Det kommende

Jeg kan ikke bare lade det hænge. Sige, at Nynne Roberta Pedersen Pedersen siger, at der er et digt som er et af verdens bedste, og som jeg er enig i (ikke fordi jeg har et særligt forhold til lige netop det digt, men fordi jeg har et særligt forhold til hele den bog digtet optræder i, og et meget særligt forhold til særligt mange digte i den bog) er et af verdens bedste, og så ikke gøre mere ud af det. Bogen jeg taler om er Verdensdele med digte af Wallace Stevens og oversat af Poul Borum. 

Søndag morgen

I

Velbehag ved morgenkåben, sen kaffe

og appelsiner i en stol i solen,

og en kakadues grønne frihed

på tæppet - alt det blandes for at sprede

det gamle offers tyste hellighed.

Hun drømmer lidt og mærker, hvor det mørkner

af gammel katastrofe der trænger sig på

som vindstille dæmper lyset over vandet.

Stærk duft af appelsiner, grønne vinger

er ligesom ting i en procession af døde,

der snoer sig over brede vande, lydløst.

Selve dagen er som brede vande, lydløs,

stilnet, så hendes drømmeskridt kan gå

over have til det tavse Palæstina,

det fjerne land, hvor blod og grave hersker.

Det er bare første del ud af otte. Men for mig er der noget meget genkendeligt i at det bare er den del som Nynne læser igen og igen som et selvstændigt digt. Det gør mig glad. Mere end hos nogen anden digter bliver jeg hængende i enkelte linjer, enkelte digte. Er ligeglad med om det skal læses anderledes, fordi øjeblikket er tilstrækkeligt udfyldt til at kunne fylde et liv. 

Poul Borum var syg af kræft, da jeg begyndte på Forfatterskolen i 94, så derfor var han ikke med på introtur til Hald Hovedgård. Alle andre mødtes på hovedbanegården tidligt om morgenen. Så snart vi var i toget fik vi udleveret Verdensdele som vi skulle læse før vi nåede til Viborg. Poul havde brugt 30 år på oversættelsen, på at forfine den, og bogen var endnu ikke udkommet. Jeg kendte selvfølgelig ikke noget til Wallace Stevens (eller Blanchot, vi fik også udleveret et essay om Orfeus af Blanchot som Per Aage Brandt havde oversat og som heller ikke var udkommet endnu), fordi jeg kom fra sindets yderste provinser og var 19 år. Når jeg tænker på det, så var det en del af praksissen, at vi læste mange ting, som var færdige, men endnu ikke udkommet. Måske fordi skolen dyrkede det kommende så meget. I første omgang syntes jeg den var altfor stiv i sit sprog, og jeg talte (med medstuderende) om hvorfor jeg ikke syntes den var god og sådan noget. Men jeg stolede alligevel tilstrækkeligt på at den var noget SÆRLIGT at jeg blev ved med at slå op i den på næsten daglig eller ugentlig basis i flere år. I mange år. Og flere og flere sætninger begyndte at snige sig ind. 

Hjemme i stuen går verden over min forstand,

men når jeg går kan jeg se den består af tre-fire bakker og en sky.

(fra Om tingenes overflade)

Eller hele digte begyndte at snige sig ind. De evige hits. Snemanden, Iscremens kejser, Tretten måder at betragte en solsort. Gad vide om Snemanden ikke stadig er et af de digte jeg tænker mest på til daglig? Det tror jeg. Men lige nu har jeg mere lyst til at læse det første digt i bogen.

Jordnær anekdote

Hver gang bukkene kom klaprende

over Oklahoma

rejste en ildkat børster på vejen.

Hvor de end kom

kom de klaprende,

indtil de veg ud

i en hurtig cirkellinje

til højre, 

på grund af ildkatten.

Eller indtil de veg ud 

i en hurtig cirkellinje

til venstre,

på grund af ildkatten.

Bukkene klaprede.

Ildkatten kom springende

til højre, til venstre

og 

rejste børster på vejen. 

Senere lukkede ildkatten sine lysende øjne

og sov.

Nynne rejser og læser

Jeg kender ingen der læser digte som Nynne (det skulle lige være Cecilie). Som taler om digtene med blodet susende. Mærker hvordan det virker. Kan se så det åbner andres øjne. Det er virkelig inspirerende. Altså bare virkelig inspirerende. Jeg fik læserapporter på sms, mens Nynne rejste i tog ned gennem de gamle lande. Hun sagde, at Bristefærdig var et mesterværk. Og dit digt passer perfekt ind, skrev hun. Tænkte nok det var et mesterværk, skrev jeg (om Cecilies bog). Kan mærke det på hende, skrev jeg. Og det gentager sig flot, digtet, i hendes sprog, skrev Nynne. Hun bruger både høstet og i ly senere i bogen som om det har sat sig i karakterens sprog efter at have læst. Og det er jo virkelig også en alien-bog. Det må være magisk for de to der læser digtet at trække det ud fra hylden og føle sig så set. Skrev Nynne. Og videre: Jeg er helt imponeret over hvordan man kan skrive prosa på vers. Samme dag ringede vi sammen og talte om at det føltes så kontemporært med versromanen. 2025. At Glenns bøger også er versromaner eller i hvert fald episk digtning. Eller i hvert fald EPISKE.

De har kun mødt hinanden sporadisk, Nynne og Cecilie. Jeg tror at det bliver en mærkelig aften i verdens historie, når de to endelig mødes. Det kan jeg godt tænke.  

Nogle dage efter fik jeg lykkelige billeder af Nynne der stod foran Lorcas hus. Med tårer i øjnene. Og nogle dage efter et billede af et Wallace Stevens digt efter at have læst Verdensdele. Første del af suiten Søndag morgen. Det giver mig hjertebanken, skrev hun. Et af verdens bedste digte. Jeg tror det er et af verdens bedste digte, skrev Nynne. 

Konsonanter i rummet

Jeg havde en workshop om lydpoesi i går. På Tessy. Der var mange folk. Der skete ting. Hvad lavede vi? Vi lyttede til Lily Greenham: 7 Consonants in Space. Sikke en titel. Er det ikke en utrolig titel? Det synes jeg. På den der plade der, der hedder Lingual Music. Så gjorde vi det. Rune Lindblad Party. Steve Reich Come Out. Så det. Vi hørte 5-6 forskellige opførsler af Ursonaten. Og lavede en kollektiv opførsel som jeg optog på telefonen (den blev så god). Jeg talte om Elsa von Freytag-Loringhoven, og læste et lille digt (også med en fantastisk titel TY-RY! (IMPERIAL SUNWEDDING)). Vi så optagelser af Charles Ross og lavede gameplays. Hvad gjorde vi mere? Talte lyssprog liggende i græsset i solen. 

I dag har jeg bare ligget helt træt, så træt på gulvet indenfor og læst mere om Lily Greenham. Søgt hende på nettet. Søgt på Wienergruppen. Udenfor var alt det smukke ondt. Eller det onde smukt. Jeg gik en tur mellem rapsmarker under højspændingsledninger. På himlen dirrede en helikopter. Den fløj og sagde hvad den sagde. 

