I ly

 

Jeg holder release for I ly idag på Gyldendal. Det bekymrer mig, at jeg derfor ikke har så meget tid til at skrive. Jeg vågnede for tidligt, og vidste ikke hvad der var virkelighed. Lagde mig til at sove. Tog en sovemaske på. Lyset var ondt. Men lyset er godt. Det er næsten sommer ude nu. Lavede kaffe og satte mig med min dagbog. Skrev nogle skitser. Da det blev formiddag ringede jeg til Sø. Jeg ved ikke hvad jeg skal tage på idag. Du kan prøve det du har og sende billeder. Jeg sendte hende billeder. Prøvede. Tog af og på. Det var ok. Vi blev enige om at det ikke skulle være for varmt. Vi endte med det mest afslappede, søde og lidt plettede. Ja, sagde hun, det er sejt at have pletter og være sød til en reception. Når det er din egen. Hun er min stylist. Der er meget jeg ikke kan se før hun siger det.

Håber vi ses!

Det jeg jeg er er sødt

Det er sent, og jeg har lige gået en tur. Sidder i Clarissas lejlighed ved et fint, rundt bord. Hun er på turne igen, måske i Belgien, måske Holland. Jeg har lånt lejligheden imens. Kigger ud, ser kun mørke vinduer på den anden side. Hvad laver folk? Jaja, sover. Da jeg gik ned, kunne jeg på den første gade mærke lidt af varmen fra tidligere, fra solen der har været allevegne idag. På den anden gade stod folk og hyggede og røg joints. Elsker København om natten, tænkte jeg. Lugtene. På vej over en vej mødte jeg en, jeg ikke har mødt længe. Hvor skal du hen? Åh, bare hjem. Hvor skal du hen? Ved ikke, jeg er allerede hjemme, sagde jeg. Vi smilede som måner. Jeg gik videre gennem parken. Enkelte hang på bænke, næsten usynlige i mørket. Okok, det jeg jeg skriver om kan godt bare blive ved med at spadsere rundt og sige søde ting og skrive sms´er og have musik i ørerne, men det der egentligt interesserer mig er, at på den sidste gade mødte jeg Amina. Hej Amina! Hej Lars! Hvad laver du her? Det samme som dig. Hun sagde: Slap AF du ser godt ud! Iih, sagde jeg. Hun sagde det igen: Slap AF du ser godt ud! Sødt sagt, sagde jeg. Vi talte om, da vi læste hinandens digte. En aften læste vi hinandens uudgivne digte, mens der var publikum på, ikke mange, det var omkring et bord nede i litteraturhaus. Det føltes som noget særligt. En særlig forbindelse. Jeg elskede hendes digte. Elsker. I hendes bog, er der nogle digte jeg bliver ved med at vende tilbage til. Jeg har ikke bogen her, ville gerne citere dem. Synes alle skal kende dem. Det gør mig så glad at tænke på hende som digter. Beundrer hende. Måske kan jeg få hendes bog på Gyldendal i morgen, åh, det må jeg huske, så jeg kan stille den i Clarissas lejlighed. 

Ps. Hvis der er en redaktør fra Gyldendal der læser med her, gider du så minde mig om det i morgen, 10hi?

Møder i lobby og på gaden

I aftes mødtes jeg med en ven på det hotel, hvor jeg mødes med mine venner. Det var det samme personale som forleden aften, da jeg mødtes med mine venner på samme hotel som det jeg i aftes mødtes med min ven på. Men vi sad ved et andet bord, min ven og jeg. Drak kaffe, hun ville gerne have kaffe. Jeg ville gerne have kaffe, og talte om, hun sagde, jeg sagde. Vi talte om at skrive, ligesom jeg nu skriver om at tale. 

