DET HER SKER I DAG!

Prøv lige at kigge på det line up en gang til. Jo, du ser rigtigt. Det er de oplæsere der kommer! Det er Slim0 der kommer! Det er muligvis det vildeste du kommer til at opleve længe. Hvis du også kommer! Okok, jeg får lige øje på noget: ALLE har enten lige udgivet (Slim0, Melanie, Nath, på en måde mig (men først på torsdag)) er så godt i gang med nyt manus at der er en STOR sandsynlighed for at de vil læse op af nye tekster (Fie, Gry, Ulrikke) eller endnu uudgivne værker (Lasse (i sig selv breaking)), på en måde mig (fordi den først kommer på torsdag). Det er VIRKELIG  en oplæsning til tiden. 

 

Eksklusivt: Upublicerede digte fra 2025 af Fie Martens Ljungmann

Vi sad og snakkede på gyngerne ved den røde plads i nat. Eller jeg stod, og Lasse Raagaard og Fie Martens Ljungmann sad over for hinanden. De har gået på Forfatterskolen sammen. Vidste du ikke det? Næ, svarede jeg. Luften var som om den allerede kendte sommeren. Engang havde været sommer. Engang skulle blive sommer. Senere gik vi på bar, trak cyklerne og låste dem. Hvad snakkede vi om? At jeg lige havde været sammen med Harald. Jeg sad bag på hans cykel på Nørrebrogade, da vi stødte ind i Fie og Lasse og aftalte at mødes senere. Harald havde sagt at det var så 2025 at gå på gaden med en drink i hånden i glas. Vi grinede. Så stillede vi glassene og hoppede på hans cykel. Jeg var enig. Vi tog hen til en åbning på Inter. Hvad talte vi ellers om, Fie, Lasse og mig? Om det uhyggelige. At der kun var en tynd skal af fortrængning der holdt os fra den anden side. Så nemt virkeligheden krakelerer. Om vores terapeuter. Og om ting der var så 2025. At jeg havde hørt om nogle par, der sendte deres terapeuter til parterapi, så de kunne ordne det og komme tilbage til klienterne med ny indsigt. Så 2025. Lasse sagde, at det var det nye præsteskab. At klienterne udgjorde små menigheder. At terapeuterne kunne gå i forbøn for dem. 

Dagen før havde Fie læst nye digte op inde på Gyldendal, og rummet var blevet et andet. Det udvidede sig. Vi vidste allesammen at der skete noget særligt. Det sker nogle gange til en oplæsning, jeg har oplevet det før når digtere læser nye digte op, at alle tilstedeværende var klar over det: DIGTENE ER VIRKELIG GODE. Jeg sad og tænkte på Sylvia Plath, ikke fordi jeg tænker at Fie skriver som hende, men fordi der var en stemning som mindede om, og nogle figurer (dronning Sandhed, henvendelsen til søde Far, store Far). Jeg sad og tænkte på Morti Vizki. Men digtene var også bare weird og uhyggelige og legende på en anden, ukendt måde. Efter oplæsningen satte hun sig hen ved siden af mig på gulvet ved vinduet. Jeg sagde tak. Må jeg læse dem, spurgte jeg. DU må gerne, sagde hun, og gav mig papirerne. Jeg læste dem, mens der var andre der optrådte. Jeg kunne ikke lade være. Bagefter kom andre hen til Fie og roste digtene og ville have dem. Der var ægte rift om dem. Men det var for sent. Middelklasse2 havde allerede sikret sig rettighederne. Det er en stor ting. Det gør det muligt at jeg nu kan dele det her med jer:

