Hvid due

Jeg er i Rom, fordi jeg ringede sammen med Clarissa, og sagde, at jeg ikke vidste hvor jeg skulle hen efter Leipzig, og så sagde hun, at jeg skulle tage med hende på tour. Fie skal også med, sagde hun. Og jeg har allerede overnatning til dig. Det er jo det vi har talt om, sagde hun. Og det ER jo det vi har talt om. At jeg bare skulle tage med, hænge ud. Være spændende. I morgen aften skal hun spille koncert på Villa Medici. Det er begyndelsen. Vi skal mødes der til frokost. Jeg kom selv for et par dage siden med tog fra Firenze, og indlogerede mig på et hotelværelse. Har gået rundt i 1000 grader i dag. Købte tre overdele, en Versace t-shirt, en ærmeløs Fendi og en poloagtig Valentino, og lagde dem på sengen for at tage et billede da jeg kom tilbage til værelset. Tog et billede og sendte til Mathilde. Skiftede bukser og tog Fendien på. Gik ned til restauranten, hvor jeg også spiste igår. Skifter snart tid. Tider. Bestilte vand, et glas vin og vongole. Good choice, sagde tjeneren. Desværre ikke den samme tjener som i går, men mere imødekommende og venlig, sikkert fordi jeg er gået til opgaven med større sikkerhed. Irriterende sætning alligevel. Det med opgaven. Måske bare usand sætning, fordi det ikke handler om en opgave, men om at jeg bevægede mig ind i restauranten og på forhånd vidste hvad jeg ville have, hvad jeg skulle bestille, og var tryg ved stemningen og personalet. Jeg slapper af. Ser godt ud i blusen. Altså jeg mener ser virkelig godt ud i den bluse. Har lavet armbøjninger for at tone armene og skuldrene lidt. Ved virkelig ikke hvilken tid jeg skriver i. Tillader mig at sidde på restauranten og skrive på min telefon selvom jeg føler det er dårlig stil over for stedet. Jeg lægger telefonen på bordet og håber tjeneren ser, at jeg skriver i et dokument i stedet for sms eller insta. At jeg er mere nærværende end det. Jeg fik en besked fra min bror tidligere i dag, at jeg havde fået en lille arv fra min mor. Senere fik jeg en besked fra det offentlige, som gjorde mig ked af det. Gik en lang tur og græd ved trevifontænen. Alting mindede om noget. Om det. Gik hen til Balanciaga i det hus, hvor Shelley-parret boede en overgang. Jeg var den eneste besøgende til de ca. 10 ansatte. Fik lyst til at gå over på den anden side af gaden for at se Keats-Shelley museet ved den spanske trappe. De var vist aldrig i Rom på samme tid, Keats og Shelley. Talte med kustoderne som fortalte at de aldrig var der samtidigt. Og at museet har den største bogsamling af de engelske romantikere. Og Mary Shelleys skrivebord (som lige nu var taget væk) hvor hun skrev Frankenstein og gemte Percys hjerte i skuffen indtil sin død. Kvinden i museets lille billetkontor/boghandel sagde at hjertet var begravet i England. Really, sagde jeg, og sagde, at jeg troede det var begravet på den protestantiske kirkegård uden for byen ved siden af hans grav. Hun sagde, at det var en ny oplysning for hende, og jeg blev pludseligt i tvivl om hvorvidt hun havde ret fordi hun vidste så meget om digterne. Og havde lige fortalt mig hvor de boede på forskellige tidspunkter og hvordan Mary blev tvunget tilbage til England af Percys far. Så vi lod det være og jeg købte en bog, Love is my religion af Keats. Takkede flere gange. Roste museet. Gik op af bjerget uden om den spanske trappe og fandt et cafeteria at sidde på. Jeg spurgte om strøm til min telefon, og fordi jeg ikke havde strøm tog jeg bogen op og læste de to introduktioner. Tjeneren spurgte om han måtte se den bog jeg læste. At han selv læser en bog om ugen og er den eneste i metroen der læser. Alle andre sidder med deres mobil, sagde han. Hans kone er engelsklærer og de taler begge syv sprog. Han læser meget poesi, sagde han. Jeg sagde, at jeg skriver poesi. Han blev glad. Sørgede for mig. Kom med kaffe og en croissant, mens jeg læste uden at forstyrre, uden jeg havde bestilt. Da jeg gik, sagde han, at jeg var en sjælden hvid due. Haha, sagde han virkelig det? Var det det han sagde? Jeg vil gå forbi i morgen igen. Det er ikke så langt fra Villa Medici. 

(I går aftes sagde tarotlæseren (som jeg konsulterede på gaden) at vi er energi, men mobiltelefonerne forstyrrer den energi vi udsender, pga. den energi de udsender. Altså de forstyrrer reinkarnationerne, MENINGEN, og den karmiske udvikling)

Radio med mere

Åh, jeg glæder mig til at lave radio med Marie Vedel. Vi lavede det første program for et år siden, og vi går og venter på hvornår vi skal mødes og publicere det. Vi skal snart mødes og publicere det. Det håber jeg. Jeg håber bare vi snart skal mødes, men jeg er i Leipzig og hun er i Sønderho. Eller måske i København. Eller måske i Malmø. Eller måske på Møn. Jeg kan aldrig regne ud hvor hun er. Hun er en flue i en flaske, men uden at flasken er der. Så aktiv og som om hun er usynligt indespærret, imens hun laver cutting edge performance, kunst, film. På nettet kan man se hendes julekalender til Museet for Samtidskunst, som på en måde var en generationsmanifestation. ALLE var med i den.  Hvad hed den? Jeg må lige slå det op, Karen from the Mill, hedder den. Hvert afsnit varede nogle minutter, og det meste af tiden gik med resume af forrige afsnit, men hvor resumeet var sin egen handling. Altså handlede om ting der ikke før var sket. Jeg prøvede ihærdigt at få en rolle, altsammen foregik i en landsby, og jeg ønskede at være med i et metalag, hvor jeg skulle være psykoterapeut for instruktørerne, men jeg fik aldrig rollen, bl.a. fordi jeg hele tiden havde andet arbejde. Men jeg har altid drømt om at være med i film. Ville virkeligt gerne have været med i den (heldigvis er jeg med i andre nu, hehe, skal være med i andre, hehe). Men altså den er et vanvittigt flot og grineren værk som MAN bliver nødt til at se (igen).

Hvad hedder vores radio så? Den hedder Radio Magter. Jeg har lyst til at sige det hele, men vil vente vente.

Rider med nattens kappe

Jeg er på interrail sammen med Lasse Raagaard, vi tog til Leipzig for at dyppe tæerne i romantikken. Uh, så søde tæer. Læse Novalis. Besøge Goethes hus. Universitetet i Jena. Bla bla. Det var spændende. Det er spændende. Vi har mange timer sammen, og så kom jeg til at tænke på Johannes L. Madsen, som Lasse ikke kendte. Måske tænkte jeg på ham pga. Novalis nattesyn? Altså det er ikke for at udstille Lasse, selvfølgelig ikke, men jeg er i chok over at en fremtrædende yngre digter som endda har gået på forfatterskolen ikke ved hvem Johannes L. Madsen er. Der er sket et svigt, nogen har svigtet, måske samfundet! Jeg vil ikke forestille mig dansk digtning uden Johannes L. Madsen. 

Den første bog jeg husker selv at have købt er hans udvalgte digte fra 1985. Der lå en boghandel tæt ved stationen i Roskilde, som jeg tit besøgte, da jeg begyndte i gymnasiet og skulle vente på bussen ud til Salløv langt, langt uden for alt, hvor mine forældre havde lejet et lille hus, og hvor jeg kunne ligge så ensom om natten og mærke en decideret novalistisk længsel. Hehe. Boghandlen havde de udvalgte digte på tilbud, den stod på øverste hylde næsten uden for rækkevidde, og jeg blev umiddelbart og mildt sagt ramt af digtene. 

        

 tanken får ord for at være

               en rytter med flagrende kappe
                 der rider henover natten og natten
får ord for at være
en flagrende rytter
            der rider med mørkets kappe
              henover himlen og himlen får ord
                 for at være det flagrende mørke der
 rider med nattens kappe
henover månen og månen
    får ord for at være en rytter
       der rider med flagrende kappe
          henover mørket 

(Nedspildt spruttende af syre fra 69)

F R E E P A L E S T I N E

Forleden dag, da Tettix Hexer blev smidt ud af morgenTV, det var så smukt. TV2 har vist nok fjernet indslaget fra deres hjemmeside, men heldigvis findes Reddit. Og heldigvis sendte han hele udsendelsen til mig senere på dagen. Elsker at han vil stemme sin luftguitar på landsdækkende TV, at TV tror at de skal lave et lol-indslag, at han forvandler det til en politisk komposition som ender i en aktivistisk handling. Eller elsker, at man ikke kan adskille de ting. Jeg kender bedst Tettix Hexer som Jenner. I TV kalder de ham Jens Leonard. Jeg har for det meste mødt ham i selskab med Joakim Moesgaard. Joakim som også har lavet nogle af de mest mindeværdige ting de senere år. De film de lagde op på YouTube for fem-seks år siden var fabelagtige. Noget af det mest rendyrkede grænseoverskridende, æstetisk smadrede og virkeligt sjove videokunst. Desværre er videoerne væk. De blev vistnok for meget for de medvirkende at have liggende offentligt. Så du kære læser, lytter, seer kan heller ikke bedømme det selv. 

