!Hackloer

Havde aftalt at mødes på konservatoriet med Hacklo kl. 12. !J. stod ved døren. !E. kom snart. Vi gik ind i studiet, hvor !J. havde lavet et set up med programmet, lydkort, mikrofon osv. Jeg var taget til Kbh for at afprøve instrumentet/ digtmaskinen. De ringede forleden om jeg kunne komme. Lave nogle optagelser. De sagde, at de var spændte på det nye tastatur. Vi optog forskellige forsøg de næste 4 timer. Jeg ville ikke stoppe med at skrive/spille. Det lød så sindssygt godt, og jeg havde lyst til at undersøge hvert ords lyd. Hvert bogstavs klang. At forstå sammenhængen mellem hvert bogstav, betydningsmæssigt og klangligt. Var slet ikke færdig. Men vi var færdige kl. 16. De er så vilde, !Hackloerne. Jeg spurgte !E. om hun ville skrive en bog på instrumentet. Det ville jo være så sejt, at debutere med sin egen frembringelse. Det ville hun, men hun ville også have at jeg skulle skrive en bog. Vi aftalte at skrive en hver. Jeg elsker de digte jeg har set fra hende. De er meget særlige. !J. lovede at sende fil så jeg kan øve mig hjemme. Jeg kan næsten ikke forstå det sker. De efterlod mig alene i et studie i noget tid, så jeg kunne øve mig. Afprøve. Jeg kommer til at skrive på det her instrument hele tiden. På vej ud fra konservatoriet talte vi om John Clarke Eureka, og de forestillinger, der har været forbundet med digtmaskinerne. De er blevet set som en slags orakler (jvf Johs L Madsen), priviligerede steder hvorigennem makrokosmos har kunnet vise sig tydeligst i et mikrokosmos. Men som regel er de blevet set som dårlige sprogmaskiner af omverdenen, fordi den poesi der er kommet ud af det ikke har levet op til de kriterier for poesi der ellers har været gældende. Men det her er noget andet, fordi det er ikke en sprogmodel eller kunstig intelligens, det er en blanding af et musikinstrument og en skrivemaskine, som man kan bruge til at lave en skrift der også er musik, eller omvendt spille musik der også genererer sproglig betydning. Og mest af alt får man jo bare fed jammer på. Måske er det det det kan, instrumentet, give en hidtil ukendt fed jammer på.

Men her er alligevel link til nogle poesimaskineting:

https://mediarep.org/server/api/core/bitstreams/6d369ba8-8caa-4cc3-b69b-1b992205c7ea/content

https://slate.com/technology/2017/08/behold-the-amazing-poetry-generating-machine.html

https://www.youtube.com/watch?v=-x2tIJYGs1Q

Grå feber

Måske kan jeg bedre lide Cabinn end Wakeup blandt budgethotellerne. Den gennemført grå indretning og det dårlige lys med en enkelt pink accentfarve. Det kunne være en kahyt på en færge der bevæger sig i opløst aften, mens jeg gynger i interferens.

Jeg sidder alene på Cabinn. Stilheden udvider sig. Det er allerede nat nu. Jeg er klædt helt i gråt. Er flot her. 

Om morgenen vågner jeg ved, at nogen låser sig ind på værelset. Låser værelsesdøren op. Jeg tror det er rengøring, men de smækker hurtigt døren igen. Jeg ser et lysglimt. Sover videre. Så ringer Clarissa og vi snakker om den kommende sommer. Sindets knivsystemer. Hun siger også at Smerz har release idag på Drift. At jeg skal komme. Ved ikke om jeg kan. Hun skal dj'e, Y og X skal, Ani skal. 

Jeg har været så ked af det siden jeg kom til Kbh igår. En ubestemmelig smerte. Jeg spiste på restaurant med Kim, men kunne ingenting sige. Selvom Kim er min tætteste ven 4ever. Havde ingenting at bidrage med. Forstod at jeg var trådt ind i, levede i en anden verden, og følte, at jeg ikke længere kunne tilgå deres. De var så smuk og sød, og jeg følte mig uværdig. Det voksede i mig, og jeg måtte gå. Er kommet for langt væk. Må tilbage. På vej mod Cabinn græd søerne. Jeg kiggede på den gråhvide fugleø. Kim skrev om jeg var ok. Jeg svarede, ja, undskyld, at jeg var mærkelig. Ved ikke hvorfor. Vi tales.  

