Lørdag morgen feber

Måske skal jeg lade bloggen være når jeg har det sådan her. Men lader være med at lade være. Skriver alligevel. Måske er jeg destruktiv, har lyst til at ødelægge mig selv, har lyst til at droppe alle relationer. Det er ondt. Måske skal jeg åbne persiennerne. Der er lyst udenfor. Åbne vinduerne. Men jeg har feber. Kan ikke tåle lys. Lyset tager mig. Der er folk der har meninger om hvordan jeg skal skrive. Hvordan jeg skriver. Jeg kan mærke meningerne som skikkelser der står nede på gårdspladsen og råber. De kan blive uden for skriften og stikke hinanden ned med knive. Jeg mener det. Jeg vil gerne stene de overlevende. Jeg tænker på digte. At de, at det er den eneste mulighed. For hvad? Jeg har oplevet den her følelse før. Den er så grundlæggende. Følelsen af at skriften er den eneste mulighed. Men for hvad? For frigørelse måske. Jeg ligger på en madras på gulvet og sveder. Drømte at jeg gik igennem et landskab hvor træerne brændte. Jorden brændte. At det var min opgave at gå igennem det landskab.