Alt det hele2

Jeg er på lille tur til Århus. Bare hygge med mig selv. Vågnede lidt sent fordi testrup skriveakademi lavede ALT DET HELE i går. Skulle sørge for performerne, så hente instrumenter, så præsentere dem, så rydde op, så sove på testrup. Så som sagt vågne. Så gå, så gik jeg til letbanen i morges og tog lille tur til byen. Frem og tilbage. Havde små momenter til ALT DET HELE af den her tanke, mens alt det hele foregik. Altså den her tanke: Der findes en scene som jeg jævnligt var en del af op gennem 10erne, men som jeg ikke engang ved om den findes nu. Der findes en anden scene som jeg optrådte på op gennem 00erne, men som jeg ikke engang ved om stadig eksisterer. Hvordan formulerer jeg den sidste del af sætningen? Det er et problem jeg ofte er stødt på. Men som jeg ikke engang ved om findes. Men som jeg ikke engang ved hvorvidt den stadig findes. Den er helt gal fra begyndelsen af, sætningen. Men spørgsmålet er om den stadig findes, scenen. Scenerne. Performance- og oplæsnings. I går gjorde den, de i et vist omfang. Streng familie spillede og sang. Lydanlægget var fucked, mens de bevægede sig i folkelige og elektroakustiske popavantgarde-eventyr. De kommer til at bryde igennem. Hvad? Følelsesmuren. Derefter: Boa læste op og stod dirrende i nærværssætninger. Choir callibration with the best choir in the world, for sure gjorde det for mig. Fjernede sløret så at sige, ved at tvinge opmærksomheden væk fra opmærksomhedens normale hierarkier.  Fie Martens Ljungman læste op med en autoritet som overraskede. Selv det fuckte lydanlæg forvandlede sig til et brugbart instrument. Hendes pauser projicerede massive hvide flader inde i mit hovede. Og fraseringen. Og rytmen. Altså når Fie læser op forstår man at digtoplæsning er en selvstændig genre, som man kan bruge et liv på at studere. Og bagefter? Bagefter Claus Haxholm hvis bevægelser både lydlige og kropslige er så ladet med bevidsthed at rummet bøjer. Til sidst spillede Dj Hurtigræv et sæt, folk dansede og fejrede de sidste, måske, holdbare rester af hyperpoppen. Det var den aften. Nu er det eftermiddag og der kommer en person med en pastaret hen til mig. Tak siger jeg, og kigger ud på de tomme borde på fortorvet.