Et gyldigt håb

Med letbanen. Går mellem giftmarker. Kommer ind i lejligheden. Alle sætninger så korte idag. Træet på gårdspladsen. Elsker at undervise. Hvad skal vi læse? Ingmar Bergmann Persona. Sarah Kane 4.48 Psychosis. Og andet drama drama. Vi slår tilfældigt op i Viola Spolin Improvisation for the theater og finder en øvelse der handler om stilhed. Taler om stilhed og drab. Hvad sker der så? Så laver vi skriveøvelser, og læser i Persona. Alting handler om stilhed. Fordi fru Vogler ikke siger noget, bliver hun lærredet for sygeplejersken Almas projektioner. Det er så vildt. Eleverne skriver så godt. Vil give dem mere end jeg har. Aflyser møde alt for sent. Tager letbane og et tog til Aalborg. Skal tale med Jørgen (forsker) på et STED. Snakker om Rilke (mig) og Kant (Jørgen) og Ellen Einan (mig). Ellen Einan bliver i mit hovede. Ved ikke noget om noget. Virkelig. Ved ikke noget om nogen. Finder på. Læser lidt højt fra I ly. Applaus. Tager afsked med Jørgen. Jeg hører en person sige til en anden person. Da jeg går forbi spørger de om jeg vil signere en bog. At de har skrevet om Øvelser og rituelle tekster. Kære. En hilsen fra. Går hastigt mod stationen. Tog til Århus. Letbane. Har noise cancelling i ørerne. Projekterer mig selv ind i stilheden. Går mellem giftmarker igen. Møder Kirsten (filosof) i spisesalen. Skriger af glæde. Er du her? Møder Björk (filosof) på bænken i gården. Skriger af glæde. Er du her? Ser Kirsten sidde i gråt track suit grå kasket spise to panerede fiskefiletter. Kun det. Elsker radikaliteten. Alt er radikalt ved dem. Hører Björk holde foredrag om Mark Fisher The Wierd and the Eerie i foredragssalen. Det handler om liminale rum. Og nettets bagrum. Senere slænger vi os i den lille lejlighed indrettet med institutionens møbler. Björk og Kirsten og mig. Så kommer Mathilde (<3) hjem fra Berlin. Så er vi fire venner. Slænger os uden epiteter. Drikker te. Björk siger depression er en frigørelse. At den er en mulighed for frigørelse. Efter foredraget stod en rand af elever der ville vide mere. De liminale rum repræsenterer et gyldigt håb. Kirsten ligger i sofaen med en vape. Den lyser op i uvirkeligheden, når de suger.

Björk: https://www.instagram.com/bjorkmomo/

Selskabet. Så tæt på

Som sagt inviterede Clarissa og Fie til selskab. Vi skrev sammen i løbet af formiddagen om vi skulle invitere flere, og hvad vi skulle tage med. Jeg tog en vandmelon med. Jeg havde bare lyst til at være sammen med dem. Og Ursula, jeg havde spurgt Ursula om hun ville med. Det ville hun gerne. Forestillede mig os fire sammen, at det ville være det selskab jeg havde drømt om hele livet, men næsten ville være for godt. Et par dage før gik jeg på Strandboulevarden og talte med om hvor sjældent vi kom på Østerbro lige idet vi passerede en indisk restaurant, som jeg tror jeg spiste på i 95 med Poul Borum, og nogle i hans tætteste kreds, Janus, Nanna, måske Niels. De gik tit ud og spiste, kaldte selskabet for Indercirklen, med et ordspil der refererede til den indiske mad. Følte jeg havde opnået alt ved at være på den restaurant, fordi min beundring for folk der skrev digte var så grænseløs, og Poul havde haft afgørende betydning for 80er generationen (og både tidligere og senere generationer), havde jo indbudt folk der skrev i Hvedekorn til at komme hjem i lejligheden på Havnegade og læse tekster med hinanden. I lejligheden med de 30.000 bøger. Michael Strunge, Søren Ulrik Thomsen, Jac, Merete Torp (hvornår kom Pia Tafdrup ind i billedet?) osv. alle de STORE havde været der, og det udviklede sig til, at han grundlagde Forfatterskolen som jeg nu var elev på. Var Inger Christensen med på restauranten? Nej, jeg tror det ikke, men husker, at Peter, deres søn, var. Vi var jævnaldrende. Måske venner. Jeg følte mig så tæt på mytologien. Elskede de gange jeg var i Havnegade, at være i den lejlighed var det tætteste på at være udødelig og sand. At sidde og læse tekster ved det store bord i karnappen. Jeg kendte historierne om de fester der havde været der. Navnene, der havde været der, tøjet, lsd- og hashseancerne. Og digtene der var blevet skrevet kendte jeg. 

Det er få gange senere, at jeg har siddet i et selskab og følt mig så heldig. At have så tæt adgang til DET DER SKER (med Yahya som undtagelse, med ham havde jeg det hver dag, hver gang vi var sammen. Jeg bliver nødt til at skrive om det. Jeg har udskudt det så længe), men følelsen dukkede op flere gange, mens jeg sad med Fie, Ursula og Clarissa og spiste, og snakkede. Hvorfor lige med dem? Fordi samtalerne dirrede. Fordi hvert øjeblik var værdifuldt. Fordi de er FANTASTISKE. Vi gik ud på altanen alle fire. Der var ingen mure mellem os. Det føltes historisk. 

Dagbog

I hvilken tid kan jeg skrive? I alle, til alle tider. Ok, men jeg vågnede under det store vindue på Maries værelse havde lyst til at blive liggende. Mine earpods var faldet ud af ørene, mens jeg sov. Hvad havde jeg hørt? DJ Warlord, selvfølgelig. Nu husker jeg. Mystery Leopard Spins Tracks At Local Nightclub. Det var den jeg var på den nat i verdens historie. I og til. Og så faldt jeg bare i søvn. Men nu vågnede, vågner jeg. Hovedpine. Forsøgte at skylle den væk med et varmt bad. Da jeg havde affundet mig med en kjolelang skjorte som jeg har haft i mange år og jeans fordi jeg ikke rigtig havde, har andet, var jeg klar til den grå gade. Så hvad? Så var jeg glad fordi jeg skulle møde Viggo.

Så hvad?

Så var jeg glad.

Vi havde aftalt kl. 12. Jeg stod på gaden foran hans dør kl. 12. Han ringede kl. 12. Jeg kommer ned, sagde han. Jeg gik i 7/11 og købte hovedpinepiller. Han gik mig i møde. Vi mødtes og jeg gav ham et kys på kinden. Han var sød. Han smilede så sødt. Skal vi gå en tur? Det kan vi godt. Vi gik til den sorte plads. Til kaffebaren. Sad uden for. Han signede med Universal Records igår. Drukket, drak champagne med de andre. Været VIP på søen. Hele dagen hang, hænger sammen. Nu skal jeg fortælle hvordan. Altså, mens vi sad der på kaffebaren viste jeg Viggo en robothest (den hest kommer til at ændre det hele, sagde jeg. Hvad fuck skal man med sådan en hest, sagde han) på telefonen og da jeg kiggede op stod pludselig Clarissa og Fie foran os. Vil I sidde? Nej, de skulle snakke. Ok, vi ses. Senere skrev de og spurgte om vi skulle lave et selskab i morgen. Gerne, svarede jeg. Vi gik også videre. Forbi Drift Radio. Snakkede om hvem der var DJ derinde. Gik ned forbi runddelen, ind på Assistensen. Har du set Strunges grav? Tror du har vist mig den. Skal vi gå forbi alligevel? Bogstaverne bevægede, bevæger sig på den ujævne overflade på stenen. Væbnet med vinger. Jeg elsker Strunge mere og mere, sagde jeg. Også mig, sagde han. Men nogen gange ødelægger skolen ham lidt. Jamen, det er selvfølgelig irriterende, men måske ok. Måske er det godt bare at læse ham uanset hvordan folk læser ham. Læse og drømme drøm. Føle følelser. Vi satte os ved metroen og ventede ven. 

Jeg skulle videre. Så mange ting. Skulle mødes med Ursula ved hendes dør. Jeg talte i telefon på vejen derhen. Det ved jeg, fordi jeg talte i telefon og på den anden side af vejen stod Oscar og jeg vinkede bare til ham, da vi passerede hinanden i fodgængerovergangen, fordi jeg talte i telefon. Men med hvem? Med Marie eller Glenn? Det var med Glenn. Han havde mødt Björk, de havde byttet bøger. Hegel for Freud. Hyggeligt. Ja.

Jeg stod på gaden foran Ursulas dør kl.15. Inde i byen. Hun havde skrevet til mig i mail: Jeg læste din bog i ét drag, SMUUUUK, lars, du er en intens stjerne. Så sødt. Ringede på, hun kom ned. Vi gik, går mod Kgs Nytorv uden at aftale. Jeg elsker Kgs Nytorv. Der jeg er født. Født og død mange gange, mens bilerne er kørt rundt om i en evindelig cirkel. Vi gik over den nye bro, Papirøen, Holmen, Refshaleøen, alt det der. Hvad talte vi om? Det er godt at vide. Det var en vidunderlig tur. Vi talte om digte og King Kong teori og musik. Og stod på det yderste af Kbh. Det var en lang tur. Jeg kom for sent til næste aftale, udskød næste aftale med Marius, fordi det var så rart bare at bruge timer med Ursula, tale om vores fælles barn Solen, udskyde det hele, følge hende hjem igen.