Er så usikker på mine relationer for tiden. Mens jeg skriver det kommer jeg i tanke om det digt jeg skrev i I ly. Det med den grå feber. At det er en tilsvarende oplevelse jeg havde igår. At noget var plantet i mig. Men jeg håber ikke. 

Alle markerne skal bebygges
før ilden kommer

Det frø du lagde i hård jord

med bløde hænder

spirede pludseligt i nat

ved ikke

om det var en sand spire

eller bare ond

men grå feber 

spredte sig på værelset

mens jeg sad

og var bange fordi

og kiggede efter nyt

på telefonen

tilhørte dit ansigt ikke mig

der er ingen lindring

i den ene cirkel

der bliver til to cirkler

ude er haven oversvømmet

inde er der 1000 tårer

min søster og jeg flytter

hver til sit

i det nye år

er ensomheden vokset

til det dobbelte

En jordisk chance

Et sted i sindet står en hvid hjørnesofa. I den ligger jeg. Jeg tænker på Biosphere2, og er tung i hele kroppen. Så optagede vi var, var Theis og jeg af fortidens fremtidsforestillinger. Han fandt tegninger på nettet, NASAs hjemmeside sådan som kunstnere i 1970 forestillede sig fremtiden. Beboelige rumstationer med marker på indersiden af en globe. Han har været ret konsistent med det univers. Solar, Jordisk, Habitat. Vi fik opstøvet en optagelse af verdensrummet hos min nabo, HPST, der arbejdede på IRCAM, og brugte det til at lave undergangspop. Vi optog lyden af kaniner der stampede i jorden og brugte det som stortromme. Vi gik ture i de kommende bølger. Jeg lå i den hvide hjørnesofa, mens Theis arbejdede i Logic. Sproget afgiver ikke så mange lyde idag, men de lyde det afgiver er kolde.

Jeg savner så mange venner, og tænker at de ikke findes mere. Eller måske er det mig der ikke findes. Jeg tog til Århus for at besøg en nyfødt, men familien var ikke hjemme. Så tog jeg tilbage. Nu ligger jeg som en pude i stolen foran den åbne pejs i en barndomserindring. Som andre kan sidde på. Kan lide at kigge ind i ilden, kigge på min lille ildven, der gaber i aftenen, mens mine forældre ser TV. Jeg spørger min mor, hvordan jeg kommer derind. Det er en af mine tidligste ønsker, at jeg gerne vil ind i fjernsynet. Være der, i den retning mine forældre kigger. Gad vide hvad Theis laver? Måske bor han samme sted som sidst jeg besøgte ham for flere år siden. Vi spillede GTA i hans lejlighed på en projektor, og det første jeg gjorde var at stjæle en lastbil og køre fodgængerne ned. Så tog vi op på bjerget og skød betjente. Da jeg forlod ham kl 02 om natten, og var helt blæst af spillet, trådte jeg ud på gaden som var afspærret. Der holdt flere politibiler og jeg fik at vide at der havde været en person der havde skudt ind gennem en bilrude. Det var sket, mens Theis og jeg havde siddet i samme gade og spillet GTA og gjort det samme. Jeg fik dårlig samvittighed over at have grint så meget over spillet. Eller gjorde jeg? Sikkert ikke. Jeg var nok mest oppe at køre over virkelighedssammenfaldet. Eller var det et virkelighedsskred? Jeg troede jeg så ham på gaden forleden dag, da jeg var i Kbh. Tænkte, at jeg skulle skrive et brev og sige til ham at jeg stadig tænker meget på ham. Elsker ham. Men genren er måske kommet imellem os. Og livet. Måske er livet kommet mellem os. Men vi var så tætte, men så var vi ikke så tætte. 

