Hvad jeg nu har gjort og gør

Hvad jeg nu har gjort og gør. Må række de små hænder ind i hukommelsen og hive klumper ud af dejen. Du er jo helt bagt du. Nej, jeg er ikke. Ok, men så lad mig være. 

Jeg har været her nogle dage, vænner mig til at sove længe. Lægger mig til at sove 3 gange om morgenen, vågner, begynder forfra. Det er et eventyr. Der er en projektør der tænder om aftenen på en høj industribygning overfor og peger ind i lejligheden. Gør soveværelset til en scene. Her drømmer jeg, jeg drømte, jeg kunne drømme. 

Jeg har mødt ulovligt mange mennesker. Første dag tænkte jeg at nævne alle deres navne, fordi jeg syntes det var spændende at have mødt så mange jeg kendte på en dag, men jeg kunne alligevel ikke huske dem alle, og de næste dage var de et hav. Jeg hopper rundt i det og bliver kun våd til navlen, tager hjem og tørrer mig. Må også læse lidt. Læser lidt. Men puha, vent lige, jeg prøver alligevel at nævne alle havets navne:

N (spise, cykle til kunstudstilling, gå gennem byen). L (konversere i udstilling). R (Hej, jo, vi har hilst før). H (ved baren, glædeligt gensyn, varmt kram). N (god til at placere sig i til en reception, så vi placerer os sammen med). V (har fået meget plads til sin udstilling). C (stort kram, første møde, nu venner). C (sidde på taburetter og snakke). M (roser min dobbeltskjorte, farverne, slipset på den inderste skjorte). V (spise morgenmad, gå tur, drikke kaffe) A (spise morgenmad, gå tur, drikke kaffe) S (hente i lejlighed, gå tur, drikke kaffe) A (hente i lejlighed, gå tur drikke kaffe) N (sidder på bænk, mens barn leger) U (dukker pludseligt op på den sorte plads har en bamse i en pose) L (står længst inde til Posh Isolation) E (er usikker på om jeg kan kende hende, siger dejligt at se dig) H (er sød, måske taget lsd, mystiske øjne) C (inviterer til fest) A (tager fejl af hendes navn fordi A lyder meget som A). N (inviterer på vafler med flødeskum) C (spiser vafler, kan lide Eiffeltårnet). K (er på sit værelse, siger hils S) G (måske er G først aktuel dagen efter)

Nej, det går ikke. Er ikke engang færdig med første døgn. Jeg kan overhovedet ikke huske det hele, så mange ansigter. Hvem stiller mig den opgave? Ja, ja, du siger, det er dig selv Las, men jeg siger, næ, FORMEN stiller mig den opgave.

Men HAVET har taget mig. Og SCENEN venter. Godnat.

Søde

Nanna er taget til Amerika for at lave kunstting. Hænge ud i et poolhouse. Ved ikke. Nevada, LA? Jeg har lånt Nannas lejlighed, det er så godt at være her. Vi var til åbning på Overgaden sammen, hun gav mig nøglerne. Der lå rent betræk og håndklæde i fodenden. Jeg tændte saltstenslampen, læste. Slukkede saltstenslampen. Jeg vågnede med hovedpine, sollyset gjorde ondt. Ville gerne sove mere, men tog et koldt bad og gik ud på gaden. Skrev til de sødeste om de ville drikke kaffe. De ville allesammen gerne drikke kaffe, det var sødt. Vi gik en tur. Mødte flere. Det var lykkeligt at være sammen med de sødeste. 

Dagbog

Jeg vil finde ud af hvad, jeg kan finde ud af at skrive på en blog, når jeg ikke ved hvem, der vil læse det. Da jeg begyndte at skrive digte, troede jeg, at ingen kunne forstå hvad jeg skrev, og det var en stor befrielse. Jeg kunne skrive hvad som helst på betydningsniveau, afprøve umulige eller tomme udsagn, og bare bekymre mig om form og sætningerne, billederne. Alt var frit og uendeligt. Endda mere frit end i dagbogen (som dog forholdt sig løsere til formen). Den tillid til andres manglende formåen i at aflæse betydning har jeg desværre ikke længere. Jeg føler mig gennemskuet og set. Bedømt. Og det er måske ok. Vi kan bare være venner.