Hvad skete der så? Det var igår i alle tider. Pludselig blev jeg råbt an på Gothersgade. Hvem var det? Det var Leah og en ven der sad på en bænk og spiste chips. De var søde. Jeg lænede mig mod et skilt der stod skævt i luften. Småsnakkede, grinede. Vi ses. Hav det godt. Gik ud på Frederiksborggade, tænkte på fortiden. Engang ringede jeg altid bare på hos den. Og hos den. Var til fest på dens pladeselskab hvor CDerne hang ned fra loftet. Åh, 90erne. De er alle dem. Men nu stod jeg på Dronning Louises bro og Marius stod foran mig, og det er 2025. Perfekt. Jeg har dårlige nyheder, sagde han. Åh, nej, sagde jeg. Kan jeg ikke publicere digtene?Nej, sagde han, juraen er ret simpel der. Okok. 

Det er fordi jeg for nylig (under oprydning på Fanø) genlæste nogle af de digte som Yahya sendte til mig i breve, og som jeg ikke tror findes i andre udgaver, fordi han sendte dem fra fængslet og da han kom ud (åh, da han kom ud) talte vi om dem, og han sagde, at de bare var til mig. Men hvad ved jeg. Jeg havde lyst til at tage billeder af dem og publicere dem her på bloggen og fortælle lidt om hvor smukt og kompliceret det hele var. Og hvor sødt et andet brev var, hvor han siger tak for, at jeg har sendt ham Blakes Ægteskab mellem Himmel og Helvede. Hvor han siger, at han narrer de bedste bøger ud af mig på snedigste vis. Fordi da jeg mødte ham allerførste gang læste vi Rimbaud sammen i flere timer, og pludselig dagen efter fik han en besked om at han skulle møde i retten og eftersom han vidste han var skyldig, troede han, han skulle i ungdomsfængsel, og så forærede jeg ham mine to Rimbaud-bøger, som jeg ellers havde haft siden jeg selv var teenager, så han kunne læse dem i fængslet. Og han var så glad for dem og vi skrev mails og ringede sammen om dem det forår (og han blev frikendt for anklagen, fordi vidnet ikke kunne genkende ham). Og da han flere år senere skød en i benet og kom rigtigt i fængsel sendte jeg ham så Blake og skrev, at det var min bedste bog, og derfor hentydede han til at han havde gjort det hele for at franarre mig mine bedste bøger. Jeg ved ikke. Måske der det dumt at skrive om ham, men jeg har altid lyst til at skrive om ham, tale om ham. På en måde som måske er patetisk. Men jeg savner ham jo også bare. 

Marius siger, sagde, at jeg bliver nødt til at få familiens samtykke, hvis jeg vil udgive dem også selvom det bare er på en ikke-kommerciel blog og det er mig der har ejendomsretten. Og det er jo helt i orden. Selvfølgelig. Det er så sjovt at tale om jura med Marius, fordi han er jurist og fordi lovgivning er en fiktion, der hele tiden skal argumenteres for. Jeg driller med at han opfinder det hele undervejs, men han benægter. Han er den eneste jeg kender der bedst kan lide Mickey Mouse historierne. Selv er jeg mest til Stålanden. Dobbeltheden. Og fordi alle ser ham som uduelig, men i virkeligheden er han en helt. Vi går på Assistens, besøger Strunge (for anden gang den dag), taler om Pia Juuls grav. Hendes bøger. Går mod kaffebar på Nørrebro torv. Nørrebrogade er, var afspærret pga et knivoverfald. Vi går over røde og sorte plads, sidder på Waynes og kigger på politiets hunde lede efter våben. Jeg vil følge ham ned til Runddelen, går tilbage ad Nørrebrogade, han forærer mig en bog Persona af Bergmann, ej, det er mærkeligt, siger jeg, det er netop den bog som jeg sidder og arbejder med nu! Jeg er ved at skrive en ny bog, hvor jeg bruger Persona, og jeg har den ikke. Det er en vigtig gave, og mens han giver mig den på Nørrebrogade kommer Nanna, og Johan cyklende forbi, og de standser og vi krammer. Hvor skal I hen? På Drift. Ok, jeg siger farvel til Marius og så kommer jeg om lidt. Ok, vi ses. 

Der er, var fyldt på Drift. Mødte Camilla og Heva. Møder dem så meget for tiden. De stod, står udenfor lige bag DJ´en. Bag dem inde i huset står DJ´en og folk danser. Esben og Anna Gunvor sidder på bænken. Vi krammer og hilser. Det hele hænger sammen. Tror de allesammen har DJet tidligere. Ved siden af os er der en flok yngre som har tøj på jeg ikke tidligere har set. Det er vildt flot. Skal huske at spørge hvem de er. Inde i gården sidder Nanna og Johan, begge i tøj som fra en anden verden. Jeg er i den anden verden. Er Nanna byens bedst klædte? Hun er et godt bud. Jeg beundrer dem begge. De er ægte stjerner. Kritikeren og kunstneren. Hehe. Elskede Johans metalnæse, den han udstillede på sig selv til en fernisering. Johan sagde, at han sluger min blog. At den er så romantisk. At han føler at den er det København har manglet. Den er det København han drømte om fandtes før han kom til København. Åh, Johan, (jeg elsker anmeldelser) du ved ikke hvor meget det betyder. Hvordan møder du alle de mennesker? spørger Nanna, Altså bare sådan her, siger jeg. 

Jeg elsker det også

Det føles rart når temperaturen anerkender mine følelser. Går ud i verden og føler mig dryssende. Solen smider sig ned på jorden, mens jeg går gennem fælledparken. Ser den lille bro hvor jeg engang holdt mit hjerte frem og tabte det i vandet, men haha der er ikke særlig dybt så jeg kunne bare samle det op igen. Det var dengang. Sådan er min smerte, mere dramatisk end endelig. Er det virkelig sandt, lille Las? Ved ikke. Jeg rejste mellem landene Performativ og Eksistentiel, men brød mig bare ikke om grænsen, at den overhovedet var der. Så hvor er jeg nu? På en bænk på Balders Plads, hvor en brise løfter min skjorte. Og hvem er det der kommer gående hen over pladsen og ligner en man kunne hænge ud med? Er det virkelig Fie? Fie Martens Ljungmann som jeg tidligere har publiceret digte af. Hej Fie, hej Las, godt du sidder der. Det er perfekt, fordi jeg kommer lige fra terapi. Jeg kommer også lige fra terapi. Mener du det. Ja. Skal vi gå lidt. Vi kan gå derind. Jeg skal have lidt væske. Vi kan gå derind. Jeg har aldrig været der før. Tidligere i dag var jeg i Classens Have for første gang. Jeg var også i Classens Have for første gang i dag. DET MENER DU IKKE. Jo, jeg mener det. OMG. Vil du have besøg på testrup. Vil du komme på besøg på testrup. Ja, i den uge. Den uge er perfekt. Bare jeg ikke skal undervise. Du skal ikke undervise, bare være der i den uge. Men jeg er der allerede. Skal vi gå lidt igen. Ja. Jeg skal have lidt væske. Jeg kan følge dig hjem. Jeg stiller lige cyklen. Så kan vi gå lidt igen. Jeg har lyst til at nogen laver mad til mig. Bor du sammen med nogen. Ja, den og den. Men vi kan også købe en banan i Netto. Og brus. Hvad kan du lide. Det. Også mig, det, jeg elsker det. Også mig, jeg elsker det også. Også mig. Er det virkelig rigtigt. Det kan ikke passe, at vi kan lide alt det samme. Det er virkelig rigtigt. Lad os gå ned ad den her gade, der er sådan et sted. Vi skal bare kigge om det er spændende. Jeg har aldrig været hernede. Det er her Gustav Strange bor. Jeg ringer lige til ham. 

Hej Gustav

bare kig 
bare kom
kom lige ud
og kig

mig og mig
det er osv
vi står her
hernede

Hej virkelighed
Hej Gustav

Hvad 
skal I
om lidt
går vi 

til spændende sted
mellem
blokkene
Vi skal til spændende sted
mellem tynde
blokke

sidde på
en sten 

tale om det
vi kan li
de samme ting

                                                                                                                        

De sidste mennesker

Vi skulle rydde huset, rydde op i huset, gøre det rart for nye beboere, M. og J. Og C. Og M. og O. Og måske S. Og B. og F. Det er derfor jeg ikke har skrevet her. Haft travlt. Skulle ordne for de søde de søde. Jeg trak bøgerne ud af reolen på mit arbejdsværelse for at støve hylderne af. Og for at fjerne private ting. Alt det bag bøgerne. Altså sådan noget altså som resterne af et overstået misbrug, en kniv jeg konfiskerede fra en ven og gemte, mundstykker og blade til saxofon, ampuller med plads til en lille seddel til at binde om benene på brevduer, små bøger clipset i ryggen. Jeg drømte så meget om at binde fløjter omkring benene på duerne så de kunne spille akkorder på himlen, når jeg lukkede dem ud af volieren. Læste om det i nogle artikler om brevduers kulturhistorie, at en fyrste eller prins havde gjort det i indien, eller at NOGEN havde gjort det ET STED. Men jeg fandt aldrig de der fløjter, altså på internettet fandt jeg dem ikke, og heller ikke i den anden virkelighed vi kalder virkeligheden. Men skrev om det i et skuespil om Timo og Dana, de to sidste mennesker på jorden, halvt organiske, halvt digitale fragmenter. Bla bla. Alt det jeg drømte om. Alt det jeg drømmer om. Det tynger så meget, alt det jeg drømmer om, jeg vil af med det hele. Og kønnet. Det er følelsen. Jeg vil også af med følelsen. Og digtene der lå der. Måske vil det være bedst at smide dem ud. Det tror jeg. Eller ikke. Eller gøre dem færdige så jeg kan komme af med dem. Bedst for hvem? For mig og lethed i verden. Selvom de ikke er noget værd, er de ikke noget værd. Senere opdager jeg at det er fuldmåne

er jeg uden køn

ser jeg mig sidde
våd på en kyst
hvor havets læber 
spytter på mine fødder

Månen er stor

Jeg lå på gulvet i nat og hørte musik. Blev kold i kroppen af det kolde gulv. Kunne ikke sove. Udenfor lyste månen op, lyste gruset op. Jeg hørte Sophie. Det er ok at græde. Da jeg lærte hendes tekster at kende havde jeg lyst til at skrive tekster som dem. Da jeg lærte Li Po at kende havde jeg lyst til at skrive som ham. Havde jeg virkelig det? Ikke rigtig, men jeg elsker Li Po. Historierne om digterne der mødtes i bambuslunden. Hvorfor ikke måne. Hvorfor ikke rimfrost, båd, spejling? Og hvorfor ikke hjemve? Tænk at de begge døde ved at række ud efter månen. I myten om Li Po døde han ved at han sad i en båd og ville omfavne sin ven (sin søster?) månen der spejlede sig i floden. Da jeg hørte om Sophies død første gang var det det første jeg tænkte på. Måske fordi jeg på det tidspunkt var så optaget af hendes tekster, inderlighed og mediekunst på samme tid. På samme tid pop og avantgarde. At hun havde villet tage et billede af månen med sin telefon, da hun faldt fra taget af en bygning i Athen. Måske giver det kun mening for mig med den parallel, fordi jeg læste så meget kinesisk og japansk poesi i nogle år op til, hvor PCmusic og Sophie for alvor gik op for mig. Og jeg hørte Sophie, og læste teksterne imens. Og skrev så følsomt. Og nu? Jeg ved ikke hvad jeg gør nu. Drikker vand af et højstilket glas, og tager en selfie.

Dagbog

Og ansigtet? Der var måske ikke noget ansigt. Hvem er det? Jeg ved det ikke, men jeg tror, vi er venner. Jeg er med i handlingen, men har glemt begyndelsen. Det siger de allesammen. I København ligger beboerne i græsset mellem to veje, følsomme og rige. Men jeg kan ikke blive. Skal leve i en anden alder. En anden gang. Måske sidder jeg nogle dage efter i en lejlighed på en højskole og graver en kiwi ud med en ske. Jeg spiser af lyset med de små skeer. Indsigten ligger som sorte kerner ordnet i en cirkel. Hvad underviste jeg i idag? Ikke så meget. Lod eleverne finde ud af det med sig selv. Vejledte lidt. Eller vi læste en tekst og i teksten lå en person på bunden af en brønd. Så snart der er en brønd er der et eventyr. Det er min litteraturteori. Jeg er mest optaget af hvad jeg kan gøre for at blive i verden. Jeg glider ud mellem hænderne, klynger mig til et gitter, som også glider ud af hænderne. Går op ad trapper der fortsætter i det uendelige. Eller ned i det uendelige. Jeg så en krage på gårdspladsen skrige af de andre krager. De andre krager holdt den fast i gruset. De unge er så søde. Den havde en skadet vinge. Jeg hører en stemme sige almindelige ting. På gårdspladsen står et træ omgivet af kampesten i en cirkel. Men handlingen fortsætter. Jeg spiser. Taler mens jeg spiser. Kigger mens jeg spiser. Smiler mens jeg spiser. 

Senere står jeg på letbanen i Mårslet. Sidder i den og passer på min cykel. Senere sidder jeg i kunsthallen og venter på at koncerten skal gå igang, men jeg er kommet så tidligt at jeg kan nå at læse. Jeg læser Om læsning af Simone Weil, som ligger i boghandlen. Alting refererer til sig selv. Hvis jeg går går jeg. Nu vælter det ind med folk fra det jyske akademi og konservatoriet. De skal høre Voice Actor. Vi skal. Jeg har hørt det så meget, kan se på min telefon, at jeg har hørt det så meget i perioder, men aldrig live. Det er en mulighed for at komme ud af det selvrefentielle. Gøre noget andet. Vi går ind i det inderste rum, hvor der er lavet en scene. De fleste står op foran scenen.

Bag en næsten gennemsigtig pressening med en tydelig gitterstruktur står hun i sine hellige farver, orange bukser og gul bluse, Voice Actor. Billedet, der bliver projiceret op bagfra viser en bevægelse gennem London, og imens er hendes krop viklet ind i talen/sangen i mikrofonen. Underkroppen tydelig under billedet. Nogle gange en helt forvrænget skikkelse, som en skygge, der bevæger sig gennem byens flader, containerpladser og bølgerne fra et ukendt hav. Jeg drømmer om at oplæsning kunne være cool på den måde. Så cool. Hvorfor er det her ikke en digtoplæsning, når hun står der og læser så fine tekster op fra sin telefon? Har altid undret mig over at digterne ville lade sig nøjes med så lidt, når det er så oplagt at tænke i scenografi og koreografi og fremførelse. Er det fordi at ORDET skal kunne høres rent? Men det er da også smukt med den ikke-sanselige abstraktion. Ikke at tænke på digterens tøj og fremtræden. Og dog, hvis jeg endelig skal abstrahere fra digterens stil, så vil jeg hellere abstrahere fra en smuk stil. Vil gerne have at man kan stille sin tørst i brønden. Vil gerne have at alt er smukt ved at være bevidstgjort. Også det jeg skal abstrahere fra. Dumskab er ondskab på ferie, siger Georg Johannesen. Sagde han. Andre siger andet. Siger jeg. Folk danser. Kan man kalde det det? De svajer under loftkuplens cirkler som om det er en dans. 

 

Fred og lykke og trætte øjne

Egentlig vil jeg gerne fortælle om, at være til min egen reception POV. Det gør jeg nok en af dagene, en af dagene vil jeg fortælle det hele. Sandheden. Her har du den. Men der skete noget andet som jeg ikke længere kan holde for mig selv. Da Lasse Raagaard læste op forleden på kihoskbar efter receptionen sent på aftenen, han læste helt nye digte op (jeg havde spurgt om han ville fordi jeg synes han er så god), så holdt alle på baren op med at tale. Ingen urolig hvisken. Ingen bevægelse af kroppene. Det var så smukt med den standsning. Personalet havde på forhånd gået rundt til bordene og sagt, at der lige om lidt ville være oplæsning, og FOLK havde været sådan ok. Men der skete noget, der var noget med igangsætningen af digtene, en intentionelt lang tone, og så en lille stammen. Det trak al opmærksomhed til sig. Den vekslen mellem igangsætning og følsom frasering af den enkelte sætning. Det gjorde digtene så PÅ. 