Men jeg kan referere hvad der skete i studiet den anden dag. Selvom du sikkert allerede selv har set hans optræden med luftguitar. I hvert fald er klippet blevet vist allevegne på www. Men kun delen hvor han stemmer luftguitaren. Hermed en udvidet udgave:

Intervieweren (fnisende): Så jeg ved du ikke bryder dig om den her formulering, men du spiller jo også rigtig musik. I hvert fald instrumenter man kan se. Så hvad er forskellen på de to ting?

Jenner: det er faktisk lidt det samme. Jeg tror ikke på rigtig og forkert musik. Det er det samme fordi musik er jo luft som tager en masse former. Det er jo lydskulpturer i realtid, og det er det også at stå med en luftguitar, man skal bare aktivere en imaginær musik

Intervieweren: Jens Leonard om lidt så skal du optræde en smule for os. Men det er ikke det samme som du optrådte med til dm [i luftguitar, hvor han blev nr. 2 og derfor er inviteret i studiet. red.], det er mere en guide til hvordan man kommer igang?

Jenner: Ja, det er en tutorial i luftguitar til jer derude i stuerne, så I kan komme igang. Man skal stemme luften.

Intervieweren: Haha, man skal stemme luften. Værsgod.

Jenner (går op til scenen i studiet, tager en imaginær plekter ud af munden og slår en streng an): Okay. Den skal lige... Okay. I kan bare hjemme i stuerne lige starte med at stemme. Luften går i en tuning, den hedder F  R  E  E  P  A L  E  S  T  I  N  E. Den går i P-dur. Ej, der er lige lidt med monitoren, kan jeg få lidt mere monitor? Jenner (griber ned i sine underbukser): Der er et eller andet her som ik... (han hiver et palæstina-flag op som han holder op foran sig) ... kan vi få et frit Palæstina i monitoren! Kan vi få frit Palæstina i monitoren! KAN JEG FÅ FRIT PALÆSTINA I MONITOREN! 

Kameraet panorerer væk fra Jenner, og lyden slukkes på ham, mens man stadig kan høre at han råber og gentager: KAN JEG FÅ FRIT PALÆSTINA I MONITOREN.

Åh. Og idag blev Iran bombet af Israel og Iran sendte missiler tilbage. Og hvad sker der så nu? Og nu?

Delfinens rul med kroppen

Hvis du kun skal lytte til to plader i år, så sørg for at Paradox II er den ene af dem. Og den anden? Det må du selv om. Uanset hvordan jeg har bevæget mig de sidste dage, så har jeg hørt Paradoxe II, den nye EP fra Soli City. Jeg har hørt den i bussen, mens jeg har gået, i letbanen, med gomore på vej til Aalborg. I badekarret (er det egentlig at bevæge sig? hmm). Og altså bare hjemme i lejligheden. Den begynder med Rehearsal, noget der tilsyneladende er en legende, engelsksproget dialog i et musikstudie henover en simpel cellofigur. Tale og sang går ind over hinanden i en iscenesat øvelsessituation. Noget er meget tydeligt, andet lettere uhørligt som når andre taler indforstået i et selskab. 

- Let me hear how your level is.  

- (suk) Ok, if I must.

- One two one two

- Testing one two

- That's my dancemove from Ituuuube. Hahahahah. (Syngende) My baby is flying like a jetstream, high above all scene... watch out for ... nuuuuuu. Like a dolphin body roll.

😱

Jeg ved at Soli City programmerer stemmerne, eller i hvert fald gjorde det på sit første album, som jeg har skrevet om tidligere. Men jeg kan næsten ikke tro at det også gør sig gældende her, letheden i samtalerne, måden de nogle gange synger lidt falsk på, latteren. Det er for vildt. Den eneste grund til at jeg får mistanken igen, er at stemmernes afslappethed, og det de tilsyneladende improviserer frem, er for perfekt. For velkomponeret. Så jeg ringer til Soli City for at høre. 

H: Godt at høre fra dig.

L: Hej, jeg savnede dig.

H: Hvor er du?

L: På Ringgaden

H: Fuck. Ringgaden?

L: Ja. Jeg hører din EP hele tiden. Den er ekstremt smuk. Altså sangene, teksterne, måden de taler. Den er INSPIRERENDE.

H: Det er jeg sgu glad for at høre.

L: Hvem synger?

H: Det er jo spørgsmålet.

L: Jeg tænkte det nok! Har du virkelig programmeret alle stemmerne? Det lyder så vildt jo.

H: Det tog sygo lang tid at få dem til at synge falsk, og være, sådan der, ved siden af. 

L: Forstår. Men det er så på at du gør det. Altså jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare det, men tænker på staged photography, hvad hedder hun, Cindy Sherman og sådan noget. Har ikke haft den fornemmelse i musik før.

H: Åh, du er så sød Las! 

L: Det er noget med at tage autenticiteten væk fra stemmen, som giver stemmen en anden status i dialogen og i sangen. Det er det jeg elsker. Jeg synes stadig autenticitetens status ligger og lurer når man bruger autotune. Og selv i den fuldkomment stiliserede operasang. Men her er stemmen og dens humør, grinene, dens famlen, det hele en del at den kompositoriske tanke. Og så så utroligt smukt(!!) at du kalder første nummer for Rehearsel og mimer øveren og testen i et studie, som produceren har optaget og som så senere er blevet klippet sammen til en indledning, der skal lyde spontan og tilfældig. Det er så meta jo. At du har siddet og iscenesat den situation som typisk peger væk fra værket og hen mod kunstnerens ægthed, komponeret den situation med computergenererede stemmer. Altså Harald, jeg elsker det.

H: Jeg er så glad for at du siger det.

L: Det sidste nummer (Western Media, red.) jeg gad godt at læse op sådan der. Skrive sådan der. Får lyst til at skrive i stavelser. Jeg tror, der er en hel ny poesi på vej for mig i det nummer. 

H: 2025 er kilden.

L: Jeg ved det. Du drikker af kilden, min ven.

Nyt i sagen

En dag i spisesalen sagde Mathilde ud af det blå, at det var Taylor Swift, der talte i starten på Rehearsel, og så sendte hun mig senere en YouTube-video som dokumentation som jeg ikke engang har set fordi jeg stoler så meget på Mathildes referencer at det ville være det rene tidsspilde, men nu vil jeg alligevel se den. Wow, hun jammer den. Og ruller med kroppen som en delfin, mens hun siger det. 

!Hackloer

Havde aftalt at mødes på konservatoriet med Hacklo kl. 12. !J. stod ved døren. !E. kom snart. Vi gik ind i studiet, hvor !J. havde lavet et set up med programmet, lydkort, mikrofon osv. Jeg var taget til Kbh for at afprøve instrumentet/ digtmaskinen. De ringede forleden om jeg kunne komme. Lave nogle optagelser. De sagde, at de var spændte på det nye tastatur. Vi optog forskellige forsøg de næste 4 timer. Jeg ville ikke stoppe med at skrive/spille. Det lød så sindssygt godt, og jeg havde lyst til at undersøge hvert ords lyd. Hvert bogstavs klang. At forstå sammenhængen mellem hvert bogstav, betydningsmæssigt og klangligt. Var slet ikke færdig. Men vi var færdige kl. 16. De er så vilde, !Hackloerne. Jeg spurgte !E. om hun ville skrive en bog på instrumentet. Det ville jo være så sejt, at debutere med sin egen frembringelse. Det ville hun, men hun ville også have at jeg skulle skrive en bog. Vi aftalte at skrive en hver. Jeg elsker de digte jeg har set fra hende. De er meget særlige. !J. lovede at sende fil så jeg kan øve mig hjemme. Jeg kan næsten ikke forstå det sker. De efterlod mig alene i et studie i noget tid, så jeg kunne øve mig. Afprøve. Jeg kommer til at skrive på det her instrument hele tiden. På vej ud fra konservatoriet talte vi om John Clarke Eureka, og de forestillinger, der har været forbundet med digtmaskinerne. De er blevet set som en slags orakler (jvf Johs L Madsen), priviligerede steder hvorigennem makrokosmos har kunnet vise sig tydeligst i et mikrokosmos. Men som regel er de blevet set som dårlige sprogmaskiner af omverdenen, fordi den poesi der er kommet ud af det ikke har levet op til de kriterier for poesi der ellers har været gældende. Men det her er noget andet, fordi det er ikke en sprogmodel eller kunstig intelligens, det er en blanding af et musikinstrument og en skrivemaskine, som man kan bruge til at lave en skrift der også er musik, eller omvendt spille musik der også genererer sproglig betydning. Og mest af alt får man jo bare fed jammer på. Måske er det det det kan, instrumentet, give en hidtil ukendt fed jammer på.

