Jeg sidder på Skjolds Plads og bliver enig med mig selv om at det er et af de roligste steder i København. Søger altid den plads. Stiller min cykel ved metroen (skriver det lige for at huske det, hver gang jeg kommer tilbage til kbh har jeg glemt hvor jeg har stillet min cykel, nu ved jeg det). Drikker kaffe og læser Horace Engdahls Meteorer. Er der overhovedet nogen der læser ham længere? Jeg fandt bogen på biblioteket. Det føles som en guilty p. Kan ikke stave til p. Kunne ellers godt finde nydelse ved at stave til det. Der er noget med proportionerne i den bog som er helt forkerte. Bare titlen. Baudelaire kalder sine noter for Gnister, og er præcist gnister i sproget, præcise observationer og slutninger som får det til at lyse i hjernen, måske endda antænde et eller andet. Men Meteorer? Det er lidt stort, er det ikke? Men jeg kan lide at læse den, som at kigge på en kulisse der ligner klogskab, men er tom bagved (haha, dum sammenligning). En flot imitation af klogskab, skrevet ud fra et overdrevet selvbillede, og derfor kun en imitation. En ven skriver, at hun har lavet en blog og sender et link. Hun skriver på bloggen, at hendes værste frygte er at kigge sig i spejlet og ikke vide hvem det er der kigger tilbage. Det kender jeg godt. Er sket for mig et par gange, og det er sygt skræmmende. At noget UTILGÆNGELIGT kigger tilbage. Men jeg vil alligevel gerne påkalde den utilgængelighed. Måske vil den skrive min blog for mig? Det er et tilbud. Hvis den vil kan den skrive min blog for mig.