Ah, men måske lyver jeg allerede. Måske handler det om at åen, der løber mellem offentligt og privat forlængst er gået over sine bredder og det ikke er til at adskille hvad der er hvad, så jeg i højere grad må tale som mig selv. Det er jo lidt kedeligt, når nu jeg har tusind stemmer og kun en af dem er præsentabel. 

På et tidspunkt fik jeg en anden til at skrive min dagbog. Jeg vil ikke skrive hvem det er, måske er vedkommende ikke interesseret i at blive nævnt, men jeg havde det så luksus i den periode. De havde en begyndende akademisk karriere og vi aftalte at jeg bare skulle sende et par stikord hver dag og så ville de skrive min dagbog. De havde fået guldmedalje for sin universitetsafhandling, og jeg havde store forhåbninger til at jeg ville fremstå meget klogere end hidtil i min dagbog. Jeg følte, jeg havde opnået noget i mit liv. Jeg lå i huset på Fanø i den hvide hjørnesofa og skrev stikord til min dagbogsskriver,  jeg brugte bare fem-ti minutter om dagen og drømte om hvordan stikordene ville forvandle sig til spændende reflektion om liv og poesi. Men da jeg fik dagbogen tilbage viste det sig, at de især havde brugt min dagbog til at udleve seksuelle fantasier om mine naboer. Og til at banalisere mine tanker.

I MORGES OG NU (ægte dagbog)

Jeg vågnede i et helt mørkt rum, det er det eneste værelse jeg kan huske at have sovet i, hvor jeg kan holde al lys ude. Stod op, tog en hovedpinepille og gik i seng igen. Nu sidder jeg i sofaen under en dyne med Barbiesengetøj og læser Kongens Fald.

Soli City forts.

Jeg luftede tanken om, at jeg selv ville ringe til Harald og sige at han ser sød ud på billederne. Så det prøver jeg. Han tager telefonen og venter ikke på, at jeg skal sige noget, men begynder selv.

H: Hej Lars, jeg ringer lige om 5 minutter. 

L: Okay

Vi lægger på, jeg går ud i køkkenet og tager en pose med bland-selv-slik som jeg lige har hentet i Brugsen, fordi der er fredagstilbud. Spiser en fudge. 2 minutter senere ringer Harald tilbage

H: Hej, hvordan står det til?

L: Jo, helt fint

H: Jeg er faktisk på arbejde, så det er ikke så godt lige nu, men jeg ryger en smøg. Hvor er du henne?

L: På Testrup

H: I hvilken årstid?

L: I mit livs vinter

H: Fuck hvor trist, det må du ikke sige

L: Okay, men jeg ville også bare sige at du er sød

H: Hehe. Jeg tænkte på at komme til Testrup

L: Hvornår?

H: I næste uge. Måske på onsdag allerede

L: Ja, gør det, det vil være perfekt

H: Lad os skrives ved så

L: Ja, jeg har lavet en blog, jeg tror det er fremtiden

H: Det tror jeg du har ret i

L: Og skrevet om din plade, så måske er der nogen af eleverne der hører den nu

H: Cool, jeg gad godt spille koncert der engang

L: Ja, vi kan lave en uofficiel koncert i næste uge, hvis du kommer?

