Det kommende

Jeg kan ikke bare lade det hænge. Sige, at Nynne Roberta Pedersen Pedersen siger, at der er et digt som er et af verdens bedste, og som jeg er enig i (ikke fordi jeg har et særligt forhold til lige netop det digt, men fordi jeg har et særligt forhold til hele den bog digtet optræder i, og et meget særligt forhold til særligt mange digte i den bog) er et af verdens bedste, og så ikke gøre mere ud af det. Bogen jeg taler om er Verdensdele med digte af Wallace Stevens og oversat af Poul Borum. 

Søndag morgen

I

Velbehag ved morgenkåben, sen kaffe

og appelsiner i en stol i solen,

og en kakadues grønne frihed

på tæppet - alt det blandes for at sprede

det gamle offers tyste hellighed.

Hun drømmer lidt og mærker, hvor det mørkner

af gammel katastrofe der trænger sig på

som vindstille dæmper lyset over vandet.

Stærk duft af appelsiner, grønne vinger

er ligesom ting i en procession af døde,

der snoer sig over brede vande, lydløst.

Selve dagen er som brede vande, lydløs,

stilnet, så hendes drømmeskridt kan gå

over have til det tavse Palæstina,

det fjerne land, hvor blod og grave hersker.

Det er bare første del ud af otte. Men for mig er der noget meget genkendeligt i at det bare er den del som Nynne læser igen og igen som et selvstændigt digt. Det gør mig glad. Mere end hos nogen anden digter bliver jeg hængende i enkelte linjer, enkelte digte. Er ligeglad med om det skal læses anderledes, fordi øjeblikket er tilstrækkeligt udfyldt til at kunne fylde et liv. 

Poul Borum var syg af kræft, da jeg begyndte på Forfatterskolen i 94, så derfor var han ikke med på introtur til Hald Hovedgård. Alle andre mødtes på hovedbanegården tidligt om morgenen. Så snart vi var i toget fik vi udleveret Verdensdele som vi skulle læse før vi nåede til Viborg. Poul havde brugt 30 år på oversættelsen, på at forfine den, og bogen var endnu ikke udkommet. Jeg kendte selvfølgelig ikke noget til Wallace Stevens (eller Blanchot, vi fik også udleveret et essay om Orfeus af Blanchot som Per Aage Brandt havde oversat og som heller ikke var udkommet endnu), fordi jeg kom fra sindets yderste provinser og var 19 år. Når jeg tænker på det, så var det en del af praksissen, at vi læste mange ting, som var færdige, men endnu ikke udkommet. Måske fordi skolen dyrkede det kommende så meget. I første omgang syntes jeg den var altfor stiv i sit sprog, og jeg talte (med medstuderende) om hvorfor jeg ikke syntes den var god og sådan noget. Men jeg stolede alligevel tilstrækkeligt på at den var noget SÆRLIGT at jeg blev ved med at slå op i den på næsten daglig eller ugentlig basis i flere år. I mange år. Og flere og flere sætninger begyndte at snige sig ind. 

Hjemme i stuen går verden over min forstand,

men når jeg går kan jeg se den består af tre-fire bakker og en sky.

(fra Om tingenes overflade)

Eller hele digte begyndte at snige sig ind. De evige hits. Snemanden, Iscremens kejser, Tretten måder at betragte en solsort. Gad vide om Snemanden ikke stadig er et af de digte jeg tænker mest på til daglig? Det tror jeg. Men lige nu har jeg mere lyst til at læse det første digt i bogen.

Jordnær anekdote

Hver gang bukkene kom klaprende

over Oklahoma

rejste en ildkat børster på vejen.

Hvor de end kom

kom de klaprende,

indtil de veg ud

i en hurtig cirkellinje

til højre, 

på grund af ildkatten.

Eller indtil de veg ud 

i en hurtig cirkellinje

til venstre,

på grund af ildkatten.

Bukkene klaprede.

Ildkatten kom springende

til højre, til venstre

og 

rejste børster på vejen. 

Senere lukkede ildkatten sine lysende øjne

og sov.