28.6.25

Rider med nattens kappe

Jeg er på interrail sammen med Lasse Raagaard, vi tog til Leipzig for at dyppe tæerne i romantikken. Uh, så søde tæer. Læse Novalis. Besøge Goethes hus. Universitetet i Jena. Bla bla. Det var spændende. Det er spændende. Vi har mange timer sammen, og så kom jeg til at tænke Johannes L. Madsen, som Lasse ikke kendte. Måske tænkte jeg på ham pga. Novalis nattesyn? Altså det er ikke for at udstille Lasse, selvfølgelig ikke, men jeg er i chok over at en fremtrædende yngre digter som endda har gået på forfatterskolen ikke ved hvem Johannes L. Madsen er. Der er sket et svigt, nogen har svigtet, måske samfundet! Jeg vil ikke forestille mig dansk digtning uden Johannes L. Madsen. 

Den første bog jeg husker selv at have købt er hans udvalgte digte fra 1985. Der lå en boghandel tæt ved stationen i Roskilde, som jeg tit besøgte, da jeg begyndte i gymnasiet og skulle vente på bussen ud til Salløv langt, langt uden for alt, hvor mine forældre havde lejet et lille hus, og hvor jeg kunne ligge så ensom om natten og mærke en decideret novalistisk længsel. Hehe. Boghandlen havde de udvalgte digte på tilbud, den stod på øverste hylde næsten uden for rækkevidde, og jeg blev umiddelbart og mildt sagt ramt af digtene. 

        
 tanken får ord for at være
               en rytter med flagrende kappe
                 der rider henover natten og natten
får ord for at være
en flagrende rytter
            der rider med mørkets kappe
              henover himlen og himlen får ord
                 for at være det flagrende mørke der
 rider med nattens kappe
henover månen og månen
    får ord for at være en rytter
       der rider med flagrende kappe
          henover mørket 


(Nedspildt spruttende af syre fra 69)




Ingen kommentarer:

Send en kommentar