Men her er alligevel link til nogle poesimaskineting:

https://mediarep.org/server/api/core/bitstreams/6d369ba8-8caa-4cc3-b69b-1b992205c7ea/content

https://slate.com/technology/2017/08/behold-the-amazing-poetry-generating-machine.html

https://www.youtube.com/watch?v=-x2tIJYGs1Q

Grå feber

Måske kan jeg bedre lide Cabinn end Wakeup blandt budgethotellerne. Den gennemført grå indretning og det dårlige lys med en enkelt pink accentfarve. Det kunne være en kahyt på en færge der bevæger sig i opløst aften, mens jeg gynger i interferens.

Jeg sidder alene på Cabinn. Stilheden udvider sig. Det er allerede nat nu. Jeg er klædt helt i gråt. Er flot her. 

Om morgenen vågner jeg ved, at nogen låser sig ind på værelset. Låser værelsesdøren op. Jeg tror det er rengøring, men de smækker hurtigt døren igen. Jeg ser et lysglimt. Sover videre. Så ringer Clarissa og vi snakker om den kommende sommer. Sindets knivsystemer. Hun siger også at Smerz har release idag på Drift. At jeg skal komme. Ved ikke om jeg kan. Hun skal dj'e, Y og X skal, Ani skal. 

Jeg har været så ked af det siden jeg kom til Kbh igår. En ubestemmelig smerte. Jeg spiste på restaurant med Kim, men kunne ingenting sige. Selvom Kim er min tætteste ven 4ever. Havde ingenting at bidrage med. Forstod at jeg var trådt ind i, levede i en anden verden, og følte, at jeg ikke længere kunne tilgå deres. De var så smuk og sød, og jeg følte mig uværdig. Det voksede i mig, og jeg måtte gå. Er kommet for langt væk. Må tilbage. På vej mod Cabinn græd søerne. Jeg kiggede på den gråhvide fugleø. Kim skrev om jeg var ok. Jeg svarede, ja, undskyld, at jeg var mærkelig. Ved ikke hvorfor. Vi tales.  

Er så usikker på mine relationer for tiden. Mens jeg skriver det kommer jeg i tanke om det digt jeg skrev i I ly. Det med den grå feber. At det er en tilsvarende oplevelse jeg havde igår. At noget var plantet i mig. Men jeg håber ikke. 

Alle markerne skal bebygges
før ilden kommer

Det frø du lagde i hård jord

med bløde hænder

spirede pludseligt i nat

ved ikke

om det var en sand spire

eller bare ond

men grå feber 

spredte sig på værelset

mens jeg sad

og var bange fordi

og kiggede efter nyt

på telefonen

tilhørte dit ansigt ikke mig

der er ingen lindring

i den ene cirkel

der bliver til to cirkler

ude er haven oversvømmet

inde er der 1000 tårer

min søster og jeg flytter

hver til sit

i det nye år

er ensomheden vokset

til det dobbelte

En jordisk chance

Et sted i sindet står en hvid hjørnesofa. I den ligger jeg. Jeg tænker på Biosphere2, og er tung i hele kroppen. Så optagede vi var, var Theis og jeg af fortidens fremtidsforestillinger. Han fandt tegninger på nettet, NASAs hjemmeside sådan som kunstnere i 1970 forestillede sig fremtiden. Beboelige rumstationer med marker på indersiden af en globe. Han har været ret konsistent med det univers. Solar, Jordisk, Habitat. Vi fik opstøvet en optagelse af verdensrummet hos min nabo, HPST, der arbejdede på IRCAM, og brugte det til at lave undergangspop. Vi optog lyden af kaniner der stampede i jorden og brugte det som stortromme. Vi gik ture i de kommende bølger. Jeg lå i den hvide hjørnesofa, mens Theis arbejdede i Logic. Sproget afgiver ikke så mange lyde idag, men de lyde det afgiver er kolde.

Jeg savner så mange venner, og tænker at de ikke findes mere. Eller måske er det mig der ikke findes. Jeg tog til Århus for at besøg en nyfødt, men familien var ikke hjemme. Så tog jeg tilbage. Nu ligger jeg som en pude i stolen foran den åbne pejs i en barndomserindring. Som andre kan sidde på. Kan lide at kigge ind i ilden, kigge på min lille ildven, der gaber i aftenen, mens mine forældre ser TV. Jeg spørger min mor, hvordan jeg kommer derind. Det er en af mine tidligste ønsker, at jeg gerne vil ind i fjernsynet. Være der, i den retning mine forældre kigger. Gad vide hvad Theis laver? Måske bor han samme sted som sidst jeg besøgte ham for flere år siden. Vi spillede GTA i hans lejlighed på en projektor, og det første jeg gjorde var at stjæle en lastbil og køre fodgængerne ned. Så tog vi op på bjerget og skød betjente. Da jeg forlod ham kl 02 om natten, og var helt blæst af spillet, trådte jeg ud på gaden som var afspærret. Der holdt flere politibiler og jeg fik at vide at der havde været en person der havde skudt ind gennem en bilrude. Det var sket, mens Theis og jeg havde siddet i samme gade og spillet GTA og gjort det samme. Jeg fik dårlig samvittighed over at have grint så meget over spillet. Eller gjorde jeg? Sikkert ikke. Jeg var nok mest oppe at køre over virkelighedssammenfaldet. Eller var det et virkelighedsskred? Jeg troede jeg så ham på gaden forleden dag, da jeg var i Kbh. Tænkte, at jeg skulle skrive et brev og sige til ham at jeg stadig tænker meget på ham. Elsker ham. Men genren er måske kommet imellem os. Og livet. Måske er livet kommet mellem os. Men vi var så tætte, men så var vi ikke så tætte. 

Alt det hele2

Jeg er på lille tur til Århus. Bare hygge med mig selv. Vågnede lidt sent fordi testrup skriveakademi lavede ALT DET HELE i går. Skulle sørge for performerne, så hente instrumenter, så præsentere dem, så rydde op, så sove på testrup. Så som sagt vågne. Så gå, så gik jeg til letbanen i morges og tog lille tur til byen. Frem og tilbage. Havde små momenter til ALT DET HELE af den her tanke, mens alt det hele foregik. Altså den her tanke: Der findes en scene som jeg jævnligt var en del af op gennem 10erne, men som jeg ikke engang ved om den findes nu. Der findes en anden scene som jeg optrådte på op gennem 00erne, men som jeg ikke engang ved om stadig eksisterer. Hvordan formulerer jeg den sidste del af sætningen? Det er et problem jeg ofte er stødt på. Men som jeg ikke engang ved om findes. Men som jeg ikke engang ved hvorvidt den stadig findes. Den er helt gal fra begyndelsen af, sætningen. Men spørgsmålet er om den stadig findes, scenen. Scenerne. Performance- og oplæsnings. I går gjorde den, de i et vist omfang. Streng familie spillede og sang. Lydanlægget var fucked, mens de bevægede sig i folkelige og elektroakustiske popavantgarde-eventyr. De kommer til at bryde igennem. Hvad? Følelsesmuren. Derefter: Boa læste op og stod dirrende i nærværssætninger. Choir callibration with the best choir in the world, for sure gjorde det for mig. Fjernede sløret så at sige, ved at tvinge opmærksomheden væk fra opmærksomhedens normale hierarkier.  Fie Martens Ljungman læste op med en autoritet som overraskede. Selv det fuckte lydanlæg forvandlede sig til et brugbart instrument. Hendes pauser projicerede massive hvide flader inde i mit hovede. Og fraseringen. Og rytmen. Altså når Fie læser op forstår man at digtoplæsning er en selvstændig genre, som man kan bruge et liv på at studere. Og bagefter? Bagefter Claus Haxholm hvis bevægelser både lydlige og kropslige er så ladet med bevidsthed at rummet bøjer. Til sidst spillede Dj Hurtigræv et sæt, folk dansede og fejrede de sidste, måske, holdbare rester af hyperpoppen. Det var den aften. Nu er det eftermiddag og der kommer en person med en pastaret hen til mig. Tak siger jeg, og kigger ud på de tomme borde på fortorvet. 

Heldigvis

Heldigvis kom Fie ud på skolen og skal være her hele ugen, og hun og Mathilde og Jakob og Peter ville gerne være med til at skrive med Rituel Cirkel, som kan kontakte intuitionen og hele tiden danne nye sætninger med en vis sandhed(?). Så vi satte os på gulvet i Store Sal og jeg lavede den korteste introduktion til hvordan man bygger øvelsen op. Hvordan man laver Lydkilde, forbinder den til Figur, lader Figur op gennem visualisering og bruger Sequencer. Vi blev ved det helt grundlæggende som intuition, drøm, skrift. Det var særligt at være sammen, i samme sal. Mine tekster lød næsten som 2009, fordi det var der jeg første gang brugte metoden. Jeg har jo brugt den mange gange siden, både til at undervise og skrive med, men det var bare særligt, og vi gik i gang fra bunden. Efter 2-3 timer sad vi i rundkreds og læste op for hinanden. Jeg blev slået af de andres tekster, hvor vildt egenartede de var. Men her er nogle af mine. 

😱

Som at hente

som at ville

det usigelige

i et bo

hvor dyret

som flået

og vi

jeg løfter

et løfte

😱

Vi kom, vi

elven, sort af

drømme

men allerede

i den orange container

erstatningsdrabet

allerede

befriet for det

😱

Og var allerede

gået, gik

vi og i

det et mareridt

på midten af den store sø

stilstand

af dræbte og 

ikke-dræbte

😱

Samtidig, vi

lander med

mere, ordene 

der kan løsne

sig, sig vi 

bor på den 

anden side

af skråningen

er der sætninger

som stier

😱

Som dyret

er en bebuder

af den, det lydløses

halvcirkel

Så så

Og ud i verden. Jakke på? Lader være, fortryder kort tid efter. Skal købe en gave til Sø fordi alder. Skal købe en gave til Vig fordi andet. Skal hente et billede Aske har lavet som jeg har fået indrammet i en laksefarvet træramme. Det er blevet godt. Måske er det blevet godt. Ekspedienten var god. Jeg hedder Bål i dag. Skal se om nogle venner jeg skylder et farvel (jeg stak alt for hurtigt af sidst) er til at finde på deres mødested. Cafeen. Det er de ikke. I stedet går jeg ud i verden som en blyant og skriver alting ned. Nej, nej, jeg hedder Las. Jeg går forbi Kaf og tænker på at Billie Eilish spiste der for et par uger siden. Jeg ankom i aftes. Tog bussen ud af (af eller ad, kan ikke huske, ad vel) Nørrebrogade. Gik hen til en husdør i Ægirsgade og fandt nøglen på gemmestedet. Fik en besked hvor jeg blev inviteret til Søpavillonen. Gik videre over den Røde plads. Mødte Aslak, Klara, Ronja med flere. Der var vogne med djs. Blev spurgt om jeg ville til efterfest på Den Anden Side. Blev spurgt om jeg ville til efterfest på Folkets plads. Sagde ja, måske, til det hele. Gik videre under en måne der blev ved med at dele sig. Jeg kiggede op og delingerne begyndte at overlappe hinanden. Lange rækker af måner over himlen i København, der fyldte hele fladen ud. Himmelfladen. Indtil alt blev gråt og så mørkt. Jeg gik hen til lejligheden, låste mig ind. Skrev til Harald om han havde det godt. Han svarede ikke. Skrev til Lasse, han svarede ikke. Skrev til mig selv i nogle timer. En drøm jeg har haft (og også udgivet i I ly) som jeg bliver ved med at skrive ned. 

Drøm

Det jeg så 
så så
jeg 
prøver at huske 
er, er
hvad det var for en tid drømmen foregik i. Som om den var uden for tiden, men at slægterne der går, gik som på række som på stier ud af trailerbyen dernæst gennem en ørken til sidst på slyngede stier op af bjerget for til allersidst at ende ved et slot eller museum. I ørkenen var der krakeleringer i jorden. Jorden var så tør, at det lignede hud. Der var store master, elinstallationer, paraboler. Der gik alle aldre, voksne der bar børnene, oldinge der støttede sig til stokke og til de yngre. Op til bjerget. Men først i drømmen, du og jeg. Hvad ved jeg. Hvad vidste jeg. At vi var alene i trailerbyen. Var det nærmere en skurby? Gad vide hvorfor jeg synes den drøm er så interessant at vende tilbage til? Der var en toiletvogn. Jeg gik ind i den, men væggene skærmede mig. Hvorfor er toiletdrømmene så hyppige (men ikke for tiden)? Det er smukt at finde det fælles ved at indsamle drømme (Freud) og pludselig finde ud af at der må være en fase hvor skammen bliver installeret. Hvor tingene må skjules. Det er ligegyldigt hvad jeg skriver, jeg har overgivet mig til at skrive, men må have en at skrive til. Og en uro at skrive med. Finde en at skrive til. Er det det du, der er i drømmen, det jeg kan skrive til? Er det en MUSE (en anledning der har manifesteret sig) og derfor jeg ikke ved hvem det er? I drømmen er du, det mange jeg har kendt. Men da jeg kom ud igen fra badet (toilettet var blevet et bad, skammen til en renselse) sad du ved et hvidt sammenklappeligt bord med din familie omkring dig. Slægterne. Vi kunne ikke mødes. Jeg var der med min egen familie. Levende og døde. Kan ikke. Vi var adskilte. Du, I sad ved bordet med små tallerkner som til et kaffeselskab. Vi holdt øje med hinanden. Holdt vi. Pludselig bevægede alle aldre sig på stien, og menneskeheden gik i slyngede rækker. Jeg tænkte at du var gået foran, at du på en måde var endepunktet for alle aldre. Jeg løb og når jeg ikke løb så kravlede jeg. Indhentede efterhånden fortroppen, nåede slottet eller museet på bjerget før alle andre. Men stadig uden at have overhalet dig. Stod ved porten. Gik ind. Småløb op af trapperne i den store foyer. Jeg kom til et rum med et fint udskåret skrin. Hørte jeg en lyd fra skrinet som en skrigende kanin. Tolkede lydene som en kanin. Da jeg åbnede for at hjælpe den ud kravlede en virkelig stor kvælerslange ud. Jeg fik styret slangen tilbage i skrinet med mine tanker for at beskytte de folk der nu var kommet ind i rummet. Men var bekymret for kaninen. 

Skalaen er falsk

Morgensolen er skarp ind gennem vinduet, den fremkalder planternes skygger på det runde hvide bord som jeg sidder ved i Clarissas lejlighed. Skyggerne ser kødædende ud. Jeg drikker kaffe og læser brevvekslingen mellem Johanne Lykke Naderehvandi og Ursula Andkjær Olsen som de har publiceret som efterskrift til Ursulas oversættelse af Edith Södergran. Den lå på natbordet. Da jeg begyndte læsningen troede jeg det var mig selv der havde skrevet et brev til Ursula, fordi jeg skimtede og fordi der var en så genkendelig stemning af teenageminde. Og fordi Johanne tidligt nævner den indledende bemærkning til Septemberlyren: Det anstår ikke mig at gøre mig mindre end jeg er. Hvilket er en af de sætninger, der har haft en afgørende betydning for mit liv. Men ja, ja, jeg fandt hurtigt ud af det. At det var en brevveksling mellem J og U. Og det de skriver er så fint, og de digte, de tager frem fremstår akkurat så verdensomstyrtende som de er. Vierge moderne f.eks. 

Jeg elsker at de taler om Södergrans poetiske tænkning. Jeg elsker at Johanne skriver: "For mig hænger det grandiose (eller det vidunderligt grænseløse?) hos Södergran sammen med netop det - at digterjeget kan vokse sig lige så stort som universet, blive en gud, blive en måne, næsten. Og den grænseløshed hænger for mig sammen med en indsigt, i digtene, om at hierarkierne er falske, at skalaen er falsk. Og det er derfor at digterjeget kan vokse sig monumentalt, fylde hele himlen ud, uden at det sker på bekostning af nogen andre. Hun er ikke bare menneske: Hun er også en planet! Hun er også et atom! Og hele verden findes indeni hende." 

Åh, det er mærkeligt at læse, fordi det er næsten ordret den tanke jeg fik i ca 2002, og som lagde grunden til at jeg skrev I morgen findes systemerne igen. Og som mange andre end Johanne og jeg sikkert også har haft. Altså er det ikke for at tage patent på tanken eller sige at jeg var der først, det er mere, at jeg føler, det er mere at jeg kigger ind i Johannes læsning og sind på en måde som gør mig lykkelig. Indsigten i at hierarkierne er falske, at skalaen er falsk handler også om at afstandene mellem mennesker er falsk og at poesien, og den poetiske tænkning, er en måde at forbinde sig på på en sandere måde. 

!Hackloteket opfylder og genopliver glemte drømme

Jeg har ligget i skovbunden som en syg gud der drømmer onde drømme. Undskyld. Men har også haft besøg af !hackloteket som havde sagt at de ville lave en digtmaskine sammen med mig og eleverne. Jeg kan ikke prise dem nok. Pris dem. De kom 5 !hackloer til Tes og lavede workshops om aftenen. Pris E, K, M, J og U. Folk tog kameraer, midicontrollere, computere og hvad som helst med og vi lavede nye instrumenter og maskiner ud af dem. Om natten sad !hackloerne og programmede for at lave en brugbar digtmaskine. I morges kom de ind på mit hold mens vi hørte digte og præsenterede den. Jeg havde svært ved at skjule hvor chokeret glad jeg var. Jeg er ikke sikker på at hverken elever eller !hackloer helt forstod hvad der skete, hvor stort det var. Jeg havde talt med !hackloerne for nogle måneder siden om hvilken maskine jeg længtes efter, og de havde sagt at de ville lave den når de kom på besøg. Det handler om at give hvert bogstav (eller alle taster) på et tastatur en lyd. F.eks en tonehøjde eller en klang sådan at når man skriver vil man ikke kun bestræbe sig på sætningernes betydning, men også ordenes arbitrære lyd (kan man tale om lyd som arbitrær?) og forstå sætninger og digten som partiturer som man vil være i stand til at afspille senere. Det kan minde om Conlon Nancarrows papirruller, kan det ikke? Men de havde også lavet andre ting. En forholdsvis traditionel tilfældighedsgenerator, men hvor det ikke bare var organiseret i ordklasser, men også i associationsklasser. Og hvor maskinen skrev digtene, alt imens man improviserede nyt materiale. Endnu en ting som de havde lavet i nat (de var blege af lykke) var at de havde lavet en maskine til at optage reallyd og automatisk slice optagelsen op i 35 samples, hvorefter den gemte det som et nyt tastatur. Åh, jeg kan ikke forklare hvor smukt det var. Hvor smukt det er. Hvor utrolige muligheder de åbner i forhold til at lave poesi og musik.

Jeg troede at digtmaskinen var død (med mindre man accepterer at I Ching til stadighed er den vildeste digtmaskine), men det tror jeg sandelige ikke den er (død, altså, men jeg tror stadig I Ching er den vildeste digtmaskine). 

Det har - okok, jeg har lige brug for en pause før jeg skriver det - det har potentiale til at være det smukkeste i dansk poesi siden Johannes L. Madsen optrådte med sin orakelmaskine og udgav resultatet i Hvad ser diamanter?

Det vil vise sig de næste måneder om jeg har ret. Jeg tror jeg har ret. Men de næste måneder vil de finpudse og jeg vil afprøve. SYYYYGT

UPDATE

Jeg ser at der er andre der skriver om !hackloteket. Her og her

Verdens ende

Så skriver de til mig: Sidder ved verdens ende og hører musik fra en dårlig men cute højtaler, hvis det er noget for dig? Så jeg går ned mellem husene og op på højen ved verdens ende for at finde dem. De sidder tre venner under tæpper og ser så søde ud. Er søde. De sætter numre i kø, og spørger om jeg vil sætte et nummer i kø og først så hopper månen op over skyerne som en delfin. Vi læser op fra co-star eller falder ned i et humør. Kom nu vis hvem du er. Lidt væk er der en strøm af biler der snor sig mellem markerne. Vi taler om at de skal læse digte op i morgen. Taler om digte og blogs. V. har også en. Den er ret flot. De er den nye bølge. Alt er næsten ok, men jeg er stadig syg. Fryser lidt. Vil ikke gå. Jeg kigger på bilerne. Og bilerne kigger på mig og tænker du er smuk som du er. Hør det her: Du er smuk som du er. 

🌊

https://petermarkmann.blogspot.com/
https://blaaslushice.blogspot.com/
https://bobobloggen.blogspot.com/

Venner

Jeg skriver med en ven der skriver, at de ikke er deres egen fortrolige. Og en anden, at de ikke aner hvem eller hvor de er. En tredje spørger hvilket dyr jeg er. Jeg spørger ikke hvorfor. Men skriver en kanin. Sød og bange. Hvad er jeg bange for? Manglende intelligens, det gør mig sygt bange. Grovhed. Manglende høflighed. Folk der er påvirkede af alkohol. Kaninen er bange for den lille ræv bag øret. Jeg mener det. Så skræmmende. Men skulle ræven ikke være snedig? Åbenbart ikke når den sidder bag øret. Hvad ellers? Jeg slog lige op på wikipedia fordi måden jeg skrev på fik mig til at tænke på Sei Shonagon, altså på Pudebogen, men så var det helt MÆRKELIGT, fordi der stod at Sei Shonagon og Murasaki Shikibu var rivaler, og jeg kan ikke huske at Sei Shonagon og Murasaki Shikibu var rivaler, kan ikke huske at være stødt på den oplysning før, og det er MÆRKELIGT fordi Murasakis Tale of Genji, engang var min yndlingsprosabog, og jeg MÅ være stødt på den oplysning før. Men også vildt at deres rivalisering er berømmet her 1000 år efter. Eller det er sent og jeg sidder bare og skriver fordi jeg er rastløs. På bloggen og med venner. Jeg har en følelse af at virkeligheden er forsvundet. Som at være teenager i et hus hvor forældrene aldrig kom hjem fra ferien. 

Let

 Der er den lille letbane, den er lige til at plukke. Jeg var inde i århus for at få ordnet bryn, og hostede, kunne kun hoste historien op. Har altid lyst til at føre sætningen ind i noget vigtigt, men det eneste vigtige har lige lagt sig på gulvet med en lungebetændelse. Åh, nej, ikke nu igen. Brynene hæver sig som sætninger og munden former et O. Alt er til forhandling, når det man troede var det man troede var. U. En stemme der lyder som en digter jeg engang kendte gentager næste stop. Jeg vil ikke af endnu. Fordi fryser. Kan ikke overskue cykelturen til slottet. De slyngede veje over åen, og Villemand der sidder med sin harpe og beder mig om en skilling. Hvor er din væne brud? spørger jeg. Jeg slog hende for panden og legede guldtavel med hende øjne. Hvad blev resultatet? spørger jeg. At jeg måtte vogte over riber å uden succes. Uden skønhed. Og lyden af skrigende grise når jeg slår strengene an. Fair nok, sagde jeg. Og gik hovedrystende rystet forbi. Nu skal jeg lige varme mig. Ses

Søndag dag feber

Da jeg endelig kom til sos-release var selskabet næsten opløst og jeg havde svært ved at hilse på de resterende pga feber. Følte mig lukket inde. Men først skulle jeg derhen. Vågnede tidligt på tessy. Næsespray, panodil. Cyklede til bus, bus til aarhus. Lyntog til hovedbanen, s-tog til dybbølsbro. Krydsede sønder boulevard fyldt med mennesker, og kunne allerede ane Nanna Friis på fortorvet foran Kihoskbar. Og Oliver Laumann. Gæsteredaktørerne. Hvad med den tredje, Sara Sachs? Hun er sikkert stadig i LA. Det er bla pga hende at der er så mange seje kunstnere fra LA med i det nye nummer. O, LA, mit humørs fødeby. Jeg har aldrig været der, men føler mig så hjemme. Bryder vandoverfladen i poolen med skriftens delfiner. Ligger i varmen og damper mescalin. Hører fløjtespillere klædt i ruiner. Well, sølle fantasier, jeg må ind på kihoskbar og hilse på vennerne. Hvem har vi der? Eva, Lau og Anna (juhuu, hvor dejligt I er her. Smukt hold). Og der Lukas (jeg har sagt nej til at anmelde I ly i information. Så er det måske derfor der ingen anmeldelse er, eller hvad blev der af Skyum, har han givet helt op på mit forfatterskab? Det ved jeg ikke. Jeg ved det heller ikke, men jeg savner hans skrift, også når han er nederdrægtig. Og hvad med WA. Jojo, fint nok, men også bare fundamentalt skuffende ikke at blive læst af Bukdahl. Er det fordi du er ven med Cecilie? Jeg ved det ikke. Måske. Eller også vil Turner prøve en anden vinkel, er han ikke stadig bossredaktør? Tror jeg. Han var jo ikke bange for at lade mig skrive om alle mine tidligere elever da han var på JP. Da vi var. Men jeg tror det er fordi Bukdahl ikke kan lide den. Men det har jo ikke afholdt ham andre gange. Haha. Hvordan var det at bo hos Gretha Thunberg? Helt ok. Ser hun er på Maltha nu. Okok). Og Ulrikke (hej søde). Og Ulrikke (ej, troede du var i amsterdam). Mathilde og Björk kommer ind af døren (har savnet jer så meget! Wow, Mathilde du ser godt ud. Björk skal snart hjem. Hey, men Nynne skal spørge om noget med Heidegger. Nynne, nynne. Her er svaret). Der var mange andre, men havde været flere. Der var en hilsen fra Leo og Leslie. Tak. Marie og Jens kom med lille (hvad med din diagnose Las? Tror bare du skal udredes. Ja, men det siger de allesammen. Jeg har virkelig tænkt over det). Lille kunne kende mig. Vi hentede sprøde pizzaer og nød synet af solen. Hvad så? En græsplæne. Hvad så? En restaurant. Hvad så? Et hotel. Otrivin, panodil.

Lassie er den bedste

Grineren. Lassie B. Ondesen har lavet et opslag med mig i det nye nummer af tidsskriftet Sorg Og Samfund (SOSmegazine). Det er så smukt gjort. Det forestiller en hånd der tegner mig op med et tatoveringsredskab. Og en reklame for I ly. Lassie er den bedste.

MAN burde jo læse det blad, og den bog, tænker man.

 

Lørdag morgen feber

Måske skal jeg lade bloggen være når jeg har det sådan her. Men lader være med at lade være. Skriver alligevel. Måske er jeg destruktiv, har lyst til at ødelægge mig selv, har lyst til at droppe alle relationer. Det er ondt. Måske skal jeg åbne persiennerne. Der er lyst udenfor. Åbne vinduerne. Men jeg har feber. Kan ikke tåle lys. Lyset tager mig. Der er folk der har meninger om hvordan jeg skal skrive. Hvordan jeg skriver. Jeg kan mærke meningerne som skikkelser der står nede på gårdspladsen og råber. De kan blive uden for skriften og stikke hinanden ned med knive. Jeg mener det. Jeg vil gerne stene de overlevende. Jeg tænker på digte. At de, at det er den eneste mulighed. For hvad? Jeg har oplevet den her følelse før. Den er så grundlæggende. Følelsen af at skriften er den eneste mulighed. Men for hvad? For frigørelse måske. Jeg ligger på en madras på gulvet og sveder. Drømte at jeg gik igennem et landskab hvor træerne brændte. Jorden brændte. At det var min opgave at gå igennem det landskab.

SOSMegazine nr. 9

Jeg havde tænkt at tage til Kbh i dag, men er blevet syg. Har feber. Måske er jeg mere frisk i morgen. Nu koger kaffen. Jeg må lige tage den af blusset. Nu er jeg tilbage. Det nye nummer af Sorg Og Samfund kom med posten i dag. Jeg havde bestilt en kasse, så jeg kunne give nogle eksemplarer til elever. Det er det 9. nummer og første gang vi har haft en gæsteredaktion. Bestående af Nanna Friis, Sara Sachs og Oliver Laumann. Stadig med Lasse B. Ondesen som grafiker. Det er så utroligt at bladre i. Så utilgængeligt og smukt på samme tid. Det er (som altid) virkeligt antiformidlende FORDI det er sjovest at opdage ting selv. Eller for nogen er det det sjoveste. Eller det det kan jeg godt li. 

Vi lavede det første nummer for 3 år siden, mig, Nynne og Ulrikke. Og med Lasse B. Ondesen som grafiker. Kaldte det et tidsskrift for mode og poesi. Og havde nogle ideer om hvordan VERDEN manglede et tidsskrift for mode, poesi, kunst og aktivisme. Som forbandt sig til glittet middelalder-punk æstetik, fordi vi elskede, elsker illuminerede manuskripter. Der er sket meget. Når jeg kigger numrene igennem er jeg forbavset over hvor vildt det egentlig er. Kan det virkelig passe at så mange har bidraget? At Ondesen er blevet så god? Der er hver gang decideret litterære STJERNER som har skrevet tekster til tidsskriftet og som står side om side med nylavet kunst af DE STØRSTE i landet (og udlandet(!), der er så mange LA-kunstnere i det ny blad), og som er trykt side om side med oversættelser af f.eks. moderne kinesisk poesi. Og debutanter. 

Det er derfor jeg skulle, derfor jeg SKAL til Kbh, fordi der er release på søndag. Jeg håber virkelig jeg kan komme det. Det regner jeg meget med. Det plejer at være rart med kaffe og croissanter på Sdr Blvrd 52. kl. 12-15. Og der plejer at være dejlige venner.

KOM KOM KOM KOM 

Dagbog

Jeg ved ikke hvad jeg laver, hvad laver jeg? Sidder i køkkenet ved det halvmåneformede bord. Jeg har været ude i flere timer, vi spillede spikeball og hørte musik på en soundbox i solen. Blev brændt. Spiste Sunlolly på græsset med Kirsten. De sagde, de næsten var glad. Hvad? Er der ikke plads til depression her? Ah, misforstå mig nu ikke. Det er ikke fordi. Jeg var overhovedet ikke depressiv. Jeg var også glad. Syntes bare det var sjovt at sige. Måske sagde jeg det til en anden. Måske var det slet ikke sjovt at sige. Det er ikke sjovt at tale om depression på den måde med mindre man er depressiv. Jeg har det egentlig godt, og læser Sarah Kane med eleverne. 4.48 psychosis. Det smitter lidt. Skriften smitter. Græsset er meget grønt. Vi gik i Brugsen og købte snacks, og ville læse på vejen. Ville gå og læse nogle digte. Tager du ikke en sjov digtsamling med, spurgte Kirsten. Jo, sagde jeg, 2 min., sagde jeg og viste to fingre. Vi mødtes i gården, jeg havde taget Nath Krauses nye bog med. Trilogi. Den passer perfekt til 1. maj. Den er så god. Vi gik og læste, skiftedes til at læse en eller to sider op, om grisenes arbejde, mens vi gik mellem giftmarker. Mens tusinde individer (er det at fremmedgøre grisen at kalde den individ eller er det det modsatte? Jeg omtaler tit grisene som individer for at gøre dem mere lige med mennesker. Altså for at forstå deres lidelser som lidelser, men er usikker på om det gør det modsatte) står indeburede i stalde omkring os. Hvad ellers? I morges underviste jeg i kalligrafi, mens vi hørte Else Marie Pades Hitler er ikke død.

Det kommende

Jeg kan ikke bare lade det hænge. Sige, at Nynne Roberta Pedersen Pedersen siger, at der er et digt som er et af verdens bedste, og som jeg er enig i (ikke fordi jeg har et særligt forhold til lige netop det digt, men fordi jeg har et særligt forhold til hele den bog digtet optræder i, og et meget særligt forhold til særligt mange digte i den bog) er et af verdens bedste, og så ikke gøre mere ud af det. Bogen jeg taler om er Verdensdele med digte af Wallace Stevens og oversat af Poul Borum. 

Søndag morgen

I

Velbehag ved morgenkåben, sen kaffe

og appelsiner i en stol i solen,

og en kakadues grønne frihed

på tæppet - alt det blandes for at sprede

det gamle offers tyste hellighed.

Hun drømmer lidt og mærker, hvor det mørkner

af gammel katastrofe der trænger sig på

som vindstille dæmper lyset over vandet.

Stærk duft af appelsiner, grønne vinger

er ligesom ting i en procession af døde,

der snoer sig over brede vande, lydløst.

Selve dagen er som brede vande, lydløs,

stilnet, så hendes drømmeskridt kan gå

over have til det tavse Palæstina,

det fjerne land, hvor blod og grave hersker.

Det er bare første del ud af otte. Men for mig er der noget meget genkendeligt i at det bare er den del som Nynne læser igen og igen som et selvstændigt digt. Det gør mig glad. Mere end hos nogen anden digter bliver jeg hængende i enkelte linjer, enkelte digte. Er ligeglad med om det skal læses anderledes, fordi øjeblikket er tilstrækkeligt udfyldt til at kunne fylde et liv. 

Poul Borum var syg af kræft, da jeg begyndte på Forfatterskolen i 94, så derfor var han ikke med på introtur til Hald Hovedgård. Alle andre mødtes på hovedbanegården tidligt om morgenen. Så snart vi var i toget fik vi udleveret Verdensdele som vi skulle læse før vi nåede til Viborg. Poul havde brugt 30 år på oversættelsen, på at forfine den, og bogen var endnu ikke udkommet. Jeg kendte selvfølgelig ikke noget til Wallace Stevens (eller Blanchot, vi fik også udleveret et essay om Orfeus af Blanchot som Per Aage Brandt havde oversat og som heller ikke var udkommet endnu), fordi jeg kom fra sindets yderste provinser og var 19 år. Når jeg tænker på det, så var det en del af praksissen, at vi læste mange ting, som var færdige, men endnu ikke udkommet. Måske fordi skolen dyrkede det kommende så meget. I første omgang syntes jeg den var altfor stiv i sit sprog, og jeg talte (med medstuderende) om hvorfor jeg ikke syntes den var god og sådan noget. Men jeg stolede alligevel tilstrækkeligt på at den var noget SÆRLIGT at jeg blev ved med at slå op i den på næsten daglig eller ugentlig basis i flere år. I mange år. Og flere og flere sætninger begyndte at snige sig ind. 

Hjemme i stuen går verden over min forstand,

men når jeg går kan jeg se den består af tre-fire bakker og en sky.

(fra Om tingenes overflade)

Eller hele digte begyndte at snige sig ind. De evige hits. Snemanden, Iscremens kejser, Tretten måder at betragte en solsort. Gad vide om Snemanden ikke stadig er et af de digte jeg tænker mest på til daglig? Det tror jeg. Men lige nu har jeg mere lyst til at læse det første digt i bogen.

Jordnær anekdote

Hver gang bukkene kom klaprende

over Oklahoma

rejste en ildkat børster på vejen.

Hvor de end kom

kom de klaprende,

indtil de veg ud

i en hurtig cirkellinje

til højre, 

på grund af ildkatten.

Eller indtil de veg ud 

i en hurtig cirkellinje

til venstre,

på grund af ildkatten.

Bukkene klaprede.

Ildkatten kom springende

til højre, til venstre

og 

rejste børster på vejen. 

