Jeg kender ingen der læser digte som Nynne (det skulle lige være Cecilie). Som taler om digtene med blodet susende. Mærker hvordan det virker. Kan se så det åbner andres øjne. Det er virkelig inspirerende. Altså bare virkelig inspirerende. Jeg fik læserapporter på sms, mens Nynne rejste i tog ned gennem de gamle lande. Hun sagde, at Bristefærdig var et mesterværk. Og dit digt passer perfekt ind, skrev hun. Tænkte nok det var et mesterværk, skrev jeg (om Cecilies bog). Kan mærke det på hende, skrev jeg. Og det gentager sig flot, digtet, i hendes sprog, skrev Nynne. Hun bruger både høstet og i ly senere i bogen som om det har sat sig i karakterens sprog efter at have læst. Og det er jo virkelig også en alien-bog. Det må være magisk for de to der læser digtet at trække det ud fra hylden og føle sig så set. Skrev Nynne. Og videre: Jeg er helt imponeret over hvordan man kan skrive prosa på vers. Samme dag ringede vi sammen og talte om at det føltes så kontemporært med versromanen. 2025. At Glenns bøger også er versromaner eller i hvert fald episk digtning. Eller i hvert fald EPISKE.
De har kun mødt hinanden sporadisk, Nynne og Cecilie. Jeg tror at det bliver en mærkelig aften i verdens historie, når de to endelig mødes. Det kan jeg godt tænke.
Nogle dage efter fik jeg lykkelige billeder af Nynne der stod foran Lorcas hus. Med tårer i øjnene. Og nogle dage efter et billede af et Wallace Stevens digt efter at have læst Verdensdele. Første del af suiten Søndag morgen. Det giver mig hjertebanken, skrev hun. Et af verdens bedste digte. Jeg tror det er et af verdens bedste digte, skrev Nynne.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar