Men nu hvor vi taler om det, så kan jeg ikke forstå, at der har været så lidt snak om den digtergeneration, der er debuteret i 20erne. Det virker som en sensationelt stærk generation. Og der er alle de kendte generationstræk; følelsen af at verden har ændret sig så radikalt, at de står med erfaringer den forrige generation ikke stod med. At digtningen skal sige noget andet. At den står i et andet forhold til ideologi og aktivisme og erfaring end tidligere. Flere har gået på Forfatterskolen sammen. De læser op og kommer til de samme arrangementer. Arrangerer oplæsninger med hinanden. Udgiver hinanden i tidsskrifter.
Måske er det dumt at tænke i generationer? Altså ja, dumt nok til mig. Men også en kilde til helt ekstrem fryd og popsang. Prøv lige at se hvad der blandt andet er kommet af digtdebutanter de første 3-4 år af 20erne (se, og læs dem, hvis du ikke allerede har gjort det):
Anna Rieder: Hindebæger, Arena 2020
Deniz Kiy: Blå øje (TÜRKÜ), Gyldendal 2021
Lasse Raagaard Jönsson: Ssn snnart, Gyldendal 2021
Sebastian Nathan: Honey Moon, Amulet 2021
Aaiún Nin: På min huds sorthed, Gads forlag 2021
Melanie Kitti: Halvt urne, halvt gral, Gyldendal 2022
Fie Martens Ljungmann: under indflydelse, Basilisk 2022
Haidar Ansari: Institutionaliseret. Gyldendal 2022
Amina Elmi: Barbar [Tavshedens objekt], Gyldendal 2023
Nynne Roberta Pedersen Pedersen: Vi hopper på åkander. Antipyrine 2023
Nath Krause: Logan i Aokigahara. Møllegades Boghandel 2023
Elias Sadaq: Djinn. Gyldendal 2024
Hvem mangler jeg? Selvfølgelig har jeg overset nogle, men så skriv det i kommentarerne. Det her er måske bare dem jeg især har læst og undervist i. Jeg er fejlbarlig. Så skyd mig (nej, det mener jeg ikke).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar