Hjerter fra anmelderen til mig. Hjerter fra mig til anmelderen

Jeg er oprigtigt taknemmelig når Mikkel Krause Frantzen i Politiken skriver: 

"Jeg har været med på alle forfatterskabets eksperimenter siden debuten, Det mindste paradis fra 2000, og især i de senere år (...), men dette er en påmindelse om, hvor god en digter digteren er, når han digter. Det gider han sikkert ikke at høre (jo! altså, hvorfor ikke? red.), men det er sandt, en af dette lands bedste."

Men der er nogle spørgsmål som Mikkel Krause stiller sig i anmeldelsen af I ly, og enten mener ikke KAN besvares eller ikke mener er VÆRD at besvare. Det første (og mest rungende) er  "... at flere tekster i bogens første del også var at finde i forfatterens foregående bog, Patriarken falder fra 2022. Hvorfor?" 

Og det er jo et helt legitimt spørgsmål. 

Men det undrer mig, at spørgsmålet ikke fører til nogle overvejelser omkring min praksis og heller ikke i tidligere anmeldelser har gjort det, eftersom han er en af de litterater der har beskæftiget sig mest indgående med forfatterskabet (skrevet en hel bog om det), og eftersom det er en udvidelse af noget jeg har praktiseret i alle bøger fra og med I morgen findes systemerne igen fra 2004, nemlig at mine bøgers tekster i hovedreglen er publiceret før, enten i tidsskrifter, på plader, på youtube, i kunstudstillinger, i kataloger, som teater eller i tidligere bøger. At bøgerne i hovedreglen er samlinger (måske endda digtsamlinger) af både publiceret og upubliceret materiale. Noget der I FØRSTE omgang, altså fra 2004-2009 hvor teksternes før-permanente (mellem digtsamlingernes permer, mener jeg, he, he) liv især foregik i tidsskrifter og andre tekstligt baserede medier, gjorde det muligt at demonstrere (i hvert fald for mig selv) hvordan ENHEDERNE bogstav, ord, sætning, digt, bog, værk, LIV ændrer sig BÅDE i forhold til de betydninger der opstår, OG i forhold til deres autonomi (hvordan enhederne rækker ud i andre enheder som er større end dem selv), alt efter hvilke omgivelser de bliver placeret i. Og i ANDEN omgang fra 2010 og har gjort det muligt også at inddrage andre kunstarter, andre kunstnere OG forskellig (især klima-og flygtninge)aktivisme i bøgernes værktænkning og leg.

Er den praksis gået Mikkel Krause Frantzens næse forbi eller hvad er grunden til at han pludselig ikke længere synes legen er god og gyldig? 

Måske er det nemmere at acceptere, at en teksts vej fra f.eks. tidsskrift til bog gør noget ved teksten end når teksten bliver transporteret fra en bog til en anden? Jeg ved det ikke. Måske er det ikke engang et principielt spørgsmål om kontekstualisering eller mediering som greb. Men helt specifikt i I ly, at han ikke kan se grunden til det.

I Patriarken falder fra 2023 f.eks har en stor del af teksterne været udgivet på plade med bandet Bananskolen (hele afsnittet med Red planeten, Min sorg lyser (og også i anden bog), Sorgen er så stille m.fl). Der er et helt afsnit Plantagen (som er det afsnit Mikkel Krause henviser til som genbrug i I ly) som ENDNU tidligere har været vist som værk (sammen med et kommentarium og forskellige andre kunstværker) på Statens Museum for Kunst 2020). I Patriarken falder er der flere sider som tidligere har været publiceret i Øvelser og rituelle tekster, 2011 end der er tidligere publicerede sider i I ly, og da jeg med sikkerhed ved, at Mikkel Krause har nærlæst Øvelser og rituelle tekster, hvorfor er dét så mindre spørgsmålsfremkaldende end i den nye bog?

 

I Patriarken falder, syntes jeg, det var sjovt at trykke klimaalarmerende afsnit fra 2010 i en bog i 2022 for at se hvordan teksterne ændrede karakter, dels i forhold til de andre tekster i bogen, dels i forhold til den melankoli jeg pludseligt syntes de havde fået ved at teksternes tro på at aktivisme, digterisk oplysning og alarmisme kunne forhindre et kollaps kun virkede endnu mere håbløst end det oprindeligt havde gjort. Altså jeg mener, det sjove for mig var at opdage hvordan forskydning i tid også kunne bruges betydningsdannende. En ganske formalistisk morskab.

Med hensyn til det afsnit jeg har taget med i I ly, så fungerer det nu som første afsnit i et (dobbelt så langt) langdigt, som jeg tænker både har ændret karakter og tematik ved at indgå som en del i en anden helhed. Hvor det oprindeligt måske især kunne læses som en slags klimaallegori, er det kommet til at handle meget mere om et verdens- og hukommelsestab der har at gøre med nogle eksistentielle erfaringer. Hvordan man kan leve videre og opleve sig selv som et kærlighedsvæsen der er indfoldet i en biologi, en slægt, og en hukommelse selvom næsten alt er forstyrret, udraderet eller på vej til at blive det. 

Det er i hvert fald et bud på det spørgsmål Mikkel Krause Frantzen stiller til at begynde med, men ikke ønsker at svare på. Men det ville jeg jo egentlig synes var på sin plads, at han gjorde, idet jeg tror han ville være bedre til det end mig, hvis han forsøgte sig med en læsning.

Hvilket leder mig til det andet spørgsmål der får lov at flagre løst i anmeldelsen, og som handler om de linjer i det sidste digtafsnit, som anmelderen siger han er en sucker for: 

"Men spørgsmålet er jo også, hvilken funktion disse linjer og disse digte har/får inden for den overordnede ramme, det vil sige i den helhed, der hedder dette lidt mærkelige værk" 

Og ja, det er også et godt og ret grundlæggende spørgsmål, som jeg igen egentlig synes anmelderen/ fortolkeren som the bare minimum burde forsøge at besvare, i stedet for bare at konkludere "Uanset hvad er de hele bogen værd!"