Selskabet. Så tæt på

Som sagt inviterede Clarissa og Fie til selskab. Vi skrev sammen i løbet af formiddagen om vi skulle invitere flere, og hvad vi skulle tage med. Jeg tog en vandmelon med. Jeg havde bare lyst til at være sammen med dem. Og Ursula, jeg havde spurgt Ursula om hun ville med. Det ville hun gerne. Forestillede mig os fire sammen, at det ville være det selskab jeg havde drømt om hele livet, men næsten ville være for godt. Et par dage før gik jeg på Strandboulevarden og talte med om hvor sjældent vi kom på Østerbro lige idet vi passerede en indisk restaurant, som jeg tror jeg spiste på i 95 med Poul Borum, og nogle i hans tætteste kreds, Janus, Nanna, måske Niels. De gik tit ud og spiste, kaldte selskabet for Indercirklen, med et ordspil der refererede til den indiske mad. Følte jeg havde opnået alt ved at være på den restaurant, fordi min beundring for folk der skrev digte var så grænseløs, og Poul havde haft afgørende betydning for 80er generationen (og både tidligere og senere generationer), havde jo indbudt folk der skrev i Hvedekorn til at komme hjem i lejligheden på Havnegade og læse tekster med hinanden. I lejligheden med de 30.000 bøger. Michael Strunge, Søren Ulrik Thomsen, Jac, Merete Torp (hvornår kom Pia Tafdrup ind i billedet?) osv. alle de STORE havde været der, og det udviklede sig til, at han grundlagde Forfatterskolen som jeg nu var elev på. Var Inger Christensen med på restauranten? Nej, jeg tror det ikke, men husker, at Peter, deres søn, var. Vi var jævnaldrende. Måske venner. Jeg følte mig så tæt på mytologien. Elskede de gange jeg var i Havnegade, at være i den lejlighed var det tætteste på at være udødelig og sand. At sidde og læse tekster ved det store bord i karnappen. Jeg kendte historierne om de fester der havde været der. Navnene, der havde været der, tøjet, lsd- og hashseancerne. Og digtene der var blevet skrevet kendte jeg. 

Det er få gange senere, at jeg har siddet i et selskab og følt mig så heldig. At have så tæt adgang til DET DER SKER (med Yahya som undtagelse, med ham havde jeg det hver dag, hver gang vi var sammen. Jeg bliver nødt til at skrive om det. Jeg har udskudt det så længe), men følelsen dukkede op flere gange, mens jeg sad med Fie, Ursula og Clarissa og spiste, og snakkede. Hvorfor lige med dem? Fordi samtalerne dirrede. Fordi hvert øjeblik var værdifuldt. Fordi de er FANTASTISKE. Vi gik ud på altanen alle fire. Der var ingen mure mellem os. Det føltes historisk.