Alt det hele2

Jeg er på lille tur til Århus. Bare hygge med mig selv. Vågnede lidt sent fordi testrup skriveakademi lavede ALT DET HELE i går. Skulle sørge for performerne, så hente instrumenter, så præsentere dem, så rydde op, så sove på testrup. Så som sagt vågne. Så gå, så gik jeg til letbanen i morges og tog lille tur til byen. Frem og tilbage. Havde små momenter til ALT DET HELE af den her tanke, mens alt det hele foregik. Altså den her tanke: Der findes en scene som jeg jævnligt var en del af op gennem 10erne, men som jeg ikke engang ved om den findes nu. Der findes en anden scene som jeg optrådte på op gennem 00erne, men som jeg ikke engang ved om stadig eksisterer. Hvordan formulerer jeg den sidste del af sætningen? Det er et problem jeg ofte er stødt på. Men som jeg ikke engang ved om findes. Men som jeg ikke engang ved hvorvidt den stadig findes. Den er helt gal fra begyndelsen af, sætningen. Men spørgsmålet er om den stadig findes, scenen. Scenerne. Performance- og oplæsnings. I går gjorde den, de i et vist omfang. Streng familie spillede og sang. Lydanlægget var fucked, mens de bevægede sig i folkelige og elektroakustiske popavantgarde-eventyr. De kommer til at bryde igennem. Hvad? Følelsesmuren. Derefter: Boa læste op og stod dirrende i nærværssætninger. Choir callibration with the best choir in the world, for sure gjorde det for mig. Fjernede sløret så at sige, ved at tvinge opmærksomheden væk fra opmærksomhedens normale hierarkier.  Fie Martens Ljungman læste op med en autoritet som overraskede. Selv det fuckte lydanlæg forvandlede sig til et brugbart instrument. Hendes pauser projicerede massive hvide flader inde i mit hovede. Og fraseringen. Og rytmen. Altså når Fie læser op forstår man at digtoplæsning er en selvstændig genre, som man kan bruge et liv på at studere. Og bagefter? Bagefter Claus Haxholm hvis bevægelser både lydlige og kropslige er så ladet med bevidsthed at rummet bøjer. Til sidst spillede Dj Hurtigræv et sæt, folk dansede og fejrede de sidste, måske, holdbare rester af hyperpoppen. Det var den aften. Nu er det eftermiddag og der kommer en person med en pastaret hen til mig. Tak siger jeg, og kigger ud på de tomme borde på fortorvet. 

Heldigvis

Heldigvis kom Fie ud på skolen og skal være her hele ugen, og hun og Mathilde og Jakob og Peter ville gerne være med til at skrive med Rituel Cirkel, som kan kontakte intuitionen og hele tiden danne nye sætninger med en vis sandhed(?). Så vi satte os på gulvet i Store Sal og jeg lavede den korteste introduktion til hvordan man bygger øvelsen op. Hvordan man laver Lydkilde, forbinder den til Figur, lader Figur op gennem visualisering og bruger Sequencer. Vi blev ved det helt grundlæggende som intuition, drøm, skrift. Det var særligt at være sammen, i samme sal. Mine tekster lød næsten som 2009, fordi det var der jeg første gang brugte metoden. Jeg har jo brugt den mange gange siden, både til at undervise og skrive med, men det var bare særligt, og vi gik i gang fra bunden. Efter 2-3 timer sad vi i rundkreds og læste op for hinanden. Jeg blev slået af de andres tekster, hvor vildt egenartede de var. Men her er nogle af mine. 