Senere lukkede ildkatten sine lysende øjne

og sov.

Nynne rejser og læser

Jeg kender ingen der læser digte som Nynne (det skulle lige være Cecilie). Som taler om digtene med blodet susende. Mærker hvordan det virker. Kan se så det åbner andres øjne. Det er virkelig inspirerende. Altså bare virkelig inspirerende. Jeg fik læserapporter på sms, mens Nynne rejste i tog ned gennem de gamle lande. Hun sagde, at Bristefærdig var et mesterværk. Og dit digt passer perfekt ind, skrev hun. Tænkte nok det var et mesterværk, skrev jeg (om Cecilies bog). Kan mærke det på hende, skrev jeg. Og det gentager sig flot, digtet, i hendes sprog, skrev Nynne. Hun bruger både høstet og i ly senere i bogen som om det har sat sig i karakterens sprog efter at have læst. Og det er jo virkelig også en alien-bog. Det må være magisk for de to der læser digtet at trække det ud fra hylden og føle sig så set. Skrev Nynne. Og videre: Jeg er helt imponeret over hvordan man kan skrive prosa på vers. Samme dag ringede vi sammen og talte om at det føltes så kontemporært med versromanen. 2025. At Glenns bøger også er versromaner eller i hvert fald episk digtning. Eller i hvert fald EPISKE.

De har kun mødt hinanden sporadisk, Nynne og Cecilie. Jeg tror at det bliver en mærkelig aften i verdens historie, når de to endelig mødes. Det kan jeg godt tænke.  

Nogle dage efter fik jeg lykkelige billeder af Nynne der stod foran Lorcas hus. Med tårer i øjnene. Og nogle dage efter et billede af et Wallace Stevens digt efter at have læst Verdensdele. Første del af suiten Søndag morgen. Det giver mig hjertebanken, skrev hun. Et af verdens bedste digte. Jeg tror det er et af verdens bedste digte, skrev Nynne. 

Konsonanter i rummet

Jeg havde en workshop om lydpoesi i går. På Te ss y. Der var mange folk. Der skete ting. Hvad lavede vi? Vi lyttede til Lily Greenham: 7 Consonants in Space. Sikke en titel. Er det ikke en utrolig titel? Det synes jeg. På den der plade der, der hedder Lingual Music. Så gjorde vi det. Rune Lindblad Party. Steve Reich Come Out. Så det. Vi hørte 5-6 forskellige opførsler af Ursonaten. Og lavede en kollektiv opførsel som jeg optog på telefonen (den blev så god). Jeg talte om Elsa von Freytag-Loringhoven, og læste et lille digt (også med en fantastisk titel TY-RY! (IMPERIAL SUNWEDDING)). Vi så optagelser af Charles Ross og lavede gameplays. Hvad gjorde vi mere? Talte lyssprog liggende i græsset i solen. 

I dag har jeg bare ligget helt træt, så træt på gulvet indenfor og læst mere om Lily Greenham. Søgt hende på nettet. Søgt på Wienergruppen. Udenfor var alt det smukke ondt. Eller det onde smukt. Jeg gik en tur mellem rapsmarker under højspændingsledninger. På himlen dirrede en helikopter. Den fløj og sagde hvad den sagde. 

Et gyldigt håb

Med letbanen. Går mellem giftmarker. Kommer ind i lejligheden. Alle sætninger så korte idag. Træet på gårdspladsen. Elsker at undervise. Hvad skal vi læse? Ingmar Bergmann Persona. Sarah Kane 4.48 Psychosis. Og andet drama drama. Vi slår tilfældigt op i Viola Spolin Improvisation for the theater og finder en øvelse der handler om stilhed. Taler om stilhed og drab. Hvad sker der så? Så laver vi skriveøvelser, og læser i Persona. Alting handler om stilhed. Fordi fru Vogler ikke siger noget, bliver hun lærredet for sygeplejersken Almas projektioner. Det er så vildt. Eleverne skriver så godt. Vil give dem mere end jeg har. Aflyser møde alt for sent. Tager letbane og et tog til Aalborg. Skal tale med Jørgen (forsker) på et STED. Snakker om Rilke (mig) og Kant (Jørgen) og Ellen Einan (mig). Ellen Einan bliver i mit hovede. Ved ikke noget om noget. Virkelig. Ved ikke noget om nogen. Finder på. Læser lidt højt fra I ly. Applaus. Tager afsked med Jørgen. Jeg hører en person sige til en anden person. Da jeg går forbi spørger de om jeg vil signere en bog. At de har skrevet om Øvelser og rituelle tekster. Kære. En hilsen fra. Går hastigt mod stationen. Tog til Århus. Letbane. Har noise cancelling i ørerne. Projekterer mig selv ind i stilheden. Går mellem giftmarker igen. Møder Kirsten (filosof) i spisesalen. Skriger af glæde. Er du her? Møder Björk (filosof) på bænken i gården. Skriger af glæde. Er du her? Ser Kirsten sidde i gråt track suit grå kasket spise to panerede fiskefiletter. Kun det. Elsker radikaliteten. Alt er radikalt ved dem. Hører Björk holde foredrag om Mark Fisher The Wierd and the Eerie i foredragssalen. Det handler om liminale rum. Og nettets bagrum. Senere slænger vi os i den lille lejlighed indrettet med institutionens møbler. Björk og Kirsten og mig. Så kommer Mathilde (<3) hjem fra Berlin. Så er vi fire venner. Slænger os uden epiteter. Drikker te. Björk siger depression er en frigørelse. At den er en mulighed for frigørelse. Efter foredraget stod en rand af elever der ville vide mere. De liminale rum repræsenterer et gyldigt håb. Kirsten ligger i sofaen med en vape. Den lyser op i uvirkeligheden, når de suger.

Björk: https://www.instagram.com/bjorkmomo/

Selskabet. Så tæt på

Som sagt inviterede Clarissa og Fie til selskab. Vi skrev sammen i løbet af formiddagen om vi skulle invitere flere, og hvad vi skulle tage med. Jeg tog en vandmelon med. Jeg havde bare lyst til at være sammen med dem. Og Ursula, jeg havde spurgt Ursula om hun ville med. Det ville hun gerne. Forestillede mig os fire sammen, at det ville være det selskab jeg havde drømt om hele livet, men næsten ville være for godt. Et par dage før gik jeg på Strandboulevarden og talte med om hvor sjældent vi kom på Østerbro lige idet vi passerede en indisk restaurant, som jeg tror jeg spiste på i 95 med Poul Borum, og nogle i hans tætteste kreds, Janus, Nanna, måske Niels. De gik tit ud og spiste, kaldte selskabet for Indercirklen, med et ordspil der refererede til den indiske mad. Følte jeg havde opnået alt ved at være på den restaurant, fordi min beundring for folk der skrev digte var så grænseløs, og Poul havde haft afgørende betydning for 80er generationen (og både tidligere og senere generationer), havde jo indbudt folk der skrev i Hvedekorn til at komme hjem i lejligheden på Havnegade og læse tekster med hinanden. I lejligheden med de 30.000 bøger. Michael Strunge, Søren Ulrik Thomsen, Jac, Merete Torp (hvornår kom Pia Tafdrup ind i billedet?) osv. alle de STORE havde været der, og det udviklede sig til, at han grundlagde Forfatterskolen som jeg nu var elev på. Var Inger Christensen med på restauranten? Nej, jeg tror det ikke, men husker, at Peter, deres søn, var. Vi var jævnaldrende. Måske venner. Jeg følte mig så tæt på mytologien. Elskede de gange jeg var i Havnegade, at være i den lejlighed var det tætteste på at være udødelig og sand. At sidde og læse tekster ved det store bord i karnappen. Jeg kendte historierne om de fester der havde været der. Navnene, der havde været der, tøjet, lsd- og hashseancerne. Og digtene der var blevet skrevet kendte jeg. 

Det er få gange senere, at jeg har siddet i et selskab og følt mig så heldig. At have så tæt adgang til DET DER SKER (med Yahya som undtagelse, med ham havde jeg det hver dag, hver gang vi var sammen. Jeg bliver nødt til at skrive om det. Jeg har udskudt det så længe), men følelsen dukkede op flere gange, mens jeg sad med Fie, Ursula og Clarissa og spiste, og snakkede. Hvorfor lige med dem? Fordi samtalerne dirrede. Fordi hvert øjeblik var værdifuldt. Fordi de er FANTASTISKE. Vi gik ud på altanen alle fire. Der var ingen mure mellem os. Det føltes historisk. 

Dagbog

I hvilken tid kan jeg skrive? I alle, til alle tider. Ok, men jeg vågnede under det store vindue på Maries værelse havde lyst til at blive liggende. Mine earpods var faldet ud af ørene, mens jeg sov. Hvad havde jeg hørt? DJ Warlord, selvfølgelig. Nu husker jeg. Mystery Leopard Spins Tracks At Local Nightclub. Det var den jeg var på den nat i verdens historie. I og til. Og så faldt jeg bare i søvn. Men nu vågnede, vågner jeg. Hovedpine. Forsøgte at skylle den væk med et varmt bad. Da jeg havde affundet mig med en kjolelang skjorte som jeg har haft i mange år og jeans fordi jeg ikke rigtig havde, har andet, var jeg klar til den grå gade. Så hvad? Så var jeg glad fordi jeg skulle møde Viggo.