Det, der skete var, at et par timer senere da alle havde forladt selskabet, da selskabet havde forladt selskabet, og jeg stod alene tilbage på baren, så jeg, at Lasse havde glemt sine digte. Jeg så det som en mulighed for endnu en SENSATION her på bloggen. Men må jeg? Måske bliver jeg nødt til at spørge ham. Eller hvad, skal jeg bare bringe hans upublicerede digte? Han har jo selv efterladt dem. Det er lidt sent, men jeg skriver en sms. Tager chancen, at han ikke sover. Han svarer. 

- Jeg kunne godt tænke mig at publicere de her 3 digte. Må jeg det? 

- Ja gerne, og godt med de 3-<3

- Det er jeg så glad for. De er altså virkelig gode 

- Yay taak. Sender fred og lykke og trætte øjne

 

Lasse Raagaard: Tre digte

Og så

virker det hele simpelt igen

Du mister dig selv af syne

Et spøgelse i køkkenet da du åbner hoveddøren

Noget er ved at skille sig ad, efteråret og

de øverste blade gule først

Ud af vinduet, de smukke ældre med deres motorcykler

Facaderne er så glatte, at vi mister evnen

til at savne, elsker bare

Hvad er det de brænder af dernede?

Noget gråt og brunt udvider sig stadig

i dine øjne, en ikke synlig smerte

🧨

Du er så gennemsigtig og uafklaret

Hele tiden må vi finde noget langt væk

og trække det mod os, folk glider sammen

for vores øjne, øjne foran øjnene

Vi lå i parken og så skyerne opløse sig

Høretelefoner på og trøjen som hovedpude

Strækker armene og ethvert ja

ethvert ja løsner os

Jeg savnede længe

og så ikke længere, cyklede gennem byen

og kyssede nogens pande

De forskellige liv vi har levet svæver

som plasticemballager og grene i vandspejlet

Det her billede betyder ikke

Det betyder ikke noget

Hvad gør vi med al den lykke

Grønne nætter og satellit-formationer hen

over strandene, åbne vidder

i hinandens hænder

Jeg savnede indtil den der savnede

ikke var her længere

Dagene blev så klare jeg

kunne ikke få vejret af bare luft

Pustede liv i mine hænder

og så svanerne lette fra søen, og her

Ja også her

👂

Nogen siger at de føler at I har telepatisk kontakt

Og du ved ikke om det er sandt

Et bryst en dirrende vandoverflade

Grå dage hvor folk går hen over pladser

og sidder bag cafévinduer

Lyset tidligt og mælket, alt for

gennemtrængeligt

når nogen går dig i møde på fortorvet

er det som om de springer ud

af dine tanker

De digtsamlinger du i hvert fald også bør have læst hvis du sidder på græsset i solen og tænker på 20ernes digtdebutanter. Men også hvis du ikke sidder på græsset i solen men befinder dig et andet sted i en anden tilstand bør du læse dem.

Men nu hvor vi taler om det, så kan jeg ikke forstå, at der har været så lidt snak om den digtergeneration, der er debuteret i 20erne. Det virker som en sensationelt stærk generation. Og der er alle de kendte generationstræk; følelsen af at verden har ændret sig så radikalt, at de står med erfaringer den forrige generation ikke stod med. At digtningen skal sige noget andet. At den står i et andet forhold til ideologi og aktivisme og erfaring end tidligere. Flere har gået på Forfatterskolen sammen. De læser op og kommer til de samme arrangementer. Arrangerer oplæsninger med hinanden. Udgiver hinanden i tidsskrifter. 

Måske er det dumt at tænke i generationer? Altså ja, dumt nok til mig. Men også en kilde til helt ekstrem fryd og popsang. Prøv lige at se hvad der blandt andet er kommet af digtdebutanter de første 3-4 år af 20erne (se, og læs dem, hvis du ikke allerede har gjort det):

Anna Rieder: Hindebæger, Arena 2020 

Deniz Kiy: Blå øje (TÜRKÜ), Gyldendal 2021 

Lasse Raagaard Jönsson: Ssn snnart, Gyldendal 2021 

Sebastian Nathan: Honey Moon, Amulet 2021

Aaiún Nin: På min huds sorthed, Gads forlag 2021

Melanie Kitti: Halvt urne, halvt gral, Gyldendal 2022

Fie Martens Ljungmann: under indflydelse, Basilisk 2022

Haidar Ansari: Institutionaliseret. Gyldendal 2022

Amina Elmi: Barbar [Tavshedens objekt], Gyldendal 2023

Nynne Roberta Pedersen Pedersen: Vi hopper på åkander. Antipyrine 2023 

Nath Krause: Logan i Aokigahara. Møllegades Boghandel 2023

Elias Sadaq: Djinn. Gyldendal 2024

Hvem mangler jeg? Selvfølgelig har jeg overset nogle, men så skriv det i kommentarerne. Det her er måske bare dem jeg især har læst og undervist i. Jeg er fejlbarlig. Så skyd mig (nej, det mener jeg ikke). 

Starstruck

Vi endte med at gå til oplæsning på Overgaden, K. og jeg. Vi kom lidt tidligt og nåede at se udstillingen Emotionally Invested sammen. Cecilie Norgaards malerier som er ret usædvanlige. Der er noget tidlig russisk formalisme over brugen af bogstaver og geometrier, er der ikke? Det ser genkendeligt ud. Ingen af os er eksperter i russisk formalisme. Men det store maleri med en biltransport der er malet på vej til at vælte ned ad et bjerg, hvad sker der med det? Bilerne på vej til at blive farveklatter. En priktegning lagt ovenpå, uden helt at kunne se hvad den ville forestille, hvis vi tegnede streger fra den ene prik til den anden. Det er som om det hele er set igennem et barnligt filter, siger K. Alle billederne. Som om naivismen er lagt henover motivet. Det er så rigtigt, siger jeg. Det er både legetøj og katastrofe. Vi bliver stående i det. Det er så vildt. De er så vilde, de her billeder, siger vi, siger jeg. Så stramt komponerede. Lag på lag. Og med referencer til paletten. Og som om noget hele tiden er fraværende. TIDEN måske. Måske er tiden virkelig fraværende! Er det derfor bevægelsen er standset? At de små mænd reparerer viserne på urskiven? De økonomiske grafer på et andet billede er standset i den økonomiske udvikling, næsten udviskede i baggrunden. Det hele er planlagt, men udviklingen er standset og kun de smadrede sparegrise ligger tilbage, udtømte, men inde i hinanden. I flere lag. Hvad ER det med de lag, spørger vi, spørger K. Hvad ER det med det fravær. Det er forunderligt at mærke den her naivisme, men uden det naivistiske sind. Som om malerierne har skabt sig selv efter at alle mennesker er forsvundet, men med en vag erindring om menneskelige aktiviteter. Det er tingenes overtagelse. Eller i hvert fald maleriets overtagelse. Det var dejligt at snakke om udstillingen med K. At se den igen. Åh, jeg vil gerne se den igen igen. Kommer til at tænke på hvorfor billederne allesammen så tydeligt fremviser en farveskala. Det er skalaen, der er aktøren. Det er den, der danner foregrunden, mens det mere ubestemmelige grå og brune er i baggrunden. Eller i billedet med sparegrise er skalaen en mere diskret regnbue i baggrunden, mens sparegrisene er indeholdt i hinanden. Men det er SPÆNDENDE. 

Inde i baglokalet sad Nynne Roberta Pedersen Pedersen og forberedte sig med Johanne Lykke Naderehvandi, og måske også Melanie Kitti. Var Melanie kommet? Snart gik de på. Snart satte de sig på de tre tomme stole på scenen, først på de to og så på de tre, og en arrangør præsenterede dem. De tre. Nynne og Melanie skulle læse digte op, og bagefter have en samtale om - hvad var temaet - sanselighed og krise, måske, som Johanne ville moderere. Selvom jeg kender dem var jeg starstruck. Jeg var starstruck bare af publikummet! Haha, man ved det er en sej oplæsning, når man er starstruck bare af publikummet.

Melanie og Nynne har skrevet hvad jeg betragter som de væsentligste og mest originale debutdigtsamlinger i 2020erne. Melanie udgav Halvt urne, halvt gral i 2022, og Nynne debuterede med Vi hopper på Åkander i 2023. Siden har de begge lavet endnu en digtsamling. 

Melanie læste nye tekster op fra sin telefon. Hun læste på svensk, jeg har kun hørt hende læse på svensk. Hun læste monotont op. Var det prosatekster? Hun læste næsten anti-performativt op. Hun standsede sig selv, hviskede om datteren der græd, talte om sin feber, om sit besvær med at læse op pga feberen, at hun havde svært ved at få pusten, men lige bagved monotonien og hverdagsagtigheden lå der en særlig ordmusik. Varierede mikrofraseringer. En rig klang der førte mig ind i den erindring hun skrev om. I den særvirkelighed. Hun trak opmærksomheden væk fra oplæsningen og ud i omgivelserne. I kroppen. Men stemmen var alligevel så smuk. Jeg har ikke lyst til at andre skal læse op som Melanie, men jeg elsker at høre Melanie læse op. 

Første gang jeg hørte Nynne læse op af sin debut var til Kaninfestival (en kunst-, musik- og poesifestival på Fanø 2023 som min ven Marie arrangerer). Vi sad i forsamlingshuset, og Nynne satte sig på en stol i midten, og smilede og talte stille og roligt. Hun læste. Hun lod folk deltage i de instruktioner som digtene i debuten OGSÅ udgør. hun fjernede hegnene mellem os. Sang helt sagte. Jeg var overrasket. Det føltes lidt som en historisk begivenhed, at man herefter ikke kunne forstå poesioplæsning på samme måde. Nu på Overgaden læste hun op fra sin anden bog Chickenwings og helt nye GODE digte fra et sort noteshæfte. Mere undersøgende og hakkende. Opmærksom på hvordan hendes ord kunne virke i rummet. Ikke gøre væsen af sig, men bare være og virke. Og hvornår bevidstheden diffuserede. Hun er stadig en af de bedste oplæsere jeg har hørt. Ligesom Lars Frost i 00erne eller Asta Olivia Nordenhof i 10erne. Det er en BEGIVENHED når hun læser op.  

Billedet er fra den efterfølgende samtale.

Og så videre

 Jeg sidder på en smuk cafe i indre by. I Bernikowgården. Jeg søger altid mod indre by, når jeg går ture om natten. Kan føle mig fri der. Men lige nu er det formiddag. Lige nu sidder jeg og venter på Björk. Hun har sendt en deling på maps, så jeg kan se hvor langt hun er nået på sin cykel. Hun kommer lige om lidt. Jeg hører fire sprog omkring mig. Er i en mættet tilstand hvor tårerne nemt slipper øjnene. Kan ikke mere. Kan godt. Pakkede i Clarissas lejlighed i aftes. Skrev et brev. Gik over pladserne i mørket med min bagage. Mimersgade, Guldbergsgade. Poppelgade, Poppelgade. Kiggede op mod vinduerne hvor boede engang. Hvor flyttede sammen. Hvor fik barn. Der var trukket for. Lyset utilgængeligt. Gik videre forbi Skt Hans kirke. Hedder den det? Uret jeg elsker, fordi jeg engang stod på torvet foran og så hvordan det fordoblede månen. Ned til søerne. Sov på en sofa i nat hos en ven. Hun havde allerede redt den op. Hvem var det der mødte mig tidligere på dagen som spurgte om jeg boede på gaden, var det Jan Stricker? Hvorfor kan jeg ikke huske det? Det var i går. Kan ikke huske det, jeg sad på en bænk og skrev. Björk kommer ind af døren lige nu på cafeen og siger hej skat. Hun lever postmoderne. Alle taler om det, men hun er ægte postmoderne. Har en grøn imiteret skindjakke på, et skørt, en smuk t-shirt. Slangekrøller. Vi griner fordi verden er en fiktion. 

Hjerter fra anmelderen til mig. Hjerter fra mig til anmelderen

Jeg er oprigtigt taknemmelig når Mikkel Krause Frantzen i Politiken skriver: 

"Jeg har været med på alle forfatterskabets eksperimenter siden debuten, Det mindste paradis fra 2000, og især i de senere år (...), men dette er en påmindelse om, hvor god en digter digteren er, når han digter. Det gider han sikkert ikke at høre (jo! altså, hvorfor ikke? red.), men det er sandt, en af dette lands bedste."

Men der er nogle spørgsmål som Mikkel Krause stiller sig i anmeldelsen af I ly, og enten mener ikke KAN besvares eller ikke mener er VÆRD at besvare. Det første (og mest rungende) er  "... at flere tekster i bogens første del også var at finde i forfatterens foregående bog, Patriarken falder fra 2022. Hvorfor?" 

Og det er jo et helt legitimt spørgsmål. 

Men det undrer mig, at spørgsmålet ikke fører til nogle overvejelser omkring min praksis og heller ikke i tidligere anmeldelser har gjort det, eftersom han er en af de litterater der har beskæftiget sig mest indgående med forfatterskabet (skrevet en hel bog om det), og eftersom det er en udvidelse af noget jeg har praktiseret i alle bøger fra og med I morgen findes systemerne igen fra 2004, nemlig at mine bøgers tekster i hovedreglen er publiceret før, enten i tidsskrifter, på plader, på youtube, i kunstudstillinger, i kataloger, som teater eller i tidligere bøger. At bøgerne i hovedreglen er samlinger (måske endda digtsamlinger) af både publiceret og upubliceret materiale. Noget der I FØRSTE omgang, altså fra 2004-2009 hvor teksternes før-permanente (mellem digtsamlingernes permer, mener jeg, he, he) liv især foregik i tidsskrifter og andre tekstligt baserede medier, gjorde det muligt at demonstrere (i hvert fald for mig selv) hvordan ENHEDERNE bogstav, ord, sætning, digt, bog, værk, LIV ændrer sig BÅDE i forhold til de betydninger der opstår, OG i forhold til deres autonomi (hvordan enhederne rækker ud i andre enheder som er større end dem selv), alt efter hvilke omgivelser de bliver placeret i. Og i ANDEN omgang fra 2010 og har gjort det muligt også at inddrage andre kunstarter, andre kunstnere OG forskellig (især klima-og flygtninge)aktivisme i bøgernes værktænkning og leg.

Er den praksis gået Mikkel Krause Frantzens næse forbi eller hvad er grunden til at han pludselig ikke længere synes legen er god og gyldig? 

Måske er det nemmere at acceptere, at en teksts vej fra f.eks. tidsskrift til bog gør noget ved teksten end når teksten bliver transporteret fra en bog til en anden? Jeg ved det ikke. Måske er det ikke engang et principielt spørgsmål om kontekstualisering eller mediering som greb. Men helt specifikt i I ly, at han ikke kan se grunden til det.

I Patriarken falder fra 2023 f.eks har en stor del af teksterne været udgivet på plade med bandet Bananskolen (hele afsnittet med Red planeten, Min sorg lyser (og også i anden bog), Sorgen er så stille m.fl). Der er et helt afsnit Plantagen (som er det afsnit Mikkel Krause henviser til som genbrug i I ly) som ENDNU tidligere har været vist som værk (sammen med et kommentarium og forskellige andre kunstværker) på Statens Museum for Kunst 2020). I Patriarken falder er der flere sider som tidligere har været publiceret i Øvelser og rituelle tekster, 2011 end der er tidligere publicerede sider i I ly, og da jeg med sikkerhed ved, at Mikkel Krause har nærlæst Øvelser og rituelle tekster, hvorfor er dét så mindre spørgsmålsfremkaldende end i den nye bog?

 

I Patriarken falder, syntes jeg, det var sjovt at trykke klimaalarmerende afsnit fra 2010 i en bog i 2022 for at se hvordan teksterne ændrede karakter, dels i forhold til de andre tekster i bogen, dels i forhold til den melankoli jeg pludseligt syntes de havde fået ved at teksternes tro på at aktivisme, digterisk oplysning og alarmisme kunne forhindre et kollaps kun virkede endnu mere håbløst end det oprindeligt havde gjort. Altså jeg mener, det sjove for mig var at opdage hvordan forskydning i tid også kunne bruges betydningsdannende. En ganske formalistisk morskab.

Med hensyn til det afsnit jeg har taget med i I ly, så fungerer det nu som første afsnit i et (dobbelt så langt) langdigt, som jeg tænker både har ændret karakter og tematik ved at indgå som en del i en anden helhed. Hvor det oprindeligt måske især kunne læses som en slags klimaallegori, er det kommet til at handle meget mere om et verdens- og hukommelsestab der har at gøre med nogle eksistentielle erfaringer. Hvordan man kan leve videre og opleve sig selv som et kærlighedsvæsen der er indfoldet i en biologi, en slægt, og en hukommelse selvom næsten alt er forstyrret, udraderet eller på vej til at blive det. 