😱

Som at hente

som at ville

det usigelige

i et bo

hvor dyret

som flået

og vi

jeg løfter

et løfte

😱

Vi kom, vi

elven, sort af

drømme

men allerede

i den orange container

erstatningsdrabet

allerede

befriet for det

😱

Og var allerede

gået, gik

vi og i

det et mareridt

på midten af den store sø

stilstand

af dræbte og 

ikke-dræbte

😱

Samtidig, vi

lander med

mere, ordene 

der kan løsne

sig, sig vi 

bor på den 

anden side

af skråningen

er der sætninger

som stier

😱

Som dyret

er en bebuder

af den, det lydløses

halvcirkel

Så så

Og ud i verden. Jakke på? Lader være, fortryder kort tid efter. Skal købe en gave til Sø fordi alder. Skal købe en gave til Vig fordi andet. Skal hente et billede Aske har lavet som jeg har fået indrammet i en laksefarvet træramme. Det er blevet godt. Måske er det blevet godt. Ekspedienten var god. Jeg hedder Bål i dag. Skal se om nogle venner jeg skylder et farvel (jeg stak alt for hurtigt af sidst) er til at finde på deres mødested. Cafeen. Det er de ikke. I stedet går jeg ud i verden som en blyant og skriver alting ned. Nej, nej, jeg hedder Las. Jeg går forbi Kaf og tænker på at Billie Eilish spiste der for et par uger siden. Jeg ankom i aftes. Tog bussen ud af (af eller ad, kan ikke huske, ad vel) Nørrebrogade. Gik hen til en husdør i Ægirsgade og fandt nøglen på gemmestedet. Fik en besked hvor jeg blev inviteret til Søpavillonen. Gik videre over den Røde plads. Mødte Aslak, Klara, Ronja med flere. Der var vogne med djs. Blev spurgt om jeg ville til efterfest på Den Anden Side. Blev spurgt om jeg ville til efterfest på Folkets plads. Sagde ja, måske, til det hele. Gik videre under en måne der blev ved med at dele sig. Jeg kiggede op og delingerne begyndte at overlappe hinanden. Lange rækker af måner over himlen i København, der fyldte hele fladen ud. Himmelfladen. Indtil alt blev gråt og så mørkt. Jeg gik hen til lejligheden, låste mig ind. Skrev til Harald om han havde det godt. Han svarede ikke. Skrev til Lasse, han svarede ikke. Skrev til mig selv i nogle timer. En drøm jeg har haft (og også udgivet i I ly) som jeg bliver ved med at skrive ned. 

Drøm

Det jeg så 
så så
jeg 
prøver at huske 
er, er
hvad det var for en tid drømmen foregik i. Som om den var uden for tiden, men at slægterne der går, gik som på række som på stier ud af trailerbyen dernæst gennem en ørken til sidst på slyngede stier op af bjerget for til allersidst at ende ved et slot eller museum. I ørkenen var der krakeleringer i jorden. Jorden var så tør, at det lignede hud. Der var store master, elinstallationer, paraboler. Der gik alle aldre, voksne der bar børnene, oldinge der støttede sig til stokke og til de yngre. Op til bjerget. Men først i drømmen, du og jeg. Hvad ved jeg. Hvad vidste jeg. At vi var alene i trailerbyen. Var det nærmere en skurby? Gad vide hvorfor jeg synes den drøm er så interessant at vende tilbage til? Der var en toiletvogn. Jeg gik ind i den, men væggene skærmede mig. Hvorfor er toiletdrømmene så hyppige (men ikke for tiden)? Det er smukt at finde det fælles ved at indsamle drømme (Freud) og pludselig finde ud af at der må være en fase hvor skammen bliver installeret. Hvor tingene må skjules. Det er ligegyldigt hvad jeg skriver, jeg har overgivet mig til at skrive, men må have en at skrive til. Og en uro at skrive med. Finde en at skrive til. Er det det du, der er i drømmen, det jeg kan skrive til? Er det en MUSE (en anledning der har manifesteret sig) og derfor jeg ikke ved hvem det er? I drømmen er du, det mange jeg har kendt. Men da jeg kom ud igen fra badet (toilettet var blevet et bad, skammen til en renselse) sad du ved et hvidt sammenklappeligt bord med din familie omkring dig. Slægterne. Vi kunne ikke mødes. Jeg var der med min egen familie. Levende og døde. Kan ikke. Vi var adskilte. Du, I sad ved bordet med små tallerkner som til et kaffeselskab. Vi holdt øje med hinanden. Holdt vi. Pludselig bevægede alle aldre sig på stien, og menneskeheden gik i slyngede rækker. Jeg tænkte at du var gået foran, at du på en måde var endepunktet for alle aldre. Jeg løb og når jeg ikke løb så kravlede jeg. Indhentede efterhånden fortroppen, nåede slottet eller museet på bjerget før alle andre. Men stadig uden at have overhalet dig. Stod ved porten. Gik ind. Småløb op af trapperne i den store foyer. Jeg kom til et rum med et fint udskåret skrin. Hørte jeg en lyd fra skrinet som en skrigende kanin. Tolkede lydene som en kanin. Da jeg åbnede for at hjælpe den ud kravlede en virkelig stor kvælerslange ud. Jeg fik styret slangen tilbage i skrinet med mine tanker for at beskytte de folk der nu var kommet ind i rummet. Men var bekymret for kaninen. 

Skalaen er falsk

Morgensolen er skarp ind gennem vinduet, den fremkalder planternes skygger på det runde hvide bord som jeg sidder ved i Clarissas lejlighed. Skyggerne ser kødædende ud. Jeg drikker kaffe og læser brevvekslingen mellem Johanne Lykke Naderehvandi og Ursula Andkjær Olsen som de har publiceret som efterskrift til Ursulas oversættelse af Edith Södergran. Den lå på natbordet. Da jeg begyndte læsningen troede jeg det var mig selv der havde skrevet et brev til Ursula, fordi jeg skimtede og fordi der var en så genkendelig stemning af teenageminde. Og fordi Johanne tidligt nævner den indledende bemærkning til Septemberlyren: Det anstår ikke mig at gøre mig mindre end jeg er. Hvilket er en af de sætninger, der har haft en afgørende betydning for mit liv. Men ja, ja, jeg fandt hurtigt ud af det. At det var en brevveksling mellem J og U. Og det de skriver er så fint, og de digte, de tager frem fremstår akkurat så verdensomstyrtende som de er. Vierge moderne f.eks. 

Jeg elsker at de taler om Södergrans poetiske tænkning. Jeg elsker at Johanne skriver: "For mig hænger det grandiose (eller det vidunderligt grænseløse?) hos Södergran sammen med netop det - at digterjeget kan vokse sig lige så stort som universet, blive en gud, blive en måne, næsten. Og den grænseløshed hænger for mig sammen med en indsigt, i digtene, om at hierarkierne er falske, at skalaen er falsk. Og det er derfor at digterjeget kan vokse sig monumentalt, fylde hele himlen ud, uden at det sker på bekostning af nogen andre. Hun er ikke bare menneske: Hun er også en planet! Hun er også et atom! Og hele verden findes indeni hende." 

Åh, det er mærkeligt at læse, fordi det er næsten ordret den tanke jeg fik i ca 2002, og som lagde grunden til at jeg skrev I morgen findes systemerne igen. Og som mange andre end Johanne og jeg sikkert også har haft. Altså er det ikke for at tage patent på tanken eller sige at jeg var der først, det er mere, at jeg føler, det er mere at jeg kigger ind i Johannes læsning og sind på en måde som gør mig lykkelig. Indsigten i at hierarkierne er falske, at skalaen er falsk handler også om at afstandene mellem mennesker er falsk og at poesien, og den poetiske tænkning, er en måde at forbinde sig på på en sandere måde. 

!Hackloteket opfylder og genopliver glemte drømme

Jeg har ligget i skovbunden som en syg gud der drømmer onde drømme. Undskyld. Men har også haft besøg af !hackloteket som havde sagt at de ville lave en digtmaskine sammen med mig og eleverne. Jeg kan ikke prise dem nok. Pris dem. De kom 5 !hackloer til Tes og lavede workshops om aftenen. Pris E, K, M, J og U. Folk tog kameraer, midicontrollere, computere og hvad som helst med og vi lavede nye instrumenter og maskiner ud af dem. Om natten sad !hackloerne og programmede for at lave en brugbar digtmaskine. I morges kom de ind på mit hold mens vi hørte digte og præsenterede den. Jeg havde svært ved at skjule hvor chokeret glad jeg var. Jeg er ikke sikker på at hverken elever eller !hackloer helt forstod hvad der skete, hvor stort det var. Jeg havde talt med !hackloerne for nogle måneder siden om hvilken maskine jeg længtes efter, og de havde sagt at de ville lave den når de kom på besøg. Det handler om at give hvert bogstav (eller alle taster) på et tastatur en lyd. F.eks en tonehøjde eller en klang sådan at når man skriver vil man ikke kun bestræbe sig på sætningernes betydning, men også ordenes arbitrære lyd (kan man tale om lyd som arbitrær?) og forstå sætninger og digten som partiturer som man vil være i stand til at afspille senere. Det kan minde om Conlon Nancarrows papirruller, kan det ikke? Men de havde også lavet andre ting. En forholdsvis traditionel tilfældighedsgenerator, men hvor det ikke bare var organiseret i ordklasser, men også i associationsklasser. Og hvor maskinen skrev digtene, alt imens man improviserede nyt materiale. Endnu en ting som de havde lavet i nat (de var blege af lykke) var at de havde lavet en maskine til at optage reallyd og automatisk slice optagelsen op i 35 samples, hvorefter den gemte det som et nyt tastatur. Åh, jeg kan ikke forklare hvor smukt det var. Hvor smukt det er. Hvor utrolige muligheder de åbner i forhold til at lave poesi og musik.