æblet smager virkelig af vand

når jeg lukker øjnene er der trolde med opsvulmede næser

i hovedet

ikke alle her synes du er noget særligt

nogen griner

da jeg læser digtet om min døde ven højt

dronning Sandhed

smiler sit virkelige smil

højre venstre, højre venstre, farvel

du går din gang

som mange før mig har skrevet

med hjernepennen

den underlige tryllestav

jeg ser din ryg, uldet over dine brede skuldre

hove

er negle der er store nok til at gå på

🧚

og støvet lægger sig

på din banan

du bliver gammel, hænger

træder ud i havet

står

ser en Gud i en båd

bare godnat

du milde, Mare

åh Maren

så jeg gemmer mig i skabet, indretter mig

med mine bryster og stiletter står jeg forkrampet. styltet op

dunkende en åre,

hoved,

puls

min bedste ven Mig Selv

skøjte lidet

                              rundt

på søen der er frosset

i tiden af følelser

💔

jeg lægger mig ned

og nogen rejser sig

i mig

en bleg skikkelse

senere på natten

vågner jeg ved at det fjedrer i sengen

og denne nogen

har forladt mig

siddende på sengekanten

siger den:

vær ikke bange

jeg er bare fra en anden

virkelighed

det jeg vil vise dig

er det du kalder kærlighed

den ensomme slags

et vildt dyr

forgrædt. Og

en stor pelset baby

med lange ører i væggen

der også skal have sin nattesøvn

🧸

små frø i sengen, lagt der, vædede og sunket ned i madrassen

og hvem vander

ja det gør jeg

                                   det er her. mareridtene gror!

tit stolt (OG BANGE)

målet. selvregulerende følelser. stabilitET

                              FRU MOTORSAV TIL TJENESTE

                                                       kunne du tænke dig at pisse på mig

hvorfor skulle vi ikke kunne kalde mig et toilet

hvis du nusser mig, skal jeg også nusse dig, og også i omvendt

rækkefølge. du spørger mig om det er en bank, vores forhold mener du,

om vores forhold kunne betegnes sådan

jeg siger ja det er en bank og det er et hjerteforetagende og det er flot

fordi hjertet banker

ordende, et verbum. ordende kravler jeg ud i mørket, stadig på alle fire,

hyler diget sådan her: MÅNEN

            månen

det er sådan at ordene bare former, eller, bøjer

                                                       knæene

                                    åh

                                    men knæene, så prøv at skån dem

søde. brug beskyttelse skat. det dur ikke at du ligger der på alle fire og

laver en baby

💜

FULDSTÆNDIG

utroligt, at man bare trækker vejret (hele tiden)

MAN fatter ingenting

Guds poter

overalt

Blødninger,            forfærdelige katteskrig fra gaden,            det er nat!

i hjernen

søde Far

store Far så dum. alt det han har lært mig. den skam hans blik har født i

mig: en stor stor baby

i ambulancen        det eneste han kunne sige var: slightly ... panicking ...

jeg: Tokyo Sky Tree

sidde i dette træ og drikke en øl og se solen gå ned over Mount Fuji så et

vulkansk smil bredder sig i mit bryst

dunkende indefra: ko-ni-chi-wa Angest

fint, fint

én dag mere

og så tidsrejse. strenge slår den an, tiden, strengene i alt,     fatter hat men

hjertet kan være en slap bas

være flere steder på een gang

Det her er en besked fra mig til mig, mit sorte hul, dig og jeg elsker dig

Ankomst til Softice

Jeg var til Pernilles reception for Softice. En ansat (praktikant) tog imod på gaden. Glasdørene ind til Gyldendals gård åbnede sig som insektvinger. Hvem var der, hvem hilste jeg på? Jeg skriver en rapportage fra Københavns litterære high life. Eller det vil være forkert at sige. Måske bare LIFE. Allerede der i gården stod Glenn Christian (digter?) som sædvanligt ok smart klædt nu i højhælede addidas, cargobukser og en lys vest i strik, der gav indtryk af brynje (åh, nu tænker jeg på den gang vi havde en samtale på Bogforum og backstage stod nogle folk og talte om min skjorte, da Jørgen Leth (kommentator) skar igennem, fnøs af min skjorte og komplimenterede Glenns mønstrede sweater. Og igen samme aften, da Glenn til efterfest på Gyldendal havde været hjemme og skifte, komplimenterede Jørgen ham endnu engang). Men tilbage til min ankomst til receptionen for Pernilles bog. Fie  Martens Ljungmann (digter), Lasse Raagaard (digter?), Aske Viuff (digter med børn på armen) stod i samme gruppe som Glenn. Jeg blev så glad for at se dem. Hej, gamle Fie, sagde jeg. Hej, smukke, sagde jeg til Lasse. Hej Aske og hej jer jeg ikke kender, sagde jeg til Aske og børnene. Jeg elsker børn, de er små. Og så videre gennem mængden af kendte ansigter. K Vang, Liv Sejrbo, Ditte Holm Bro, Lars Frost, Lars Fynbo, Emeli Bergmann, Caroline Minor. <3 Hilse hilse. Indenfor sad Nynne Roberta Pedersen Pedersen (digter) og lignede den out of the world digterstjerne som hun er; her indhyllet i mørkt tørklæde om håret, grøn ternet blazer, et palæstinatørklæde om halsen, der var arrangeret sådan, at både den sorte, grønne og røde farve, og ternene diskret accenturerede det øvrige outfit. Hej lille Las, sagde hun. Hej flotte. Hvem ellers? Åh, Clarissa Connelly (sangskriver). Jeg elsker hendes musik. World of Work. Er der mere spændende sangskrivere i dk lige nu end Clarissa? Svært at vælge mellem Clarissa og Mija Milovic (sangskriver). Men Mija var der ikke. Og hvad med alle de andre i den enestående stærke sangskrivergeneration? Astrid Sonne, ML Buch, Barbro, Erika de Cassier, Jura (Ani), Smerz, Bjarke Valentin, CTM? Måske kender Mija og Pernille ikke hinanden. Jeg har tit svært ved at overskue hvem der kender hinanden i generationerne, men Mija var der ikke. Hej Clarissa. Se hvad jeg har på Las, sagde hun. Wow, det er mit jakkesæt, sagde jeg. Ja, jeg er så glad for det, sagde hun. Clarissa skulle fremføre sine ekkosange sammen med tre andre. Helene Due (billedkunstner). Hej Helene, hvor er det godt at se dig. I lige måde Las, hov pas på du ikke falder ned af trappen. Nej, det er ok. Ani Kampe (billedkunstner, sanger, ikon). Hej, godt at se dig. Godt at se dig. Og en tredje jeg ikke kender. Lassi B. Ondesen (grafiker) er altid den smukkest klædte uanset hvad han har på. Hej. Hej. Kristine (redaktør) gik rundt og var nervøs fordi hun tog værtsforpligtelsen på sig, og skulle sige lidt om Softice. Simon (boss) gav hånd og talte om min bog (som kommer på torsdag d. 3). Han sagde, at de sidste digte overraskede ham. Den sidste længere suite. At det var en ny stemme, og en ny Skinnebach. Jeg var overrasket over at han havde læst den. Troede han fakede at have læst mine bøger. Men han citerede noget fra den. Ville ikke lade mig være. Konfronterede mig med smiger og undren. Det var ellers derfor jeg var så glad for at have ham som redaktør før i tiden, fordi jeg troede at han bare fakede at have læst mig. Jeg kunne godt lide tilliden, at han ville udgive mig uden at have læst hvad jeg skrev. På mit ry. Glad fordi jeg undgik indblanding. Men altså hvad med Pernille? Jeg snakkede med Pernille lige da jeg var kommet ind af døren til det sorte rum med bogreolerne. Hun har en blød stol i mit hjertes teater. Måske en hel balkon. Hvad havde hun på, jeg så det ikke. Jeg så kun hendes sjæl. Den var symmetrisk som en pyramide. Hun havde inviteret alle tilstedeværende, hun fyldte rummet med sin energi. Hun introducerede dem der skulle optræde med de mest ægte ord hun kunne finde. Sådan her så programmet ud: 

Sorg og Softice

Jeg oplever hele tiden at folk tror jeg lyver, eller tror at jeg fortæller andres historie. Det første er ikke sandt, det sidste kan nogle gange være tilfældet, men sker kun fordi jeg har identificeret mig så meget med personen, at det lige så godt kunne være min erfaring. Eller at det på den måde er blevet min erfaring. 

Nå, men det er bare en disclaimer.

I morgen udgiver Pernille Abd-El Dayem en ny bog med den flotte titel Softice, hvilket i sig selv er en stor begivenhed fordi hun er en af sin generations vigtigste, bedste, skønneste (og det her siger jeg med et tungt hjerte, men alligevel også med et glad hjerte) PROSAISTER (tungt fordi jeg ville håbe hun var digter, men glad fordi, ja, hun skriver så gode bøger).

Men kan det virkelig være sandt? Er det ikke EN UNDERLIG HÆNDELSE ... inden for en uge udkommer der to romaner hvori der optræder et helt digt af mig. I sidste uge var det i den (allerede allevegne totalt retfærdigt fejrede) bog af Cecilie Lind Bristefærdig, og i den her uge hos Pernille! Jeg er dobbeltbeæret - ikke mindst pga. de situationer digtene optræder i. Hos Cecilie (som jeg skrev om tidligere) læser moren et digt op for det lille monster/ barn der ligger i håret og falder i søvn og har tisset. Hos Pernille i Softice er hovedpersonen Cecil i zoologisk have og kigger på abeburet, hvor en chimpanse har født en dødfødt unge. Og hele abeburet emmer af sorg, hvilket får Cecil til at huske et digt som - og hold nu fast - er et helt digt fra min seneste bog Patriarken falder.

I den ene bog et digt til monsterbarnet. I den anden bog et digt til den dødfødte chimpanseunge.

Middelklasse2 mainstream

Jeg har set at Bukdahl har skrevet om Middelklasse2 på sin blog! Det er en OPSIGTSVÆKKENDE begivenhed. Jeg tænker på slutningen af 00erne, jeg tænker på begyndelsen og midten af 10erne, hvor det var det mest SPÆNDENDE, der kunne overgå en digtsamling eller en blog, når Blogdahl havde skrevet om den. En ting var jo anmeldelserne i WA (hvor den mest DEFINERENDE tid var 96-06 (ca.), men senere på bloggen kunne man følge med i at han modtog en bog til anmeldelse, den første undren, måske noget bedømmende, et opvakt (alt for SPIDDENDE, spyende) ordvalg der allerede rummede hele anmeldelsen i sig. Og det vigtigste var næsten dagene efter en VIGTIG anmeldelse, hvor han blev ved med at skrive om en bog, eller modificere anmeldelsen. Det var ok ofte FOREKOMMENDE at jeg eller andre skrivende ville ringe til hinanden og sige noget om hvad der stod på Blogdahl. Den fjerne, men EKSTREMT nærværsskrivende Bukdahl. Det er mærkeligt at kigge på bloggen nu, hvor der formodenligt kun er meget få læsere tilbage. Jeg ved ikke hvor mange. Måske stadigt mange. Måske er det kun mig (og en håndfuld) der læser den. Og kun ham (og en håndfuld, jaja, helt bestemt færre) der læser min. Så skriver han om min blog, så skriver jeg om hans, og så kan vi sidde i hver sin ende af landet og læse hinandens henvisninger i en spøgelsesoffentlighed. Men altså, det er jo en helt vildt INSISTEREN PÅ SIN PRAKSIS han har haft kørende. Fra 2010-15 skrev han ca. mellem 750 og 1000 opslag per år. Altså 2-3 opslag om dagen. Og det fortsætter, men med stejlt faldende kurve de næste år. Men i modsætning til næsten alle andre blogs, så lever den stadig. 

Jeg har skrevet om Martin Larsens blog Udpost (se 2. sektion), som jo også har haft en utrolig smuk og vildtvoksende litterær blogpraksis. Hvad med Susanne Christensen Tiger Claws,  er hun stadig igang? Tue Andersen Nexø? Lene Asp? Og alle de andre? Martin Glaz Serup er vist, men er flyttet fra blogspot og så gælder det måske ikke helt (undskyld, Martin, jeg prøver at være blogfundamentalist her. Jeg værdsætter Bukdahls blogfundamentalisme).

Jeg fik at vide af en af eleverne på Testrup (Peter Markmann), at han havde været inde på 28/6 og der lå alle mulige pdf'er med bøger og at det var fantastisk. Jeg sagde, at de, at 28/6 var bloggens avantgarde i slutnullerne. Ja, sagde han, og nu er det os, sagde han med henvisning til sig selv og de andre, der blogger for tiden på Testrup. Ja, måske. Og hvis I vil linke til jeres blogs kan I gøre det i kommentarerne. Eller lade være. Som hermed nyudsprunget mainstreamblogger skal jeg måske holde mig fra at sige hvad avantgarden skal gøre.

Tilføjelse natten til den 27/3. Nu kom jeg i tanke om at jeg ikke kan skrive det her uden at nævne Olga Ravns og Caspar Erics blogs (som DOG ligger totalt døde hen). Hvorfor føltes de som en generation der stod med det ene ben i en nyere, mere skinnende tid? Og GOSH, hvad med Asta Olivia Nordenhof der skrev så vildt og udsat og eksperimenterende og oven i købet fik Montanas litteraturpris for sin blog (og bog). Hver gang jeg nævner et navn bliver det mere pinligt for mig med dem jeg udelader, men nu er klokken 04 og jeg skal op og undervise og så til København til Pernilles reception og læse op sammen med Fie og Glenn og Pernille. Det bliver sådan en lang dag. Jeg må i seng.

Dagbog

Har undervist i den her uge. Hvordan går det? Jo, tak, det går. Jeg forsøgte at tegne en model for LIVET. Eller SKRIFTEN. Jeg forsøgte at trække en plan i automaten. Jeg skred gennem skolegården i mit smarteste tøj med al viden under armen. Det er hvad jeg kan tilbyde, tænkte jeg, en hat fyldt med kaniner. Et es i ærmet. Det er det jeg baserer min undervisning på. Tricks. Ikke at vide hvad jeg skal stille op, og så gøre hvad jeg kan for at redde skindet. Eleverne sagde ingenting. Jeg sagde, I siger ingenting. De sagde, en sagde tak. Jeg har ryggen mod muren. Ja, nu er det sagt. Jeg må sørge for at mine kaniner ikke bliver flået. At metaforerne ikke strækker sig for langt. Når jeg kommer hjem hopper de rundt i lejligheden og gør mig glad. Og når jeg åbner køleskabet fryser de. Så jeg lukker det igen. Åbner, lukker. Der er ingenting i køleskabet, kun kulde. Det minder mig om min barndom i ødemarken. Tænke tænke. Jeg sidder foran det og kigger ind i et hvidt landskab. Lukker det. Hvad har jeg ellers lavet? Jeg har haft besøg af Glenn, han sagde, han gjorde, han læste. Han sagde noget spændende, hvad var det nu? Jeg har drukket te med Björk, jeg elsker bitter te, sagde hun. Jeg elsker også bitter te, sagde jeg, og lavede bitter te. Jeg har grint, grinet af alle gentagelserne. Jeg har været til psykolog. Hun sagde også. Og gået tur. Haft det trist i går og i dag. Har grædt. Og Gudrun har været her. Hun savnede guld. Forsøger at få adgang til de største forekomster i verden. Hun er fortryllet af guldet, og for hver gang jeg ser hende har det tæret på hende. Det er solens tårer. Det er den lige vej. Solen er som en sol.

 

Invitation til reception

Juhu, jeg holder reception den 3. april for I ly, og der er så mange jeg gerne vil sende til som jeg ikke har mail på, så derfor laver jeg en invitation her. Dvs. du bliver nødt til at tilmelde dig det her link for at få adgang: Tilmelding

Det nye band Streng familie spiller uhørte numre, og det glæder jeg mig 1000 til. Lover det bliver smukt. Der vil være masser af snacks og drikke og hygge.

Altså torsdag den 3. april klokken 16-18, Klareboderne 3, Kbh

Kom og hæng ud med mig, tag en ven med og få nye venner. 

Evig kærlighed Lars

Bristefærdig

Jeg satte mig i den lille lejlighed på Testrup Højskole med hænderne for ansigtet og sukkede. Jeg er færdig, sagde jeg til ingen. Selv hvis jeg skulle falde i søvn, og i søvnen drømme om hele menneskehedens historie på Planet B (ligger dyr og mennesker og planter i ske). Hvordan de fik et sprog. Hvordan det havde med ilden at gøre, at de kunne overskride dagslyset, have LYS til at forestille sig HANDLINGEN, billeder på grottens inderside, forestille sig ting, der ikke var der, lave lyde der henviste til ting, der ikke var der. De samme lyde om de samme ting, gøre verden til SPROGET. Det er ilden, der gjorde det. Prometheus er blevet så prominent. De samlede nedfaldsfrugt. De stak fjer i hinandens rygge i de tomme hårsække og havde det så godt. Sådan levede de. Lykkeligt. Så stegte nogen noget på ilden. Et dyr. Så kom LØGNEN. Altså selv hvis jeg drømte sådan noget ville jeg være færdig. Men jeg er drømmeløs og søvnløs. 

Jeg er begyndt at læse Cecilie Linds nye bog, Bristefærdig. Det hjælper. Den er VIRKELIG god at læse. Jeg elsker hendes sætninger. Hun skriver f.eks: 

"Jeg elskede at opløse universet. 

Men det var så ensomt bagefter.

Jeg lugtede som et dyr og kvalmen slæbte mig ud på badeværelset.

Her hang de blodrøde håndklæder og var bløde som kinder."

Det er især sådan noget som her hang blodrøde håndklæder og var bløde som kinder, som bogen (og Cecilies forfatterskab) er fyldt med (ud over HANDLINGEN). Det er som om hvert eneste bogstav afhænger af alle de andre. Hang/hånd, røde/bløde, klæder/kinder. Jeg er ikke nået så langt ind i den endnu, men jeg har taget hænderne fra ansigtet og sidder med bogen foran mig i et helt andet humør. Vi mødtes forleden i København, gjorde vi ikke? Jo, jeg tror det. I et glasbur i en fremtidsby, mens biler gled afsted under os, der var lys i alle retninger, og hun pegede på en boligblok i nærheden og sagde, der bor jeg. Måske drak vi te og udvekslede bøger. En due på forsiden af min bog, og roser på hendes. En due for en rose. 

SENSATION: Den første anmeldelse af I ly

Den udkommer i morgen, Cecilies bog. Der er et af mine digte i bogen. Hovedpersonen tager I ly ned fra en hylde og læser digtet op for et væsen i sit hår. Smukt, siger væsnet (eller barnet) og hovedpersonen gentager det. Eftersom min bog ikke er kommet endnu, og kun fiktive karakterer har den stående på hylden, så er det også den første anmeldelse den har fået. Anmeldt af et væsen i håret på hovedpersonen i en roman. Det gør mig glad så glad at tænke på. 

Show me your crib

Tilbage i Sønderho, Fanø, bliver jeg spurgt af en læser af bloggen om jeg vil vise mit hus frem. OM jeg vil. Har lyst til at vise min krybbe frem. Tænker på MTV i 00erne. MTV Cribs. Jeg står ved hoveddøren og siger: Velkommen til min krybbe! Du er kun et blik. Kom med ind i entreen, siger jeg. Der er fliser med fossiler i. Det er smukt og dyrt. Smukke fliser. Det er her skoene står. Smukke sko. Du følger efter mig, jeg kigger mig over skulderen for at være sikker på at dit blik følger efter mig, mens jeg går ind i køkkenet. Køkkenet er kæmpe. En flere meter lang stålplade, en masseovn. Tykke planker på gulvet. Hylder med små tekander. Spændende keramik. Jeg tænder for espressomaskinen. Jeg viser dit blik alt hvad jeg har. Jeg vil give dig alt. Dit blik giver mig mening og retning. Har savnet det. Tager dig med ind på mit kontor. Kontoret er ikke stort, men smukt. Udsøgt. Du siger noget. Du er et blik og nogle læber. Dine læber svæver frit i kontoret, bevæger sig og taler som i Not I, men lydløst. Jeg viser mine reoler frem, fyldte med digtsamlinger fra gulv til loft. Viser mit skrivebord, kalligrafien, kunsten på væggene. Læberne former et O.

Blikket følger med ind i stuen. Og læberne, der er ved at komme sig kommer med. Vi ser mere kunst. Her er alt det bedste: Lene Adler, Lea Porsager, Tal R, Amandus Rock. Udsøgt. Smukt. Hvem mere? Mange flere. De kommende. Jeg kan ikke vise flere frem pga. forsikringen. Forsikringsselskabet. De ringer midt i det hele til min bevidsthed og siger at der er en klausul. At jeg må stoppe. Jeg har ikke læst den. Der er begrænsninger på hvad jeg kan vise frem for offentligheden. Men blikket er her og vil se min krybbe, siger jeg. Blikket må nøjes. Munden må knibes. Jeg presser på, ulykkelig. Hvad med min garderobe? spørger jeg. Nej. Mine bedste items? spørger jeg. Mit dryp? Da de siger nej til det hele opsiger jeg forsikringen, og tager dig med ovenpå til værelserne. Der er smukt ovenpå. Solen gennem skråvinduerne fremkalder os som et billede. Dig: Blik, læber. Mig: En udstrakthed. I læserummet bliver vi kærester. I gæsteværelset taler vi hele natten. I badeværelset skiftes vi til at fryse. I gangen føder vi. I soveværelset vender vi ryggene mod hinanden og udskiller drømmene. Kærligheden er stor. Huset er stort

Tranen

Jeg så min bog I ly i går. Gik ind mod byen fra nv fordi jeg ville gå en tur ind i (vil ikke nævne stedet af hensyn til, at jeg gerne fortsat vil gå en tur ind i (vil ikke nævne) og ikke møde andre, ikke møde folk jeg kender, have god plads, kigge lidt på tøj, konversere med en ekspedient. Do you work in fashion, spurgte ekspedienten en dag. Ja, svarede jeg, jeg er redaktør for et modemagasin, SOSmegazine. Et magasin for mode og poesi. Wauw, sagde han, han var kommet hertil fra London for at lave modeljobs, og lige nu arbejdede han i her. Han var sød, jeg havde lyst til at blive, han smigrede mig, roste min stil, jeg smigrede ham, roste hans stil. Vi blev venner, senere, jeg holdt ham for panden, da han fik feberen, jeg fik feberen, vi tog piller og druknede i swimmingpoolen sammen, samtidigt. Det var en lykkelig tid, men en ulykkelig afslutning. Eller ikke så ulykkelig igen. Folk stimlede sammen omkring vandet og gispede og følte kærligheden til hinanden for første gang. Forstod offeret, mens lyset i poolen changerede. 

Men på vej ned mod byen skrev jeg en besked til Kristine (redaktør) om bogen var kommet. Hun svarede ikke. Det gør hun ellers altid. Hun er den bedste. På gaden mødte jeg Pasternak (boss). Han stod som en trane i døren til Gyldendal (hvad er det nu Y skriver? Tror det er første digt i 2'eren, der hvor han lige er blevet stoppet af politiet på købmagergade, fordi han har skudsikker vest på og de ringer til Gyldendal for at få bekræftet at han er en digter på vej til møde. Blander jeg det sammen med virkeligheden nu? Må kigge i hans bog ved lejlighed). Har du set din bog, spurgte Pasternak (boss). Næ, jeg vidste ikke den var kommet, har lige skrevet til Kristine (redaktør). Jamen, jeg har lige stået med den i hånden, sagde han, den er blevet flot. Kom med, sagde han. Vi gik op på kontorgangen,  kiggede ind på Kristines (redaktørens) kontor. Hun var der ikke, men der stod kasser ophobet på kontoret. Vi gik hen til ham, der står for produktionen (Giovani). Han havde selv nogle bøger og viste os, hvor resten var. De var så glade på forlaget, sagde de. De sagde grafikeren (Magda) havde været god. Der var en detalje jeg var utilfreds med. Noget med flapperne. Pasternak (Boss) sagde, det er ligemeget, det tager vi bare i 2., 3., 4. og 5. oplag. Han var sikker på salget. Det er ok, sagde jeg. Jeg tror jeg bliver glad for den. Jeg kan godt lide digtene. Jeg kan godt lide digteren (Las). 

Jeg prøver altid at undgå logoet. Selvom jeg meget godt kan lide tranen. Engang fik jeg lov til ikke at bruge logoet, fordi jeg ellers ville trække bogen tilbage. Dengang var det vigtigt for mig, fordi jeg skrev vækstkritisk. Kapitalismekritisk. Nu skriver jeg pop, og så er det ok med logo, men jeg prøvede alligevel. De ville ikke gå med til det. Så jeg hævnede mig ved at lave logoet lidt om. Nu holder tranen et hjerte i sin klo. Hævnen er sød.