Det er i hvert fald et bud på det spørgsmål Mikkel Krause Frantzen stiller til at begynde med, men ikke ønsker at svare på. Men det ville jeg jo egentlig synes var på sin plads, at han gjorde, idet jeg tror han ville være bedre til det end mig, hvis han forsøgte sig med en læsning.

Hvilket leder mig til det andet spørgsmål der får lov at flagre løst i anmeldelsen, og som handler om de linjer i det sidste digtafsnit, som anmelderen siger han er en sucker for: 

"Men spørgsmålet er jo også, hvilken funktion disse linjer og disse digte har/får inden for den overordnede ramme, det vil sige i den helhed, der hedder dette lidt mærkelige værk" 

Og ja, det er også et godt og ret grundlæggende spørgsmål, som jeg igen egentlig synes anmelderen/ fortolkeren som the bare minimum burde forsøge at besvare, i stedet for bare at konkludere "Uanset hvad er de hele bogen værd!"

I ly

 

Jeg holder release for I ly idag på Gyldendal. Det bekymrer mig, at jeg derfor ikke har så meget tid til at skrive. Jeg vågnede for tidligt, og vidste ikke hvad der var virkelighed. Lagde mig til at sove. Tog en sovemaske på. Lyset var ondt. Men lyset er godt. Det er næsten sommer ude nu. Lavede kaffe og satte mig med min dagbog. Skrev nogle skitser. Da det blev formiddag ringede jeg til Sø. Jeg ved ikke hvad jeg skal tage på idag. Du kan prøve det du har og sende billeder. Jeg sendte hende billeder. Prøvede. Tog af og på. Det var ok. Vi blev enige om at det ikke skulle være for varmt. Vi endte med det mest afslappede, søde og lidt plettede. Ja, sagde hun, det er sejt at have pletter og være sød til en reception. Når det er din egen. Hun er min stylist. Der er meget jeg ikke kan se før hun siger det.

Håber vi ses!

Det jeg jeg er er sødt

Det er sent, og jeg har lige gået en tur. Sidder i Clarissas lejlighed ved et fint, rundt bord. Hun er på turne igen, måske i Belgien, måske Holland. Jeg har lånt lejligheden imens. Kigger ud, ser kun mørke vinduer på den anden side. Hvad laver folk? Jaja, sover. Da jeg gik ned, kunne jeg på den første gade mærke lidt af varmen fra tidligere, fra solen der har været allevegne idag. På den anden gade stod folk og hyggede og røg joints. Elsker København om natten, tænkte jeg. Lugtene. På vej over en vej mødte jeg en, jeg ikke har mødt længe. Hvor skal du hen? Åh, bare hjem. Hvor skal du hen? Ved ikke, jeg er allerede hjemme, sagde jeg. Vi smilede som måner. Jeg gik videre gennem parken. Enkelte hang på bænke, næsten usynlige i mørket. Okok, det jeg jeg skriver om kan godt bare blive ved med at spadsere rundt og sige søde ting og skrive sms´er og have musik i ørerne, men det der egentligt interesserer mig er, at på den sidste gade mødte jeg Amina. Hej Amina! Hej Lars! Hvad laver du her? Det samme som dig. Hun sagde: Slap AF du ser godt ud! Iih, sagde jeg. Hun sagde det igen: Slap AF du ser godt ud! Sødt sagt, sagde jeg. Vi talte om, da vi læste hinandens digte. En aften læste vi hinandens uudgivne digte, mens der var publikum på, ikke mange, det var omkring et bord nede i litteraturhaus. Det føltes som noget særligt. En særlig forbindelse. Jeg elskede hendes digte. Elsker. I hendes bog, er der nogle digte jeg bliver ved med at vende tilbage til. Jeg har ikke bogen her, ville gerne citere dem. Synes alle skal kende dem. Det gør mig så glad at tænke på hende som digter. Beundrer hende. Måske kan jeg få hendes bog på Gyldendal i morgen, åh, det må jeg huske, så jeg kan stille den i Clarissas lejlighed. 

Ps. Hvis der er en redaktør fra Gyldendal der læser med her, gider du så minde mig om det i morgen, 10hi?

Møder i lobby og på gaden

I aftes mødtes jeg med en ven på det hotel, hvor jeg mødes med mine venner. Det var det samme personale som forleden aften, da jeg mødtes med mine venner på samme hotel som det jeg i aftes mødtes med min ven på. Men vi sad ved et andet bord, min ven og jeg. Drak kaffe, hun ville gerne have kaffe. Jeg ville gerne have kaffe, og talte om, hun sagde, jeg sagde. Vi talte om at skrive, ligesom jeg nu skriver om at tale. 

Vi talte om oplæsninger, om at vi har haft nogle af de største kunstneriske oplevelser ved at gå til oplæsninger. Jeg havde lyst til at høre hende fortælle om Henrik Have igen. Fordi jeg tænkte på ham som oplæser, og fordi hun engang mødte ham, mens hun arbejdede på en tankstation i Vestjylland, og han kom kørende ind i sin Mercedes og ikke ænsede hende, og bare skulle have smøger og benzin. Købte han andet? Og jeg ved, at hvis hun havde sagt til ham, at hun havde læst hans digte, eller hvis hun bare havde sagt, at hun vidste, at han var digter, på en måde antydet det, så ville han være blevet så lykkelig, det forestiller jeg mig, i hvert fald lykkelig lige så længe som det vil tage at tilbagelægge afstanden fra lykke til ulykke. Men jeg har spurgt hende alt for ofte, og nød at tale om andre ting. Om oplæsning f.eks. Jeg tror jeg talte alt for længe om oplæsning, gjorde jeg ikke? Hun er en af de forfattere jeg sætter højest, og som er lykkes med at udfolde sin skrift eksemplarisk nysgerrigt interesseret i selve skriveerfaringen (alt det gode!) og SAMTIDIG skrive bøger der kan ramme bestsellerlisten. 

Vi sad i de lave, grå stole i lobbyen og pludselig dukkede Niels Lan Doky op med sin datter Mai. Eller pludselig dukkede Mai Lan Doky op med sin far Niels. What!! altså what!! Jeg rejste mig og krammede dem. Niels fortalte en hemmelighed som Middelklasse2 kan afsløre er en hemmelighed. Jeg skylder Niels en stor tak. Det var så dejligt at se dem. Han læste mine første digte, jeg havde sagt, at jeg skrev digte og jeg sendte dem til ham for at han kunne se om de kunne bruges til nogle sange til Søs Fenger, og han skrev det sødeste og klogeste brev til mig på sit eget brevpapir, som jeg gemte et særligt sted. Sangene blev ikke til noget, men det var så opmuntrende. Han fandt musikundervisere til mig. Han ville gerne hjælpe mig. Han var den første kunstner jeg nogensinde havde mødt, og han fik mig til at tro på, at man kunne være kunstner. Første gang jeg mødte ham, mødte jeg ham på Nørreport st. Min kusine og han var blevet kærester. Hun skulle møde ham. Han stod i aftenen på hjørnet af Købmagergade i sit jakkesæt og mørke cottoncoat, og gik os i møde. Gav et knus. Han havde et sponsorat hos Martinique, kunne hente gratis tøj. Han var så smuk. Boede stadig i New York, i Harlem. Spillede med verdensstjerner og var midt i 20erne. Jeg hørte hans plader hele tiden, faldt i søvn til dem hver aften, drømte om at leve hans liv. 

Siden har jeg tit sammenlignet Henrik Have og Lan Doky fordi jeg har tænkt på dem som modsætninger. Hmm, jeg tænker på Henrik Have som den sjoveste, problematiske avantgarde og Niels Lan Doky som den fremmeste businesskunstner, men nu hvor jeg lige tænker mig om har de måske mere tilfælles end jeg har tænkt før. Begge har været meget entreprenante, og på grænsen til det hustlende. Henrik Haves kunst tabte efter sigende værdi fordi han sprøjtede billeder ud til velvillige kunstforeninger i 90erne (men hans digte og praksis (og vel også hans billeder) vedblev dog med at være uforudsigelige, smukke) og Niels Lan Dokys kunstneriske ry led af at han spillede signaturmusik, havde en mere kommerciel end kunstnerisk nysgerrig tilgang (men hans forfinede klang vækker stadig en autentisk længsel i mig). Og jeg elsker begge to. Begges tilgange, selvom JEG ER SIKKER PÅ AT DERES TILGANGE IKKE ER VALIDE KUNSTNERISKE TILGANGE (det er vigtig for mig at sige det tydeligt. At det bare er en perversion jeg har at omfavne smerten ved at se de mest talentfulde kaste det hele i grus. Der er noget sørgmodigt smukt over det). 