Jeg troede at digtmaskinen var død (med mindre man accepterer at I Ching til stadighed er den vildeste digtmaskine), men det tror jeg sandelige ikke den er (død, altså, men jeg tror stadig I Ching er den vildeste digtmaskine). 

Det har - okok, jeg har lige brug for en pause før jeg skriver det - det har potentiale til at være det smukkeste i dansk poesi siden Johannes L. Madsen optrådte med sin orakelmaskine og udgav resultatet i Hvad ser diamanter?

Det vil vise sig de næste måneder om jeg har ret. Jeg tror jeg har ret. Men de næste måneder vil de finpudse og jeg vil afprøve. SYYYYGT

UPDATE

Jeg ser at der er andre der skriver om !hackloteket. Her og her

Verdens ende

Så skriver de til mig: Sidder ved verdens ende og hører musik fra en dårlig men cute højtaler, hvis det er noget for dig? Så jeg går ned mellem husene og op på højen ved verdens ende for at finde dem. De sidder tre venner under tæpper og ser så søde ud. Er søde. De sætter numre i kø, og spørger om jeg vil sætte et nummer i kø og først så hopper månen op over skyerne som en delfin. Vi læser op fra co-star eller falder ned i et humør. Kom nu vis hvem du er. Lidt væk er der en strøm af biler der snor sig mellem markerne. Vi taler om at de skal læse digte op i morgen. Taler om digte og blogs. V. har også en. Den er ret flot. De er den nye bølge. Alt er næsten ok, men jeg er stadig syg. Fryser lidt. Vil ikke gå. Jeg kigger på bilerne. Og bilerne kigger på mig og tænker du er smuk som du er. Hør det her: Du er smuk som du er. 

🌊

https://petermarkmann.blogspot.com/
https://blaaslushice.blogspot.com/
https://bobobloggen.blogspot.com/

Venner

Jeg skriver med en ven der skriver, at de ikke er deres egen fortrolige. Og en anden, at de ikke aner hvem eller hvor de er. En tredje spørger hvilket dyr jeg er. Jeg spørger ikke hvorfor. Men skriver en kanin. Sød og bange. Hvad er jeg bange for? Manglende intelligens, det gør mig sygt bange. Grovhed. Manglende høflighed. Folk der er påvirkede af alkohol. Kaninen er bange for den lille ræv bag øret. Jeg mener det. Så skræmmende. Men skulle ræven ikke være snedig? Åbenbart ikke når den sidder bag øret. Hvad ellers? Jeg slog lige op på wikipedia fordi måden jeg skrev på fik mig til at tænke på Sei Shonagon, altså på Pudebogen, men så var det helt MÆRKELIGT, fordi der stod at Sei Shonagon og Murasaki Shikibu var rivaler, og jeg kan ikke huske at Sei Shonagon og Murasaki Shikibu var rivaler, kan ikke huske at være stødt på den oplysning før, og det er MÆRKELIGT fordi Murasakis Tale of Genji, engang var min yndlingsprosabog, og jeg MÅ være stødt på den oplysning før. Men også vildt at deres rivalisering er berømmet her 1000 år efter. Eller det er sent og jeg sidder bare og skriver fordi jeg er rastløs. På bloggen og med venner. Jeg har en følelse af at virkeligheden er forsvundet. Som at være teenager i et hus hvor forældrene aldrig kom hjem fra ferien. 

Let

 Der er den lille letbane, den er lige til at plukke. Jeg var inde i århus for at få ordnet bryn, og hostede, kunne kun hoste historien op. Har altid lyst til at føre sætningen ind i noget vigtigt, men det eneste vigtige har lige lagt sig på gulvet med en lungebetændelse. Åh, nej, ikke nu igen. Brynene hæver sig som sætninger og munden former et O. Alt er til forhandling, når det man troede var det man troede var. U. En stemme der lyder som en digter jeg engang kendte gentager næste stop. Jeg vil ikke af endnu. Fordi fryser. Kan ikke overskue cykelturen til slottet. De slyngede veje over åen, og Villemand der sidder med sin harpe og beder mig om en skilling. Hvor er din væne brud? spørger jeg. Jeg slog hende for panden og legede guldtavel med hende øjne. Hvad blev resultatet? spørger jeg. At jeg måtte vogte over riber å uden succes. Uden skønhed. Og lyden af skrigende grise når jeg slår strengene an. Fair nok, sagde jeg. Og gik hovedrystende rystet forbi. Nu skal jeg lige varme mig. Ses

Søndag dag feber

Da jeg endelig kom til sos-release var selskabet næsten opløst og jeg havde svært ved at hilse på de resterende pga feber. Følte mig lukket inde. Men først skulle jeg derhen. Vågnede tidligt på tessy. Næsespray, panodil. Cyklede til bus, bus til aarhus. Lyntog til hovedbanen, s-tog til dybbølsbro. Krydsede sønder boulevard fyldt med mennesker, og kunne allerede ane Nanna Friis på fortorvet foran Kihoskbar. Og Oliver Laumann. Gæsteredaktørerne. Hvad med den tredje, Sara Sachs? Hun er sikkert stadig i LA. Det er bla pga hende at der er så mange seje kunstnere fra LA med i det nye nummer. O, LA, mit humørs fødeby. Jeg har aldrig været der, men føler mig så hjemme. Bryder vandoverfladen i poolen med skriftens delfiner. Ligger i varmen og damper mescalin. Hører fløjtespillere klædt i ruiner. Well, sølle fantasier, jeg må ind på kihoskbar og hilse på vennerne. Hvem har vi der? Eva, Lau og Anna (juhuu, hvor dejligt I er her. Smukt hold). Og der Lukas (jeg har sagt nej til at anmelde I ly i information. Så er det måske derfor der ingen anmeldelse er, eller hvad blev der af Skyum, har han givet helt op på mit forfatterskab? Det ved jeg ikke. Jeg ved det heller ikke, men jeg savner hans skrift, også når han er nederdrægtig. Og hvad med WA. Jojo, fint nok, men også bare fundamentalt skuffende ikke at blive læst af Bukdahl. Er det fordi du er ven med Cecilie? Jeg ved det ikke. Måske. Eller også vil Turner prøve en anden vinkel, er han ikke stadig bossredaktør? Tror jeg. Han var jo ikke bange for at lade mig skrive om alle mine tidligere elever da han var på JP. Da vi var. Men jeg tror det er fordi Bukdahl ikke kan lide den. Men det har jo ikke afholdt ham andre gange. Haha. Hvordan var det at bo hos Gretha Thunberg? Helt ok. Ser hun er på Maltha nu. Okok). Og Ulrikke (hej søde). Og Ulrikke (ej, troede du var i amsterdam). Mathilde og Björk kommer ind af døren (har savnet jer så meget! Wow, Mathilde du ser godt ud. Björk skal snart hjem. Hey, men Nynne skal spørge om noget med Heidegger. Nynne, nynne. Her er svaret). Der var mange andre, men havde været flere. Der var en hilsen fra Leo og Leslie. Tak. Marie og Jens kom med lille (hvad med din diagnose Las? Tror bare du skal udredes. Ja, men det siger de allesammen. Jeg har virkelig tænkt over det). Lille kunne kende mig. Vi hentede sprøde pizzaer og nød synet af solen. Hvad så? En græsplæne. Hvad så? En restaurant. Hvad så? Et hotel. Otrivin, panodil.

Lassie er den bedste

Grineren. Lassie B. Ondesen har lavet et opslag med mig i det nye nummer af tidsskriftet Sorg Og Samfund (SOSmegazine). Det er så smukt gjort. Det forestiller en hånd der tegner mig op med et tatoveringsredskab. Og en reklame for I ly. Lassie er den bedste.

MAN burde jo læse det blad, og den bog, tænker man.

 

Lørdag morgen feber

Måske skal jeg lade bloggen være når jeg har det sådan her. Men lader være med at lade være. Skriver alligevel. Måske er jeg destruktiv, har lyst til at ødelægge mig selv, har lyst til at droppe alle relationer. Det er ondt. Måske skal jeg åbne persiennerne. Der er lyst udenfor. Åbne vinduerne. Men jeg har feber. Kan ikke tåle lys. Lyset tager mig. Der er folk der har meninger om hvordan jeg skal skrive. Hvordan jeg skriver. Jeg kan mærke meningerne som skikkelser der står nede på gårdspladsen og råber. De kan blive uden for skriften og stikke hinanden ned med knive. Jeg mener det. Jeg vil gerne stene de overlevende. Jeg tænker på digte. At de, at det er den eneste mulighed. For hvad? Jeg har oplevet den her følelse før. Den er så grundlæggende. Følelsen af at skriften er den eneste mulighed. Men for hvad? For frigørelse måske. Jeg ligger på en madras på gulvet og sveder. Drømte at jeg gik igennem et landskab hvor træerne brændte. Jorden brændte. At det var min opgave at gå igennem det landskab.

SOSMegazine nr. 9

Jeg havde tænkt at tage til Kbh i dag, men er blevet syg. Har feber. Måske er jeg mere frisk i morgen. Nu koger kaffen. Jeg må lige tage den af blusset. Nu er jeg tilbage. Det nye nummer af Sorg Og Samfund kom med posten i dag. Jeg havde bestilt en kasse, så jeg kunne give nogle eksemplarer til elever. Det er det 9. nummer og første gang vi har haft en gæsteredaktion. Bestående af Nanna Friis, Sara Sachs og Oliver Laumann. Stadig med Lasse B. Ondesen som grafiker. Det er så utroligt at bladre i. Så utilgængeligt og smukt på samme tid. Det er (som altid) virkeligt antiformidlende FORDI det er sjovest at opdage ting selv. Eller for nogen er det det sjoveste. Eller det det kan jeg godt li. 

Vi lavede det første nummer for 3 år siden, mig, Nynne og Ulrikke. Og med Lasse B. Ondesen som grafiker. Kaldte det et tidsskrift for mode og poesi. Og havde nogle ideer om hvordan VERDEN manglede et tidsskrift for mode, poesi, kunst og aktivisme. Som forbandt sig til glittet middelalder-punk æstetik, fordi vi elskede, elsker illuminerede manuskripter. Der er sket meget. Når jeg kigger numrene igennem er jeg forbavset over hvor vildt det egentlig er. Kan det virkelig passe at så mange har bidraget? At Ondesen er blevet så god? Der er hver gang decideret litterære STJERNER som har skrevet tekster til tidsskriftet og som står side om side med nylavet kunst af DE STØRSTE i landet (og udlandet(!), der er så mange LA-kunstnere i det ny blad), og som er trykt side om side med oversættelser af f.eks. moderne kinesisk poesi. Og debutanter. 

Det er derfor jeg skulle, derfor jeg SKAL til Kbh, fordi der er release på søndag. Jeg håber virkelig jeg kan komme det. Det regner jeg meget med. Det plejer at være rart med kaffe og croissanter på Sdr Blvrd 52. kl. 12-15. Og der plejer at være dejlige venner.

KOM KOM KOM KOM 

Dagbog

Jeg ved ikke hvad jeg laver, hvad laver jeg? Sidder i køkkenet ved det halvmåneformede bord. Jeg har været ude i flere timer, vi spillede spikeball og hørte musik på en soundbox i solen. Blev brændt. Spiste Sunlolly på græsset med Kirsten. De sagde, de næsten var glad. Hvad? Er der ikke plads til depression her? Ah, misforstå mig nu ikke. Det er ikke fordi. Jeg var overhovedet ikke depressiv. Jeg var også glad. Syntes bare det var sjovt at sige. Måske sagde jeg det til en anden. Måske var det slet ikke sjovt at sige. Det er ikke sjovt at tale om depression på den måde med mindre man er depressiv. Jeg har det egentlig godt, og læser Sarah Kane med eleverne. 4.48 psychosis. Det smitter lidt. Skriften smitter. Græsset er meget grønt. Vi gik i Brugsen og købte snacks, og ville læse på vejen. Ville gå og læse nogle digte. Tager du ikke en sjov digtsamling med, spurgte Kirsten. Jo, sagde jeg, 2 min., sagde jeg og viste to fingre. Vi mødtes i gården, jeg havde taget Nath Krauses nye bog med. Trilogi. Den passer perfekt til 1. maj. Den er så god. Vi gik og læste, skiftedes til at læse en eller to sider op, om grisenes arbejde, mens vi gik mellem giftmarker. Mens tusinde individer (er det at fremmedgøre grisen at kalde den individ eller er det det modsatte? Jeg omtaler tit grisene som individer for at gøre dem mere lige med mennesker. Altså for at forstå deres lidelser som lidelser, men er usikker på om det gør det modsatte) står indeburede i stalde omkring os. Hvad ellers? I morges underviste jeg i kalligrafi, mens vi hørte Else Marie Pades Hitler er ikke død.