Så hvad?

Så var jeg glad.

Vi havde aftalt kl. 12. Jeg stod på gaden foran hans dør kl. 12. Han ringede kl. 12. Jeg kommer ned, sagde han. Jeg gik i 7/11 og købte hovedpinepiller. Han gik mig i møde. Vi mødtes og jeg gav ham et kys på kinden. Han var sød. Han smilede så sødt. Skal vi gå en tur? Det kan vi godt. Vi gik til den sorte plads. Til kaffebaren. Sad uden for. Han signede med Universal Records igår. Drukket, drak champagne med de andre. Været VIP på søen. Hele dagen hang, hænger sammen. Nu skal jeg fortælle hvordan. Altså, mens vi sad der på kaffebaren viste jeg Viggo en robothest (den hest kommer til at ændre det hele, sagde jeg. Hvad fuck skal man med sådan en hest, sagde han) på telefonen og da jeg kiggede op stod pludselig Clarissa og Fie foran os. Vil I sidde? Nej, de skulle snakke. Ok, vi ses. Senere skrev de og spurgte om vi skulle lave et selskab i morgen. Gerne, svarede jeg. Vi gik også videre. Forbi Drift Radio. Snakkede om hvem der var DJ derinde. Gik ned forbi runddelen, ind på Assistensen. Har du set Strunges grav? Tror du har vist mig den. Skal vi gå forbi alligevel? Bogstaverne bevægede, bevæger sig på den ujævne overflade på stenen. Væbnet med vinger. Jeg elsker Strunge mere og mere, sagde jeg. Også mig, sagde han. Men nogen gange ødelægger skolen ham lidt. Jamen, det er selvfølgelig irriterende, men måske ok. Måske er det godt bare at læse ham uanset hvordan folk læser ham. Læse og drømme drøm. Føle følelser. Vi satte os ved metroen og ventede ven. 

Jeg skulle videre. Så mange ting. Skulle mødes med Ursula ved hendes dør. Jeg talte i telefon på vejen derhen. Det ved jeg, fordi jeg talte i telefon og på den anden side af vejen stod Oscar og jeg vinkede bare til ham, da vi passerede hinanden i fodgængerovergangen, fordi jeg talte i telefon. Men med hvem? Med Marie eller Glenn? Det var med Glenn. Han havde mødt Björk, de havde byttet bøger. Hegel for Freud. Hyggeligt. Ja.

Jeg stod på gaden foran Ursulas dør kl.15. Inde i byen. Hun havde skrevet til mig i mail: Jeg læste din bog i ét drag, SMUUUUK, lars, du er en intens stjerne. Så sødt. Ringede på, hun kom ned. Vi gik, går mod Kgs Nytorv uden at aftale. Jeg elsker Kgs Nytorv. Der jeg er født. Født og død mange gange, mens bilerne er kørt rundt om i en evindelig cirkel. Vi gik over den nye bro, Papirøen, Holmen, Refshaleøen, alt det der. Hvad talte vi om? Det er godt at vide. Det var en vidunderlig tur. Vi talte om digte og King Kong teori og musik. Og stod på det yderste af Kbh. Det var en lang tur. Jeg kom for sent til næste aftale, udskød næste aftale med Marius, fordi det var så rart bare at bruge timer med Ursula, tale om vores fælles barn Solen, udskyde det hele, følge hende hjem igen.

Hvad skete der så? Det var igår i alle tider. Pludselig blev jeg råbt an på Gothersgade. Hvem var det? Det var Leah og en ven der sad på en bænk og spiste chips. De var søde. Jeg lænede mig mod et skilt der stod skævt i luften. Småsnakkede, grinede. Vi ses. Hav det godt. Gik ud på Frederiksborggade, tænkte på fortiden. Engang ringede jeg altid bare på hos den. Og hos den. Var til fest på dens pladeselskab hvor CDerne hang ned fra loftet. Åh, 90erne. De er alle dem. Men nu stod jeg på Dronning Louises bro og Marius stod foran mig, og det er 2025. Perfekt. Jeg har dårlige nyheder, sagde han. Åh, nej, sagde jeg. Kan jeg ikke publicere digtene?Nej, sagde han, juraen er ret simpel der. Okok. 

Det er fordi jeg for nylig (under oprydning på Fanø) genlæste nogle af de digte som Yahya sendte til mig i breve, og som jeg ikke tror findes i andre udgaver, fordi han sendte dem fra fængslet og da han kom ud (åh, da han kom ud) talte vi om dem, og han sagde, at de bare var til mig. Men hvad ved jeg. Jeg havde lyst til at tage billeder af dem og publicere dem her på bloggen og fortælle lidt om hvor smukt og kompliceret det hele var. Og hvor sødt et andet brev var, hvor han siger tak for, at jeg har sendt ham Blakes Ægteskab mellem Himmel og Helvede. Hvor han siger, at han narrer de bedste bøger ud af mig på snedigste vis. Fordi da jeg mødte ham allerførste gang læste vi Rimbaud sammen i flere timer, og pludselig dagen efter fik han en besked om at han skulle møde i retten og eftersom han vidste han var skyldig, troede han, han skulle i ungdomsfængsel, og så forærede jeg ham mine to Rimbaud-bøger, som jeg ellers havde haft siden jeg selv var teenager, så han kunne læse dem i fængslet. Og han var så glad for dem og vi skrev mails og ringede sammen om dem det forår (og han blev frikendt for anklagen, fordi vidnet ikke kunne genkende ham). Og da han flere år senere skød en i benet og kom rigtigt i fængsel sendte jeg ham så Blake og skrev, at det var min bedste bog, og derfor hentydede han til at han havde gjort det hele for at franarre mig mine bedste bøger. Jeg ved ikke. Måske der det dumt at skrive om ham, men jeg har altid lyst til at skrive om ham, tale om ham. På en måde som måske er patetisk. Men jeg savner ham jo også bare. 

Marius siger, sagde, at jeg bliver nødt til at få familiens samtykke, hvis jeg vil udgive dem også selvom det bare er på en ikke-kommerciel blog og det er mig der har ejendomsretten. Og det er jo helt i orden. Selvfølgelig. Det er så sjovt at tale om jura med Marius, fordi han er jurist og fordi lovgivning er en fiktion, der hele tiden skal argumenteres for. Jeg driller med at han opfinder det hele undervejs, men han benægter. Han er den eneste jeg kender der bedst kan lide Mickey Mouse historierne. Selv er jeg mest til Stålanden. Dobbeltheden. Og fordi alle ser ham som uduelig, men i virkeligheden er han en helt. Vi går på Assistens, besøger Strunge (for anden gang den dag), taler om Pia Juuls grav. Hendes bøger. Går mod kaffebar på Nørrebro torv. Nørrebrogade er, var afspærret pga et knivoverfald. Vi går over røde og sorte plads, sidder på Waynes og kigger på politiets hunde lede efter våben. Jeg vil følge ham ned til Runddelen, går tilbage ad Nørrebrogade, han forærer mig en bog Persona af Bergmann, ej, det er mærkeligt, siger jeg, det er netop den bog som jeg sidder og arbejder med nu! Jeg er ved at skrive en ny bog, hvor jeg bruger Persona, og jeg har den ikke. Det er en vigtig gave, og mens han giver mig den på Nørrebrogade kommer Nanna, og Johan cyklende forbi, og de standser og vi krammer. Hvor skal I hen? På Drift. Ok, jeg siger farvel til Marius og så kommer jeg om lidt. Ok, vi ses. 

Der er, var fyldt på Drift. Mødte Camilla og Heva. Møder dem så meget for tiden. De stod, står udenfor lige bag DJ´en. Bag dem inde i huset står DJ´en og folk danser. Esben og Anna Gunvor sidder på bænken. Vi krammer og hilser. Det hele hænger sammen. Tror de allesammen har DJet tidligere. Ved siden af os er der en flok yngre som har tøj på jeg ikke tidligere har set. Det er vildt flot. Skal huske at spørge hvem de er. Inde i gården sidder Nanna og Johan, begge i tøj som fra en anden verden. Jeg er i den anden verden. Er Nanna byens bedst klædte? Hun er et godt bud. Jeg beundrer dem begge. De er ægte stjerner. Kritikeren og kunstneren. Hehe. Elskede Johans metalnæse, den han udstillede på sig selv til en fernisering. Johan sagde, at han sluger min blog. At den er så romantisk. At han føler at den er det København har manglet. Den er det København han drømte om fandtes før han kom til København. Åh, Johan, (jeg elsker anmeldelser) du ved ikke hvor meget det betyder. Hvordan møder du alle de mennesker? spørger Nanna, Altså bare sådan her, siger jeg.