Sorg og Softice

Jeg oplever hele tiden at folk tror jeg lyver, eller tror at jeg fortæller andres historie. Det første er ikke sandt, det sidste kan nogle gange være tilfældet, men sker kun fordi jeg har identificeret mig så meget med personen, at det lige så godt kunne være min erfaring. Eller at det på den måde er blevet min erfaring. 

Nå, men det er bare en disclaimer.

I morgen udgiver Pernille Abd-El Dayem en ny bog med den flotte titel Softice, hvilket i sig selv er en stor begivenhed fordi hun er en af sin generations vigtigste, bedste, skønneste (og det her siger jeg med et tungt hjerte, men alligevel også med et glad hjerte) PROSAISTER (tungt fordi jeg ville håbe hun var digter, men glad fordi, ja, hun skriver så gode bøger).

Men kan det virkelig være sandt? Er det ikke EN UNDERLIG HÆNDELSE ... inden for en uge udkommer der to romaner hvori der optræder et helt digt af mig. I sidste uge var det i den (allerede allevegne totalt retfærdigt fejrede) bog af Cecilie Lind Bristefærdig, og i den her uge hos Pernille! Jeg er dobbeltbeæret - ikke mindst pga. de situationer digtene optræder i. Hos Cecilie (som jeg skrev om tidligere) læser moren et digt op for det lille monster/ barn der ligger i håret og falder i søvn og har tisset. Hos Pernille i Softice er hovedpersonen Cecil i zoologisk have og kigger på abeburet, hvor en chimpanse har født en dødfødt unge. Og hele abeburet emmer af sorg, hvilket får Cecil til at huske et digt som - og hold nu fast - er et helt digt fra min seneste bog Patriarken falder.

I den ene bog et digt til monsterbarnet. I den anden bog et digt til den dødfødte chimpanseunge.