Vi talte om oplæsninger, om at vi har haft nogle af de største kunstneriske oplevelser ved at gå til oplæsninger. Jeg havde lyst til at høre hende fortælle om Henrik Have igen. Fordi jeg tænkte på ham som oplæser, og fordi hun engang mødte ham, mens hun arbejdede på en tankstation i Vestjylland, og han kom kørende ind i sin Mercedes og ikke ænsede hende, og bare skulle have smøger og benzin. Købte han andet? Og jeg ved, at hvis hun havde sagt til ham, at hun havde læst hans digte, eller hvis hun bare havde sagt, at hun vidste, at han var digter, på en måde antydet det, så ville han være blevet så lykkelig, det forestiller jeg mig, i hvert fald lykkelig lige så længe som det vil tage at tilbagelægge afstanden fra lykke til ulykke. Men jeg har spurgt hende alt for ofte, og nød at tale om andre ting. Om oplæsning f.eks. Jeg tror jeg talte alt for længe om oplæsning, gjorde jeg ikke? Hun er en af de forfattere jeg sætter højest, og som er lykkes med at udfolde sin skrift eksemplarisk nysgerrigt interesseret i selve skriveerfaringen (alt det gode!) og SAMTIDIG skrive bøger der kan ramme bestsellerlisten. 

Vi sad i de lave, grå stole i lobbyen og pludselig dukkede Niels Lan Doky op med sin datter Mai. Eller pludselig dukkede Mai Lan Doky op med sin far Niels. What!! altså what!! Jeg rejste mig og krammede dem. Niels fortalte en hemmelighed som Middelklasse2 kan afsløre er en hemmelighed. Jeg skylder Niels en stor tak. Det var så dejligt at se dem. Han læste mine første digte, jeg havde sagt, at jeg skrev digte og jeg sendte dem til ham for at han kunne se om de kunne bruges til nogle sange til Søs Fenger, og han skrev det sødeste og klogeste brev til mig på sit eget brevpapir, som jeg gemte et særligt sted. Sangene blev ikke til noget, men det var så opmuntrende. Han fandt musikundervisere til mig. Han ville gerne hjælpe mig. Han var den første kunstner jeg nogensinde havde mødt, og han fik mig til at tro på, at man kunne være kunstner. Første gang jeg mødte ham, mødte jeg ham på Nørreport st. Min kusine og han var blevet kærester. Hun skulle møde ham. Han stod i aftenen på hjørnet af Købmagergade i sit jakkesæt og mørke cottoncoat, og gik os i møde. Gav et knus. Han havde et sponsorat hos Martinique, kunne hente gratis tøj. Han var så smuk. Boede stadig i New York, i Harlem. Spillede med verdensstjerner og var midt i 20erne. Jeg hørte hans plader hele tiden, faldt i søvn til dem hver aften, drømte om at leve hans liv. 

Siden har jeg tit sammenlignet Henrik Have og Lan Doky fordi jeg har tænkt på dem som modsætninger. Hmm, jeg tænker på Henrik Have som den sjoveste, problematiske avantgarde og Niels Lan Doky som den fremmeste businesskunstner, men nu hvor jeg lige tænker mig om har de måske mere tilfælles end jeg har tænkt før. Begge har været meget entreprenante, og på grænsen til det hustlende. Henrik Haves kunst tabte efter sigende værdi fordi han sprøjtede billeder ud til velvillige kunstforeninger i 90erne (men hans digte og praksis (og vel også hans billeder) vedblev dog med at være uforudsigelige, smukke) og Niels Lan Dokys kunstneriske ry led af at han spillede signaturmusik, havde en mere kommerciel end kunstnerisk nysgerrig tilgang (men hans forfinede klang vækker stadig en autentisk længsel i mig). Og jeg elsker begge to. Begges tilgange, selvom JEG ER SIKKER PÅ AT DERES TILGANGE IKKE ER VALIDE KUNSTNERISKE TILGANGE (det er vigtig for mig at sige det tydeligt. At det bare er en perversion jeg har at omfavne smerten ved at se de mest talentfulde kaste det hele i grus. Der er noget sørgmodigt smukt over det). 

