Eksklusivt: Upublicerede digte fra 2025 af Fie Martens Ljungmann

Vi sad og snakkede på gyngerne ved den røde plads i nat. Eller jeg stod, og Lasse Raagaard og Fie Martens Ljungmann sad over for hinanden. De har gået på Forfatterskolen sammen. Vidste du ikke det? Næ, svarede jeg. Luften var som om den allerede kendte sommeren. Engang havde været sommer. Engang skulle blive sommer. Senere gik vi på bar, trak cyklerne og låste dem. Hvad snakkede vi om? At jeg lige havde været sammen med Harald. Jeg sad bag på hans cykel på Nørrebrogade, da vi stødte ind i Fie og Lasse og aftalte at mødes senere. Harald havde sagt at det var så 2025 at gå på gaden med en drink i hånden i glas. Vi grinede. Så stillede vi glassene og hoppede på hans cykel. Jeg var enig. Vi tog hen til en åbning på Inter. Hvad talte vi ellers om, Fie, Lasse og mig? Om det uhyggelige. At der kun var en tynd skal af fortrængning der holdt os fra den anden side. Så nemt virkeligheden krakelerer. Om vores terapeuter. Og om ting der var så 2025. At jeg havde hørt om nogle par, der sendte deres terapeuter til parterapi, så de kunne ordne det og komme tilbage til klienterne med ny indsigt. Så 2025. Lasse sagde, at det var det nye præsteskab. At klienterne udgjorde små menigheder. At terapeuterne kunne gå i forbøn for dem. 

Dagen før havde Fie læst nye digte op inde på Gyldendal, og rummet var blevet et andet. Det udvidede sig. Vi vidste allesammen at der skete noget særligt. Det sker nogle gange til en oplæsning, jeg har oplevet det før når digtere læser nye digte op, at alle tilstedeværende var klar over det: DIGTENE ER VIRKELIG GODE. Jeg sad og tænkte på Sylvia Plath, ikke fordi jeg tænker at Fie skriver som hende, men fordi der var en stemning som mindede om, og nogle figurer (dronning Sandhed, henvendelsen til søde Far, store Far). Jeg sad og tænkte på Morti Vizki. Men digtene var også bare weird og uhyggelige og legende på en anden, ukendt måde. Efter oplæsningen satte hun sig hen ved siden af mig på gulvet ved vinduet. Jeg sagde tak. Må jeg læse dem, spurgte jeg. DU må gerne, sagde hun, og gav mig papirerne. Jeg læste dem, mens der var andre der optrådte. Jeg kunne ikke lade være. Bagefter kom andre hen til Fie og roste digtene og ville have dem. Der var ægte rift om dem. Men det var for sent. Middelklasse2 havde allerede sikret sig rettighederne. Det er en stor ting. Det gør det muligt at jeg nu kan dele det her med jer:

æblet smager virkelig af vand

når jeg lukker øjnene er der trolde med opsvulmede næser

i hovedet

ikke alle her synes du er noget særligt

nogen griner

da jeg læser digtet om min døde ven højt

dronning Sandhed

smiler sit virkelige smil

højre venstre, højre venstre, farvel

du går din gang

som mange før mig har skrevet

med hjernepennen

den underlige tryllestav

jeg ser din ryg, uldet over dine brede skuldre

hove

er negle der er store nok til at gå på

🧚

og støvet lægger sig

på din banan

du bliver gammel, hænger

træder ud i havet

står

ser en Gud i en båd

bare godnat

du milde, Mare

åh Maren

så jeg gemmer mig i skabet, indretter mig

med mine bryster og stiletter står jeg forkrampet. styltet op

dunkende en åre,

hoved,

puls

min bedste ven Mig Selv

skøjte lidet

                              rundt

på søen der er frosset

i tiden af følelser

💔

jeg lægger mig ned

og nogen rejser sig

i mig

en bleg skikkelse

senere på natten

vågner jeg ved at det fjedrer i sengen

og denne nogen

har forladt mig

siddende på sengekanten

siger den:

vær ikke bange

jeg er bare fra en anden

virkelighed

det jeg vil vise dig

er det du kalder kærlighed

den ensomme slags

et vildt dyr

forgrædt. Og

en stor pelset baby

med lange ører i væggen

der også skal have sin nattesøvn

🧸

små frø i sengen, lagt der, vædede og sunket ned i madrassen

og hvem vander

ja det gør jeg

                                   det er her. mareridtene gror!

tit stolt (OG BANGE)

målet. selvregulerende følelser. stabilitET

                              FRU MOTORSAV TIL TJENESTE

                                                       kunne du tænke dig at pisse på mig

hvorfor skulle vi ikke kunne kalde mig et toilet

hvis du nusser mig, skal jeg også nusse dig, og også i omvendt

rækkefølge. du spørger mig om det er en bank, vores forhold mener du,

om vores forhold kunne betegnes sådan

jeg siger ja det er en bank og det er et hjerteforetagende og det er flot

fordi hjertet banker

ordende, et verbum. ordende kravler jeg ud i mørket, stadig på alle fire,

hyler diget sådan her: MÅNEN

            månen

det er sådan at ordene bare former, eller, bøjer

                                                       knæene

                                    åh

                                    men knæene, så prøv at skån dem

søde. brug beskyttelse skat. det dur ikke at du ligger der på alle fire og

laver en baby

💜

FULDSTÆNDIG

utroligt, at man bare trækker vejret (hele tiden)

MAN fatter ingenting

Guds poter

overalt

Blødninger,            forfærdelige katteskrig fra gaden,            det er nat!

i hjernen

søde Far

store Far så dum. alt det han har lært mig. den skam hans blik har født i

mig: en stor stor baby

i ambulancen        det eneste han kunne sige var: slightly ... panicking ...

jeg: Tokyo Sky Tree

sidde i dette træ og drikke en øl og se solen gå ned over Mount Fuji så et

vulkansk smil bredder sig i mit bryst

dunkende indefra: ko-ni-chi-wa Angest

fint, fint

én dag mere

og så tidsrejse. strenge slår den an, tiden, strengene i alt,     fatter hat men

hjertet kan være en slap bas

være flere steder på een gang

Det her er en besked fra mig til mig, mit sorte hul, dig og jeg elsker dig