Møder i lobby og på gaden

I aftes mødtes jeg med en ven på det hotel, hvor jeg mødes med mine venner. Det var det samme personale som forleden aften, da jeg mødtes med mine venner på samme hotel som det jeg i aftes mødtes med min ven på. Men vi sad ved et andet bord, min ven og jeg. Drak kaffe, hun ville gerne have kaffe. Jeg ville gerne have kaffe, og talte om, hun sagde, jeg sagde. Vi talte om at skrive, ligesom jeg nu skriver om at tale. 

Vi talte om oplæsninger, om at vi har haft nogle af de største kunstneriske oplevelser ved at gå til oplæsninger. Jeg havde lyst til at høre hende fortælle om Henrik Have igen. Fordi jeg tænkte på ham som oplæser, og fordi hun engang mødte ham, mens hun arbejdede på en tankstation i Vestjylland, og han kom kørende ind i sin Mercedes og ikke ænsede hende, og bare skulle have smøger og benzin. Købte han andet? Og jeg ved, at hvis hun havde sagt til ham, at hun havde læst hans digte, eller hvis hun bare havde sagt, at hun vidste, at han var digter, på en måde antydet det, så ville han være blevet så lykkelig, det forestiller jeg mig, i hvert fald lykkelig lige så længe som det vil tage at tilbagelægge afstanden fra lykke til ulykke. Men jeg har spurgt hende alt for ofte, og nød at tale om andre ting. Om oplæsning f.eks. Jeg tror jeg talte alt for længe om oplæsning, gjorde jeg ikke? Hun er en af de forfattere jeg sætter højest, og som er lykkes med at udfolde sin skrift eksemplarisk nysgerrigt interesseret i selve skriveerfaringen (alt det gode!) og SAMTIDIG skrive bøger der kan ramme bestsellerlisten. 

Vi sad i de lave, grå stole i lobbyen og pludselig dukkede Niels Lan Doky op med sin datter Mai. Eller pludselig dukkede Mai Lan Doky op med sin far Niels. What!! altså what!! Jeg rejste mig og krammede dem. Niels fortalte en hemmelighed som Middelklasse2 kan afsløre er en hemmelighed. Jeg skylder Niels en stor tak. Det var så dejligt at se dem. Han læste mine første digte, jeg havde sagt, at jeg skrev digte og jeg sendte dem til ham for at han kunne se om de kunne bruges til nogle sange til Søs Fenger, og han skrev det sødeste og klogeste brev til mig på sit eget brevpapir, som jeg gemte et særligt sted. Sangene blev ikke til noget, men det var så opmuntrende. Han fandt musikundervisere til mig. Han ville gerne hjælpe mig. Han var den første kunstner jeg nogensinde havde mødt, og han fik mig til at tro på, at man kunne være kunstner. Første gang jeg mødte ham, mødte jeg ham på Nørreport st. Min kusine og han var blevet kærester. Hun skulle møde ham. Han stod i aftenen på hjørnet af Købmagergade i sit jakkesæt og mørke cottoncoat, og gik os i møde. Gav et knus. Han havde et sponsorat hos Martinique, kunne hente gratis tøj. Han var så smuk. Boede stadig i New York, i Harlem. Spillede med verdensstjerner og var midt i 20erne. Jeg hørte hans plader hele tiden, faldt i søvn til dem hver aften, drømte om at leve hans liv. 

Siden har jeg tit sammenlignet Henrik Have og Lan Doky fordi jeg har tænkt på dem som modsætninger. Hmm, jeg tænker på Henrik Have som den sjoveste, problematiske avantgarde og Niels Lan Doky som den fremmeste businesskunstner, men nu hvor jeg lige tænker mig om har de måske mere tilfælles end jeg har tænkt før. Begge har været meget entreprenante, og på grænsen til det hustlende. Henrik Haves kunst tabte efter sigende værdi fordi han sprøjtede billeder ud til velvillige kunstforeninger i 90erne (men hans digte og praksis (og vel også hans billeder) vedblev dog med at være uforudsigelige, smukke) og Niels Lan Dokys kunstneriske ry led af at han spillede signaturmusik, havde en mere kommerciel end kunstnerisk nysgerrig tilgang (men hans forfinede klang vækker stadig en autentisk længsel i mig). Og jeg elsker begge to. Begges tilgange, selvom JEG ER SIKKER PÅ AT DERES TILGANGE IKKE ER VALIDE KUNSTNERISKE TILGANGE (det er vigtig for mig at sige det tydeligt. At det bare er en perversion jeg har at omfavne smerten ved at se de mest talentfulde kaste det hele i grus. Der er noget sørgmodigt smukt over det). 

Og tidligere på dagen, det er så mærkeligt, mødte jeg en anden jazzpianist på gaden, nemlig Johanna Borchert. Og hun spurgte, skal vi ikke lave noget? Vil du ikke med op? Og vi sad i hendes lejlighed på Nørrebro, og mens jeg spillede på hendes trædeorgel og hun sang forsvandt alle gulvbrædderne i lejligheden, og væggene faldt sammen. Og selvom vi kun var sammen i 30 minutter, var vi sammen i 30 minutter.