Men så ufri er den heller ikke, bloggen, jeg vil bare skrive mig igennem det. Er lige kommet til Fanø, skal besøge Marie Vedel og Jens Kæmpe. Marie sagde at de ville være hjemme. Så dejligt. De har haft besøg hele sommeren. Det er et af de steder kunstnerne mødes den her sommer. Hos Marie, og Jens. Men gæsterne er væk nu. Jeg befinder mig i en parallel virkelighed, hvor jeg skal besøge dem i det hus jeg engang boede i. Jeg skal sove i det værelse der engang var mit soveværelse. Jeg ligner ikke den der boede der. Kan allerede ikke genkende billeder af mig selv. Det blæser, men fra hvilken retning? Prøver at ringe til Vig. Prøver at ringe til Sø. Han, hun tager den ikke. Sætter mig på en bænk og kigger ud over havet. Havet siger mig ikke noget, som andet end en flade. Det sus jeg får af stjernerne eller af skoven får jeg ikke af havet, selvom jeg har boet på øer det meste af mit liv. Men fladen er smuk. Marie arbejder. Tager et opkald fra et museum som skal have et af hendes værker. Aftaler noget. Jens ligger i sofaen og skriver. Læser. Vaper. Nogle fugle udenfor laver noget andet. Pipper. Der er en tendens i økotænkning til at ville lære naturens navne at kende. Den og den fugl, den og den plante. Det og det insekt. En tanke om at det skaber en fortrolighed som skaber en omsorg. Er det det der er på færde? For mig minder det om at lave et museum. At kategorisere er også at placere og bemestre. Og vi har brug for museerne til at bevare og forstå og gøre ting (historien, kunsten, omverdenen) tilgængelige. Men intuitivt er jeg modstander af benævnelsen. Intuitivt tror jeg det er bedre at lade være. Lade være at blande sig. Lade insektet spise af armen. Ikke dræbe det. Ikke forstyrre. Er der ikke en tendens til at dræbe det man gerne vil bevare? Udstoppe, presse ind mellem siderne i en bog, stikke nåle igennem? Jeg afskyr tanken om et herbarium. For mig er alle fugle pipfugle, alle heste pruhheste. Undtagen når jeg møder dem, så er de mine medborgere.
Haha ja!
SvarSlet