie henover en simpel cellofigur. Tale og sang går ind over hinanden i en iscenesat øvelsessituation. Noget er meget tydeligt, andet lettere uhørligt som når andre taler indforstået i et selskab.
- Let me hear how your level is.
- (suk) Ok, if I must.
- One two one two
- Testing one two
- That's my dancemove from Ituuuube. Hahahahah. (Syngende) My baby is flying like a jetstream, high above all scene... watch out for ... nuuuuuu. Like a dolphin body roll.
😱
Jeg ved at Soli City programmerer stemmerne, eller i hvert fald gjorde det på sit første album, som jeg har skrevet om tidligere. Men jeg kan næsten ikke tro at det også gør sig gældende her, letheden i samtalerne, måden de nogle gange synger lidt falsk på, latteren. Det er for vildt. Den eneste grund til at jeg får mistanken igen, er at stemmernes afslappethed, og det de tilsyneladende improviserer frem, er for perfekt. For velkomponeret. Så jeg ringer til Soli City for at høre.
H: Godt at høre fra dig.
L: Hej, jeg savnede dig.
H: Hvor er du?
L: På Ringgaden
H: Fuck. Ringgaden?
L: Ja. Jeg hører din EP hele tiden. Den er ekstremt smuk. Altså sangene, teksterne, måden de taler. Den er INSPIRERENDE.
H: Det er jeg sgu glad for at høre.
L: Hvem synger?
H: Det er jo spørgsmålet.
L: Jeg tænkte det nok! Har du virkelig programmeret alle stemmerne? Det lyder så vildt jo.
H: Det tog sygo lang tid at få dem til at synge falsk, og være, sådan der, ved siden af.
L: Forstår. Men det er så på at du gør det. Altså jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare det, men tænker på staged photography, hvad hedder hun, Cindy Sherman og sådan noget. Har ikke haft den fornemmelse i musik før.
H: Åh, du er så sød Las!
L: Det er noget med at tage autenticiteten væk fra stemmen, som giver stemmen en anden status i dialogen og i sangen. Det er det jeg elsker. Jeg synes stadig autenticitetens status ligger og lurer når man bruger autotune. Og selv i den fuldkomment stiliserede operasang. Men her er stemmen og dens humør, grinene, dens famlen, det hele en del at den kompositoriske tanke. Og så så utroligt smukt(!!) at du kalder første nummer for Rehearsel og mimer øveren og testen i et studie, som produceren har optaget og som så senere er blevet klippet sammen til en indledning, der skal lyde spontan og tilfældig. Det er så meta jo. At du har siddet og iscenesat den situation som typisk peger væk fra værket og hen mod kunstnerens ægthed, komponeret den situation med computergenererede stemmer. Altså Harald, jeg elsker det.
H: Jeg er så glad for at du siger det.
L: Det sidste nummer (Western Media, red.) jeg gad godt at læse op sådan der. Skrive sådan der. Får lyst til at skrive i stavelser. Jeg tror, der er en hel ny poesi på vej for mig i det nummer.
H: 2025 er kilden.
L: Jeg ved det. Du drikker af kilden, min ven.
Nyt i sagen
En dag i spisesalen sagde Mathilde ud af det blå, at det var Taylor Swift, der talte i starten på Rehearsel, og så sendte hun mig senere en YouTube-video som dokumentation som jeg ikke engang har set fordi jeg stoler så meget på Mathildes referencer at det ville være det rene tidsspilde, men nu vil jeg alligevel se den. Wow, hun jammer den. Og ruller med kroppen som en delfin, mens hun siger det.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar