Fred og lykke og trætte øjne

Egentlig vil jeg gerne fortælle om, at være til min egen reception POV. Det gør jeg nok en af dagene, en af dagene vil jeg fortælle det hele. Sandheden. Her har du den. Men der skete noget andet som jeg ikke længere kan holde for mig selv. Da Lasse Raagaard læste op forleden på kihoskbar efter receptionen sent på aftenen, han læste helt nye digte op (jeg havde spurgt om han ville fordi jeg synes han er så god), så holdt alle på baren op med at tale. Ingen urolig hvisken. Ingen bevægelse af kroppene. Det var så smukt med den standsning. Personalet havde på forhånd gået rundt til bordene og sagt, at der lige om lidt ville være oplæsning, og FOLK havde været sådan ok. Men der skete noget, der var noget med igangsætningen af digtene, en intentionelt lang tone, og så en lille stammen. Det trak al opmærksomhed til sig. Den vekslen mellem igangsætning og følsom frasering af den enkelte sætning. Det gjorde digtene så PÅ. 

Det, der skete var, at et par timer senere da alle havde forladt selskabet, da selskabet havde forladt selskabet, og jeg stod alene tilbage på baren, så jeg, at Lasse havde glemt sine digte. Jeg så det som en mulighed for endnu en SENSATION her på bloggen. Men må jeg? Måske bliver jeg nødt til at spørge ham. Eller hvad, skal jeg bare bringe hans upublicerede digte? Han har jo selv efterladt dem. Det er lidt sent, men jeg skriver en sms. Tager chancen, at han ikke sover. Han svarer. 

- Jeg kunne godt tænke mig at publicere de her 3 digte. Må jeg det? 

- Ja gerne, og godt med de 3-<3

- Det er jeg så glad for. De er altså virkelig gode 

- Yay taak. Sender fred og lykke og trætte øjne

 

Lasse Raagaard: Tre digte

Og så

virker det hele simpelt igen

Du mister dig selv af syne

Et spøgelse i køkkenet da du åbner hoveddøren

Noget er ved at skille sig ad, efteråret og

de øverste blade gule først

Ud af vinduet, de smukke ældre med deres motorcykler

Facaderne er så glatte, at vi mister evnen

til at savne, elsker bare

Hvad er det de brænder af dernede?

Noget gråt og brunt udvider sig stadig

i dine øjne, en ikke synlig smerte

🧨

Du er så gennemsigtig og uafklaret

Hele tiden må vi finde noget langt væk

og trække det mod os, folk glider sammen

for vores øjne, øjne foran øjnene

Vi lå i parken og så skyerne opløse sig

Høretelefoner på og trøjen som hovedpude

Strækker armene og ethvert ja

ethvert ja løsner os

Jeg savnede længe

og så ikke længere, cyklede gennem byen

og kyssede nogens pande

De forskellige liv vi har levet svæver

som plasticemballager og grene i vandspejlet

Det her billede betyder ikke

Det betyder ikke noget

Hvad gør vi med al den lykke

Grønne nætter og satellit-formationer hen

over strandene, åbne vidder

i hinandens hænder

Jeg savnede indtil den der savnede

ikke var her længere

Dagene blev så klare jeg

kunne ikke få vejret af bare luft

Pustede liv i mine hænder

og så svanerne lette fra søen, og her

Ja også her

👂

Nogen siger at de føler at I har telepatisk kontakt

Og du ved ikke om det er sandt

Et bryst en dirrende vandoverflade

Grå dage hvor folk går hen over pladser

og sidder bag cafévinduer

Lyset tidligt og mælket, alt for

gennemtrængeligt

når nogen går dig i møde på fortorvet

er det som om de springer ud

af dine tanker