Dagbog

Og ansigtet? Der var måske ikke noget ansigt. Hvem er det? Jeg ved det ikke, men jeg tror, vi er venner. Jeg er med i handlingen, men har glemt begyndelsen. Det siger de allesammen. I København ligger beboerne i græsset mellem to veje, følsomme og rige. Men jeg kan ikke blive. Skal leve i en anden alder. En anden gang. Måske sidder jeg nogle dage efter i en lejlighed på en højskole og graver en kiwi ud med en ske. Jeg spiser af lyset med de små skeer. Indsigten ligger som sorte kerner ordnet i en cirkel. Hvad underviste jeg i idag? Ikke så meget. Lod eleverne finde ud af det med sig selv. Vejledte lidt. Eller vi læste en tekst og i teksten lå en person på bunden af en brønd. Så snart der er en brønd er der et eventyr. Det er min litteraturteori. Jeg er mest optaget af hvad jeg kan gøre for at blive i verden. Jeg glider ud mellem hænderne, klynger mig til et gitter, som også glider ud af hænderne. Går op ad trapper der fortsætter i det uendelige. Eller ned i det uendelige. Jeg så en krage på gårdspladsen skrige af de andre krager. De andre krager holdt den fast i gruset. De unge er så søde. Den havde en skadet vinge. Jeg hører en stemme sige almindelige ting. På gårdspladsen står et træ omgivet af kampesten i en cirkel. Men handlingen fortsætter. Jeg spiser. Taler mens jeg spiser. Kigger mens jeg spiser. Smiler mens jeg spiser. 

Senere står jeg på letbanen i Mårslet. Sidder i den og passer på min cykel. Senere sidder jeg i kunsthallen og venter på at koncerten skal gå igang, men jeg er kommet så tidligt at jeg kan nå at læse. Jeg læser Om læsning af Simone Weil, som ligger i boghandlen. Alting refererer til sig selv. Hvis jeg går går jeg. Nu vælter det ind med folk fra det jyske akademi og konservatoriet. De skal høre Voice Actor. Vi skal. Jeg har hørt det så meget, kan se på min telefon, at jeg har hørt det så meget i perioder, men aldrig live. Det er en mulighed for at komme ud af det selvrefentielle. Gøre noget andet. Vi går ind i det inderste rum, hvor der er lavet en scene. De fleste står op foran scenen.

Bag en næsten gennemsigtig pressening med en tydelig gitterstruktur står hun i sine hellige farver, orange bukser og gul bluse, Voice Actor. Billedet, der bliver projiceret op bagfra viser en bevægelse gennem London, og imens er hendes krop viklet ind i talen/sangen i mikrofonen. Underkroppen tydelig under billedet. Nogle gange en helt forvrænget skikkelse, som en skygge, der bevæger sig gennem byens flader, containerpladser og bølgerne fra et ukendt hav. Jeg drømmer om at oplæsning kunne være cool på den måde. Så cool. Hvorfor er det her ikke en digtoplæsning, når hun står der og læser så fine tekster op fra sin telefon? Har altid undret mig over at digterne ville lade sig nøjes med så lidt, når det er så oplagt at tænke i scenografi og koreografi og fremførelse. Er det fordi at ORDET skal kunne høres rent? Men det er da også smukt med den ikke-sanselige abstraktion. Ikke at tænke på digterens tøj og fremtræden. Og dog, hvis jeg endelig skal abstrahere fra digterens stil, så vil jeg hellere abstrahere fra en smuk stil. Vil gerne have at man kan stille sin tørst i brønden. Vil gerne have at alt er smukt ved at være bevidstgjort. Også det jeg skal abstrahere fra. Dumskab er ondskab på ferie, siger Georg Johannesen. Sagde han. Andre siger andet. Siger jeg. Folk danser. Kan man kalde det det? De svajer under loftkuplens cirkler som om det er en dans.