De sidste mennesker

Vi skulle rydde huset, rydde op i huset, gøre det rart for nye beboere, M. og J. Og C. Og M. og O. Og måske S. Og B. og F. Det er derfor jeg ikke har skrevet her. Haft travlt. Skulle ordne for de søde de søde. Jeg trak bøgerne ud af reolen på mit arbejdsværelse for at støve hylderne af. Og for at fjerne private ting. Alt det bag bøgerne. Altså sådan noget altså som resterne af et overstået misbrug, en kniv jeg konfiskerede fra en ven og gemte, mundstykker og blade til saxofon, ampuller med plads til en lille seddel til at binde om benene på brevduer, små bøger clipset i ryggen. Jeg drømte så meget om at binde fløjter omkring benene på duerne så de kunne spille akkorder på himlen, når jeg lukkede dem ud af volieren. Læste om det i nogle artikler om brevduers kulturhistorie, at en fyrste eller prins havde gjort det i indien, eller at NOGEN havde gjort det ET STED. Men jeg fandt aldrig de der fløjter, altså på internettet fandt jeg dem ikke, og heller ikke i den anden virkelighed vi kalder virkeligheden. Men skrev om det i et skuespil om Timo og Dana, de to sidste mennesker på jorden, halvt organiske, halvt digitale fragmenter. Bla bla. Alt det jeg drømte om. Alt det jeg drømmer om. Det tynger så meget, alt det jeg drømmer om, jeg vil af med det hele. Og kønnet. Det er følelsen. Jeg vil også af med følelsen. Og digtene der lå der. Måske vil det være bedst at smide dem ud. Det tror jeg. Eller ikke. Eller gøre dem færdige så jeg kan komme af med dem. Bedst for hvem? For mig og lethed i verden. Selvom de ikke er noget værd, er de ikke noget værd. Senere opdager jeg at det er fuldmåne

er jeg uden køn

ser jeg mig sidde
våd på en kyst
hvor havets læber 
spytter på mine fødder