Romantik

Tilbage i dk. Skulle hente en nøgle i Kihoskh. Fordi lånt en lejlighed. Mødte Nanna Friis og Sara Sachs som sad på en bænk udenfor. Skal du med til Bornholm, spurgte Nanna? Næ, er lige kommet fra interrail. Hvor var du? Jeg ledte efter de tyske og engelske romantikere. Fandt du dem? På en måde, men i går var der en koncert i bjergene, og mens jeg sad på jorden på et plateau sammen med 200 andre, der var gået op ad bjerget for at høre koncert med Clarissa Connelly, så tænkte jeg. Altså så tænkte jeg. Nej, det ligemeget, det er for pinligt at fortælle til jer. Ej, stop, hvad mener du? Jamen, det var bare vildt at høre hende. Hun stod med den ene arm løftet mod solen, midt i et romantisk landskab. Altså mellem 2-3000 meter høje tinder. Bjerge til alle sider, og i baggrunden, det var ligesom det, der var baggrunden, mens hun selv var vendt mod publikum, og egentlig spillede ret nærværende, og så tænkte jeg, fordi Lasse og jeg havde set Casper David Friedrich i Leipzig, at det havde noget at gøre med at romantikken og det sublime var vendt tilbage, men i en anden positur. En positur der vender ryggen til bjergene og ansigtet mod fællesskabet. Men med de samme store brydninger. Haha. Det var jo en slags tanke. Og Nanna og Sara var søde. Men når jeg tænker over det igen, var det en helt anden oplevelse, der var vigtig, nemlig at det var svimlende smertefuldt at sidde der på bjerget, fordi det virkelighedstab, der er min grundfølelse hele tiden, IKKE ramte en mur, eller kunne pakkes ind i en by, men strakte sig ud i det alt for store, nærmest uophørlige landskab. Og når jeg svimlede mest havde jeg kun Clarissas stemme at holde mig til, og flere gange under koncerten blev tomheden og tabet uudholdeligt, og så måtte jeg koncentrere mig om at holde fast i stemmen. Bare holde fast i stemmen.