H: Ja, lad os skrives ved

L: Ok. Hej hej

H: Heeej

(I kommentarfeltet til sidste Soli City post har jeg lagt et link til et interview i tidsskriftet passiveaggressive)

Uddrivelse

Jeg føler mig alene, men er det ikke. Det er en grundlæggende følelse. Der jeg er mest ren, renset. Sikkert ikke sandt, jeg mener sundt. Et usundt sind i en stillesiddende krop, der sidder og tripper med sit ene ben, mens halsen, stemmebåndet, læberne forklarer sig til nogle AirPods, der er tilkoblet telefonen som har ringet en vens navn op. Er det dig og mig, der taler? Ikke rigtigt. Er ikke stillesiddende. Jeg har det som sagt meget godt. Eller det har jeg. Omkring mig danser skyggerne. Jeg husker, når jeg tog fra byen og ud i skoven. Ud i det store hus i den store skov, hvor mine forældre sad og sov foran brændeovnen. Jeg lod dem sidde sådan og gik op på mit værelse på loftet, hvor jeg havde et skrivebord, en madras på gulvet, en lille håndvask og et spejl. Jeg skrev mine venners navne ned i en notesbog, alle dem jeg havde været sammen med i Kbh, og jeg skrev f:ck før hver enkeltes navn. F:ck dig og f:ck dig og f:ck dig, så jeg kunne være alene. Jeg uddrev dem, uddrev deres bedømmelser, så jeg kunne være alene på værelset, når jeg skrev. Sad i det skrå lys, og blev synlig for mig selv.

Soli City

 Jeg er så glad for det her album PARADOXE af Soli City som kom på Posh Isolation i 2024. 

https://solicity-poshisolation.bandcamp.com/album/paradoxe

Det er Harald Bjørns debut. Jeg går og hører det mens jeg laver kaffe, rydder op på skrivebordet. Vi gerne skrive lidt. Måske har jeg noget at skrive. For tiden kan jeg bedst lide at kommunikere, tale i telefon længe med venner, skrive beskeder. Måske skulle jeg ringe til Harald og sige at han er sød. Han ser i hvert fald sød ud på billederne. 

Det usete galleri

Her er sneak peak fra det usete galleri. Jeg flyttede ind i den lille lejlighed for 2 år siden og da jeg flyttede ind var sømmene ikke taget ud af væggen. Når jeg hænger et nyt værk op skal det være på et allerede eksisterende søm. Der er få undtagelser fra princippet, men det er også ok. Det første værk lå på mit badeværelsesgulv en aften jeg kom hjem. Ved ikke hvor det kom fra. Det lignede en ørering, men så vidt jeg ved havde der ikke været nogen i lejligheden. Døren var låst. Jeg har spurgt folk om de kendte til den, men tilsyneladende har den bare manifesteret sig.

 

Kun noget der bevæger sig ikke bevægelsen selv

Kun det at
noget der
er gråt
som gråd
på gårdspladsen
er perlegrus
jordens tårer
græder træet 

også blod

løftede jeg vinden
var det et uheld
at jeg løftede
solen og så vinden
en dag hvor
alting græd
over bruddet

Er det det jeg vil?

Jeg vil skrive min dagbog til dig. Det er nat, og mit liv har ændret sig drastisk i de seneste måneder, i de seneste år. Og i nat sad vi på sengen og talte. Det var uudholdeligt trist. Jeg genkendte en følsomhed som åbner verdner. Som altid har været transformerende. Jeg udgiver snart en bog hvor jeg prøver at få sproget til at være transformerende. Har genkaldt mig forelskelse, situationer, venskaber, digte og sange som har haft den virkning på mig. At det kunne rive alle værdier ned for at skabe noget ud af noget andet. Uvirkeligt at det skulle ende sådan. En måne der ligner en croissant. Det er en gave til den der kan modtage gaven. Kan du det? Jeg spørger, fordi jeg er blevet så gammel, at selv ulykken føles som en gave. Smører blusel i ansigtet og vasker det af igen inden jeg går i seng. Klokken er mange. Jeg ved virkelig ikke hvilken vanskelighed jeg befinder mig i, men jeg sidder ved et skrivebord og savner mange. Vil lægge et billede op. Vil læse Georg Trakl.