Og tidligere på dagen, det er så mærkeligt, mødte jeg en anden jazzpianist på gaden, nemlig Johanna Borchert. Og hun spurgte, skal vi ikke lave noget? Vil du ikke med op? Og vi sad i hendes lejlighed på Nørrebro, og mens jeg spillede på hendes trædeorgel og hun sang forsvandt alle gulvbrædderne i lejligheden, og væggene faldt sammen. Og selvom vi kun var sammen i 30 minutter, var vi sammen i 30 minutter. 

Ekstra note om noter

Men nu kommer jeg i tanke om noget jeg læste i avisen på et tidspunkt, det var en anmeldelse af en bog, vent lidt jeg skal lige google ... ok, nu er jeg tilbage, det var ikke så svært. Statsministerens tidligere taleskriver Villads Andersen debuterede med en roman i 2022, der hed København, udateret, der ifølge Politikens anmeldelse er en "tidstypisk og fermt formuleret fremtidsdystopi, hvor verden er blevet mere grøn, men også mere kold, fordi klimakampen har fået totalitære tendenser." Og så kommer følgende passage: 

"Romanens fortæller, der blot bærer efternavnet Andersen, har mistet sin søn Frederik til de nye sekteriske strømninger, og hans ægteskab er gået i opløsning. Bogen igennem skal han forsøge at skrive et brev til sin søn, der stoppede med at gå i bad, skældte sin far ud for ikke at slukke lyset og i øvrigt læste ’Den unge Werthers lidelser’ og havde en plakat hængende med Lars Skinnebach-citatet, der åbenbart er blevet de unges slogan: »Kunst, der ikke beskæftiger sig med klimakrisen, er ikke værd at beskæftige sig med«. Hvad der egentlig skete med Frederik, er en del af spændingen, der holder bogen kørende."

Hahaha, mit kernepublikum er åbenbart en ung, sekterisk, beskidt Goethe-læser!

Butik LB

Jeg spiser morgenmad kl. 13 på van Hauen ved siden af Frederiksbergcentret. Sidder ved bageste bord og drikker kaffe. Van Hauen føles folkeligt, men i et andet mere civiliseret land. Tager metroen hen til hovedbanen for at være et par dage på hotel. Skifter lokation. Har sovet på Maries værelse. Må veksle mellem venners værelser og dage på hotel. Jeg skal nå at indkvartere mig før jeg skal til Østerbro og læse op. Har allerede taget det rigtige tøj på. Noget andet end de andre dage. En skjorte med et indsyet hvidt  bånd over det hvide skjortebryst, men de samme bukser med læg som de andre dage. Hvorfor gør det mig så glad at prøve tøj, at se mig selv i forskelligt tøj? Min mor havde en modebutik i Galten, måske derfor? Den første i Galten, Butik LB, og jeg blev placeret i en papkasse, mens hun var på arbejde, mens kunderne kom ind i butikken, tungt parfumerede og prøvede kjoler. Hun snakkede om at kjolerne lugtede af deres parfumer. Da jeg begyndte at gå, kunne jeg gemme mig inde i stativerne. Virkelig? Måske kunne folk faktisk se mig, måske kunne de se mine ben, det lille barn inde i kjolerne, bag rækkerne af fine, glatte bukser. Haha, jeg opdager min barnebevidsthed, at jeg har snydt mig selv. Lille Lars </3. Og senere (6 år?) var jeg tit inde i prøverummene, hvor spejlene spejlede hinanden i uendelighedsrækker. Nogen gange prøvede kunderne tøj mens jeg var der. Jeg ved ikke hvad der var mest MIND BLOWING, uendelighed eller fremmed intimitet. Og vi tog til messe i Bellacentret, hele familien i det mest moderne tøj, og der var drinks og højlydte grin og de voksne røg og handlede og talte om modellerne. Nogle mærker har sat sig fast. Lee Cooper. Wrangler. Esther Lauren (duftene). Vi boede på 21. etage på SAS-hotellet. Kan det passe med 21. etage? Ved ikke. I hvert fald havde jeg aldrig været så højt oppe, og mine søskende og jeg sad med kinderne ind mod vinduesglasset og kiggede på byen, der var der så langt nede under os. Se bilerne!

