Månen er stor

Jeg lå på gulvet i nat og hørte musik. Blev kold i kroppen af det kolde gulv. Kunne ikke sove. Udenfor lyste månen op, lyste gruset op. Jeg hørte Sophie. Det er ok at græde. Da jeg lærte hendes tekster at kende havde jeg lyst til at skrive tekster som dem. Da jeg lærte Li Po at kende havde jeg lyst til at skrive som ham. Havde jeg virkelig det? Ikke rigtig, men jeg elsker Li Po. Historierne om digterne der mødtes i bambuslunden. Hvorfor ikke måne. Hvorfor ikke rimfrost, båd, spejling? Og hvorfor ikke hjemve? Tænk at de begge døde ved at række ud efter månen. I myten om Li Po døde han ved at han sad i en båd og ville omfavne sin ven (sin søster?) månen der spejlede sig i floden. Da jeg hørte om Sophies død første gang var det det første jeg tænkte på. Måske fordi jeg på det tidspunkt var så optaget af hendes tekster, inderlighed og mediekunst på samme tid. På samme tid pop og avantgarde. At hun havde villet tage et billede af månen med sin telefon, da hun faldt fra taget af en bygning i Athen. Måske giver det kun mening for mig med den parallel, fordi jeg læste så meget kinesisk og japansk poesi i nogle år op til, hvor PCmusic og Sophie for alvor gik op for mig. Og jeg hørte Sophie, og læste teksterne imens. Og skrev så følsomt. Og nu? Jeg ved ikke hvad jeg gør nu. Drikker vand af et højstilket glas, og tager en selfie.