Og tidligere på dagen, det er så mærkeligt, mødte jeg en anden jazzpianist på gaden, nemlig Johanna Borchert. Og hun spurgte, skal vi ikke lave noget? Vil du ikke med op? Og vi sad i hendes lejlighed på Nørrebro, og mens jeg spillede på hendes trædeorgel og hun sang forsvandt alle gulvbrædderne i lejligheden, og væggene faldt sammen. Og selvom vi kun var sammen i 30 minutter, var vi sammen i 30 minutter. 

Ekstra note om noter

Men nu kommer jeg i tanke om noget jeg læste i avisen på et tidspunkt, det var en anmeldelse af en bog, vent lidt jeg skal lige google ... ok, nu er jeg tilbage, det var ikke så svært. Statsministerens tidligere taleskriver Villads Andersen debuterede med en roman i 2022, der hed København, udateret, der ifølge Politikens anmeldelse er en "tidstypisk og fermt formuleret fremtidsdystopi, hvor verden er blevet mere grøn, men også mere kold, fordi klimakampen har fået totalitære tendenser." Og så kommer følgende passage: 

"Romanens fortæller, der blot bærer efternavnet Andersen, har mistet sin søn Frederik til de nye sekteriske strømninger, og hans ægteskab er gået i opløsning. Bogen igennem skal han forsøge at skrive et brev til sin søn, der stoppede med at gå i bad, skældte sin far ud for ikke at slukke lyset og i øvrigt læste ’Den unge Werthers lidelser’ og havde en plakat hængende med Lars Skinnebach-citatet, der åbenbart er blevet de unges slogan: »Kunst, der ikke beskæftiger sig med klimakrisen, er ikke værd at beskæftige sig med«. Hvad der egentlig skete med Frederik, er en del af spændingen, der holder bogen kørende."

Hahaha, mit kernepublikum er åbenbart en ung, sekterisk, beskidt Goethe-læser!

Butik LB

Jeg spiser morgenmad kl. 13 på van Hauen ved siden af Frederiksbergcentret. Sidder ved bageste bord og drikker kaffe. Van Hauen føles folkeligt, men i et andet mere civiliseret land. Tager metroen hen til hovedbanen for at være et par dage på hotel. Skifter lokation. Har sovet på Maries værelse. Må veksle mellem venners værelser og dage på hotel. Jeg skal nå at indkvartere mig før jeg skal til Østerbro og læse op. Har allerede taget det rigtige tøj på. Noget andet end de andre dage. En skjorte med et indsyet hvidt  bånd over det hvide skjortebryst, men de samme bukser med læg som de andre dage. Hvorfor gør det mig så glad at prøve tøj, at se mig selv i forskelligt tøj? Min mor havde en modebutik i Galten, måske derfor? Den første i Galten, Butik LB, og jeg blev placeret i en papkasse, mens hun var på arbejde, mens kunderne kom ind i butikken, tungt parfumerede og prøvede kjoler. Hun snakkede om at kjolerne lugtede af deres parfumer. Da jeg begyndte at gå, kunne jeg gemme mig inde i stativerne. Virkelig? Måske kunne folk faktisk se mig, måske kunne de se mine ben, det lille barn inde i kjolerne, bag rækkerne af fine, glatte bukser. Haha, jeg opdager min barnebevidsthed, at jeg har snydt mig selv. Lille Lars </3. Og senere (6 år?) var jeg tit inde i prøverummene, hvor spejlene spejlede hinanden i uendelighedsrækker. Nogen gange prøvede kunderne tøj mens jeg var der. Jeg ved ikke hvad der var mest MIND BLOWING, uendelighed eller fremmed intimitet. Og vi tog til messe i Bellacentret, hele familien i det mest moderne tøj, og der var drinks og højlydte grin og de voksne røg og handlede og talte om modellerne. Nogle mærker har sat sig fast. Lee Cooper. Wrangler. Esther Lauren (duftene). Vi boede på 21. etage på SAS-hotellet. Kan det passe med 21. etage? Ved ikke. I hvert fald havde jeg aldrig været så højt oppe, og mine søskende og jeg sad med kinderne ind mod vinduesglasset og kiggede på byen, der var der så langt nede under os. Se bilerne!

På vej fra hovedbanen til det hotel jeg nu skal bo på ser jeg sikkert SAS hotellet uden at tænke over det. Tænker ikke så meget. Jeg ankommer, tjekker ind og tager elevatoren til 6. etage. Alt er perfekt. Og rent. Jeg har fået trykt nogle plakater af min bog (ja, ja, udkommer lige om lidt) som jeg lægger på sengen, og tager så et billede. 

Hvad gør jeg så? Det er virkelig svært at huske allerede. Det er to dage siden, men jeg skulle være på Østerbro kl. 16 til oplæsninger, så det var nok bare hurtigt afsted. 

Ukendt lokation

Lydene er så
dæmp

dæmpet

ude er byen 
uden 
måske liv

Jeg er
har flyttet
lokation
til hotel
de næste, døgnet
redt op til 
udskiftelig
krop

Mødte det
ubehag
ved lys
i den, i sen

at blive i sit
ene 

ansigt 
i lobby

ikke at
vil bære

det ufødte

i vom

Det rygtes
at byg
at bygningerne
at byggepladserne
synger

Slæber og
bagagen
min vom
gennem ukendt
regn
og forbi
og ved
park der

er hævet

på fladt stykke

indrettet
findes
person
og arkiveret 

Jeg er
har flyttet
har
mens 
håndfladen 
svæver
været i

uden at give
fra mig

Noter om noter

Middelklasse2 har fået en anmeldelse i Weekendavisen, jeg ser det først nu! Har slet ikke fulgt med, løber byen rundt og har end ikke haft en avis til at beskytte håret mod den småregn der har hængt i luften de seneste dage, ok, det var kun et kvarter, ok, Paris 1960 vil gerne have sin stemning tilbage, men jeg er stadig i København og er ikke stødt på avisen og pludselig fik jeg en sms sendt fra Jylland med et billede af noterne fra weekendens bogsektion. Hør lige hvad Lars Bukdahl skriver (og det er vel at mærke skrevet FØR jeg har skrevet mit indlæg med titlen Middelklasse2 mainstream om hans blog, hvis man skal tro hans kommentar til mit indlæg, og nu forstår jeg bedre, at han skriver glødende skal en roseklub pinedød være, og jeg skal overhovedet ikke fuck med pinedød, så jeg vil glødende gerne fortsætte med at rose ham for hvor smukt han skriver om hvor smukt jeg skriver om ham, MEN her har han altså skrevet glødende rosende FØR jeg har skrevet om ham): 

"Efter gennemlæsning af Skinnebachs solidt hvirvlende håndfuld af blogposter siden oprettelsen er man tilbøjelig til at give ham ret (i at blog er fremtiden red.). Der er en forløst, overstrømmende fornemmelse af diskursfrihed, og posterne veksler rastløst mellem at være smukke og kloge og søde og ømme. Hele tiden er de nysgerrigt, rastløst søgende."

Senere på dagen fik jeg endnu en sms, den her gang fra Østerbro. Det var fra Thomas Boberg der skrev: "Du er den poet som romanforfatterne citerer, og for resten også i Insula", hvorefter han sender et billede af en side i sin bog Insula, hvor der står: 

"Storbonden kender nok vejrguderne, men han hører ikke. Nægter at anerkende, at klimaet er i heftig forandring, at han selv er medvirkende dertil. Ø føler røde fjer fra fremtiden falde på golde marker, maler Lars Skinnebach i et digt", og det havde jeg helt glemt, både at Thomas havde spurgt om han måtte bruge det i Insula, men også, at jeg havde skrevet det (i TEOTWAWKI).