På vej fra hovedbanen til det hotel jeg nu skal bo på ser jeg sikkert SAS hotellet uden at tænke over det. Tænker ikke så meget. Jeg ankommer, tjekker ind og tager elevatoren til 6. etage. Alt er perfekt. Og rent. Jeg har fået trykt nogle plakater af min bog (ja, ja, udkommer lige om lidt) som jeg lægger på sengen, og tager så et billede. 

Hvad gør jeg så? Det er virkelig svært at huske allerede. Det er to dage siden, men jeg skulle være på Østerbro kl. 16 til oplæsninger, så det var nok bare hurtigt afsted. 

Ukendt lokation

Lydene er så
dæmp

dæmpet

ude er byen 
uden 
måske liv

Jeg er
har flyttet
lokation
til hotel
de næste, døgnet
redt op til 
udskiftelig
krop

Mødte det
ubehag
ved lys
i den, i sen

at blive i sit
ene 

ansigt 
i lobby

ikke at
vil bære

det ufødte

i vom

Det rygtes
at byg
at bygningerne
at byggepladserne
synger

Slæber og
bagagen
min vom
gennem ukendt
regn
og forbi
og ved
park der

er hævet

på fladt stykke

indrettet
findes
person
og arkiveret 

Jeg er
har flyttet
har
mens 
håndfladen 
svæver
været i

uden at give
fra mig

Noter om noter

Middelklasse2 har fået en anmeldelse i Weekendavisen, jeg ser det først nu! Har slet ikke fulgt med, løber byen rundt og har end ikke haft en avis til at beskytte håret mod den småregn der har hængt i luften de seneste dage, ok, det var kun et kvarter, ok, Paris 1960 vil gerne have sin stemning tilbage, men jeg er stadig i København og er ikke stødt på avisen og pludselig fik jeg en sms sendt fra Jylland med et billede af noterne fra weekendens bogsektion. Hør lige hvad Lars Bukdahl skriver (og det er vel at mærke skrevet FØR jeg har skrevet mit indlæg med titlen Middelklasse2 mainstream om hans blog, hvis man skal tro hans kommentar til mit indlæg, og nu forstår jeg bedre, at han skriver glødende skal en roseklub pinedød være, og jeg skal overhovedet ikke fuck med pinedød, så jeg vil glødende gerne fortsætte med at rose ham for hvor smukt han skriver om hvor smukt jeg skriver om ham, MEN her har han altså skrevet glødende rosende FØR jeg har skrevet om ham): 

"Efter gennemlæsning af Skinnebachs solidt hvirvlende håndfuld af blogposter siden oprettelsen er man tilbøjelig til at give ham ret (i at blog er fremtiden red.). Der er en forløst, overstrømmende fornemmelse af diskursfrihed, og posterne veksler rastløst mellem at være smukke og kloge og søde og ømme. Hele tiden er de nysgerrigt, rastløst søgende."

Senere på dagen fik jeg endnu en sms, den her gang fra Østerbro. Det var fra Thomas Boberg der skrev: "Du er den poet som romanforfatterne citerer, og for resten også i Insula", hvorefter han sender et billede af en side i sin bog Insula, hvor der står: 

"Storbonden kender nok vejrguderne, men han hører ikke. Nægter at anerkende, at klimaet er i heftig forandring, at han selv er medvirkende dertil. Ø føler røde fjer fra fremtiden falde på golde marker, maler Lars Skinnebach i et digt", og det havde jeg helt glemt, både at Thomas havde spurgt om han måtte bruge det i Insula, men også, at jeg havde skrevet det (i TEOTWAWKI).