Starstruck

Vi endte med at gå til oplæsning på Overgaden, K. og jeg. Vi kom lidt tidligt og nåede at se udstillingen Emotionally Invested sammen. Cecilie Norgaards malerier som er ret usædvanlige. Der er noget tidlig russisk formalisme over brugen af bogstaver og geometrier, er der ikke? Det ser genkendeligt ud. Ingen af os er eksperter i russisk formalisme. Men det store maleri med en biltransport der er malet på vej til at vælte ned ad et bjerg, hvad sker der med det? Bilerne på vej til at blive farveklatter. En priktegning lagt ovenpå, uden helt at kunne se hvad den ville forestille, hvis vi tegnede streger fra den ene prik til den anden. Det er som om det hele er set igennem et barnligt filter, siger K. Alle billederne. Som om naivismen er lagt henover motivet. Det er så rigtigt, siger jeg. Det er både legetøj og katastrofe. Vi bliver stående i det. Det er så vildt. De er så vilde, de her billeder, siger vi, siger jeg. Så stramt komponerede. Lag på lag. Og med referencer til paletten. Og som om noget hele tiden er fraværende. TIDEN måske. Måske er tiden virkelig fraværende! Er det derfor bevægelsen er standset? At de små mænd reparerer viserne på urskiven? De økonomiske grafer på et andet billede er standset i den økonomiske udvikling, næsten udviskede i baggrunden. Det hele er planlagt, men udviklingen er standset og kun de smadrede sparegrise ligger tilbage, udtømte, men inde i hinanden. I flere lag. Hvad ER det med de lag, spørger vi, spørger K. Hvad ER det med det fravær. Det er forunderligt at mærke den her naivisme, men uden det naivistiske sind. Som om malerierne har skabt sig selv efter at alle mennesker er forsvundet, men med en vag erindring om menneskelige aktiviteter. Det er tingenes overtagelse. Eller i hvert fald maleriets overtagelse. Det var dejligt at snakke om udstillingen med K. At se den igen. Åh, jeg vil gerne se den igen igen. Kommer til at tænke på hvorfor billederne allesammen så tydeligt fremviser en farveskala. Det er skalaen, der er aktøren. Det er den, der danner foregrunden, mens det mere ubestemmelige grå og brune er i baggrunden. Eller i billedet med sparegrise er skalaen en mere diskret regnbue i baggrunden, mens sparegrisene er indeholdt i hinanden. Men det er SPÆNDENDE. 

Inde i baglokalet sad Nynne Roberta Pedersen Pedersen og forberedte sig med Johanne Lykke Naderehvandi, og måske også Melanie Kitti. Var Melanie kommet? Snart gik de på. Snart satte de sig på de tre tomme stole på scenen, først på de to og så på de tre, og en arrangør præsenterede dem. De tre. Nynne og Melanie skulle læse digte op, og bagefter have en samtale om - hvad var temaet - sanselighed og krise, måske, som Johanne ville moderere. Selvom jeg kender dem var jeg starstruck. Jeg var starstruck bare af publikummet! Haha, man ved det er en sej oplæsning, når man er starstruck bare af publikummet.

Melanie og Nynne har skrevet hvad jeg betragter som de væsentligste og mest originale debutdigtsamlinger i 2020erne. Melanie udgav Halvt urne, halvt gral i 2022, og Nynne debuterede med Vi hopper på Åkander i 2023. Siden har de begge lavet endnu en digtsamling. 

Melanie læste nye tekster op fra sin telefon. Hun læste på svensk, jeg har kun hørt hende læse på svensk. Hun læste monotont op. Var det prosatekster? Hun læste næsten anti-performativt op. Hun standsede sig selv, hviskede om datteren der græd, talte om sin feber, om sit besvær med at læse op pga feberen, at hun havde svært ved at få pusten, men lige bagved monotonien og hverdagsagtigheden lå der en særlig ordmusik. Varierede mikrofraseringer. En rig klang der førte mig ind i den erindring hun skrev om. I den særvirkelighed. Hun trak opmærksomheden væk fra oplæsningen og ud i omgivelserne. I kroppen. Men stemmen var alligevel så smuk. Jeg har ikke lyst til at andre skal læse op som Melanie, men jeg elsker at høre Melanie læse op. 

Første gang jeg hørte Nynne læse op af sin debut var til Kaninfestival (en kunst-, musik- og poesifestival på Fanø 2023 som min ven Marie arrangerer). Vi sad i forsamlingshuset, og Nynne satte sig på en stol i midten, og smilede og talte stille og roligt. Hun læste. Hun lod folk deltage i de instruktioner som digtene i debuten OGSÅ udgør. hun fjernede hegnene mellem os. Sang helt sagte. Jeg var overrasket. Det føltes lidt som en historisk begivenhed, at man herefter ikke kunne forstå poesioplæsning på samme måde. Nu på Overgaden læste hun op fra sin anden bog Chickenwings og helt nye GODE digte fra et sort noteshæfte. Mere undersøgende og hakkende. Opmærksom på hvordan hendes ord kunne virke i rummet. Ikke gøre væsen af sig, men bare være og virke. Og hvornår bevidstheden diffuserede. Hun er stadig en af de bedste oplæsere jeg har hørt. Ligesom Lars Frost i 00erne eller Asta Olivia Nordenhof i 10erne. Det er en BEGIVENHED når hun læser op.  

Billedet er fra den efterfølgende samtale.