Jeg var til Pernilles reception for Softice. En ansat (praktikant) tog imod på gaden. Glasdørene ind til Gyldendals gård åbnede sig som insektvinger. Hvem var der, hvem hilste jeg på? Jeg skriver en rapportage fra Københavns litterære high life. Eller det vil være forkert at sige. Måske bare LIFE. Allerede der i gården stod Glenn Christian (digter?) som sædvanligt ok smart klædt nu i højhælede addidas, cargobukser og en lys vest i strik, der gav indtryk af brynje (åh, nu tænker jeg på den gang vi havde en samtale på Bogforum og backstage stod nogle folk og talte om min skjorte, da Jørgen Leth (kommentator) skar igennem, fnøs af min skjorte og komplimenterede Glenns mønstrede sweater. Og igen samme aften, da Glenn til efterfest på Gyldendal havde været hjemme og skifte, komplimenterede Jørgen ham endnu engang). Men tilbage til min ankomst til receptionen for Pernilles bog. Fie Martens Ljungmann (digter), Lasse Raagaard (digter?), Aske Viuff (digter med børn på armen) stod i samme gruppe som Glenn. Jeg blev så glad for at se dem. Hej, gamle Fie, sagde jeg. Hej, smukke, sagde jeg til Lasse. Hej Aske og hej jer jeg ikke kender, sagde jeg til Aske og børnene. Jeg elsker børn, de er små. Og så videre gennem mængden af kendte ansigter. K Vang, Liv Sejrbo, Ditte Holm Bro, Lars Frost, Lars Fynbo, Emeli Bergmann, Caroline Minor. <3 Hilse hilse. Indenfor sad Nynne Roberta Pedersen Pedersen (digter) og lignede den out of the world digterstjerne som hun er; her indhyllet i mørkt tørklæde om håret, grøn ternet blazer, et palæstinatørklæde om halsen, der var arrangeret sådan, at både den sorte, grønne og røde farve, og ternene diskret accenturerede det øvrige outfit. Hej lille Las, sagde hun. Hej flotte. Hvem ellers? Åh, Clarissa Connelly (sangskriver). Jeg elsker hendes musik. World of Work. Er der mere spændende sangskrivere i dk lige nu end Clarissa? Svært at vælge mellem Clarissa og Mija Milovic (sangskriver). Men Mija var der ikke. Og hvad med alle de andre i den enestående stærke sangskrivergeneration? Astrid Sonne, ML Buch, Barbro, Erika de Cassier, Jura (Ani), Smerz, Bjarke Valentin, CTM? Måske kender Mija og Pernille ikke hinanden. Jeg har tit svært ved at overskue hvem der kender hinanden i generationerne, men Mija var der ikke. Hej Clarissa. Se hvad jeg har på Las, sagde hun. Wow, det er mit jakkesæt, sagde jeg. Ja, jeg er så glad for det, sagde hun. Clarissa skulle fremføre sine ekkosange sammen med tre andre. Helene Due (billedkunstner). Hej Helene, hvor er det godt at se dig. I lige måde Las, hov pas på du ikke falder ned af trappen. Nej, det er ok. Ani Kampe (billedkunstner, sanger, ikon). Hej, godt at se dig. Godt at se dig. Og en tredje jeg ikke kender. Lassi B. Ondesen (grafiker) er altid den smukkest klædte uanset hvad han har på. Hej. Hej. Kristine (redaktør) gik rundt og var nervøs fordi hun tog værtsforpligtelsen på sig, og skulle sige lidt om Softice. Simon (boss) gav hånd og talte om min bog (som kommer på torsdag d. 3). Han sagde, at de sidste digte overraskede ham. Den sidste længere suite. At det var en ny stemme, og en ny Skinnebach. Jeg var overrasket over at han havde læst den. Troede han fakede at have læst mine bøger. Men han citerede noget fra den. Ville ikke lade mig være. Konfronterede mig med smiger og undren. Det var ellers derfor jeg var så glad for at have ham som redaktør før i tiden, fordi jeg troede at han bare fakede at have læst mig. Jeg kunne godt lide tilliden, at han ville udgive mig uden at have læst hvad jeg skrev. På mit ry. Glad fordi jeg undgik indblanding. Men altså hvad med Pernille? Jeg snakkede med Pernille lige da jeg var kommet ind af døren til det sorte rum med bogreolerne. Hun har en blød stol i mit hjertes teater. Måske en hel balkon. Hvad havde hun på, jeg så det ikke. Jeg så kun hendes sjæl. Den var symmetrisk som en pyramide. Hun havde inviteret alle tilstedeværende, hun fyldte rummet med sin energi. Hun introducerede dem der skulle optræde med de mest ægte ord hun kunne finde. Sådan her så programmet ud:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar